(Lenny Henry, der afvises som babymodel: ‘because i’m a black man’; Foto: YT)
Forleden gjorde Politiken det til en stor sag, at et studie angiveligt havde påvist at etnisk minoriteter var ofre for strukturel racisme. “Det står nu sort på hvidt, at der finder raceprofilering sted i det danske politi.”, lød det eksempelvis fra Sikandar Siddique. En klassisk ikke-historie, for selvfølgelig foregår der etnisk profilering i politiet. Politiet skal selvfølgelig trække på erfaringskataloget i det daglige arbejde.
Pressemeddelse fra Københavns Universitets Juridiske Fakultet – Forskere trækker artikel om politiets møder med etniske minoriteter tilbage.
“På baggrund af fejl i forhold til den anvendte data tilbagetrækker forskere artikel om politiets møder med etniske minoriteter.
I Politiken 2. oktober fremgår det – på baggrund af forskningsartiklen ‘Explaining Divergent Outcomes of Interactions between the Danish Police and Different Ethnic Groups’ – at der er en forskel mellem personer med dansk og anden etnisk baggrund i antallet af sigtelser, der fører til dom.
– Vi er, efter at artiklen er gået igennem fagfællebedømmelse og er blevet accepteret til publikation, blevet opmærksomme på en fejl i forhold til data, der går tilbage til projektets start. Data angår tiltaler og ikke sigtelser, som artiklen ellers er bygget op om. Selv om sigtelser i sagens natur influerer tiltaler, så kan de ikke sidestilles hermed. Vores fokus på sigtelser og politikontrol i artiklen og i medierne har dermed været misvisende og kan ikke underbygges af vores data. Artiklen er derfor trukket tilbage, siger professor MSO Mikkel Jarle Christensen og studielektor Christian Klement, Aalborg Universitet, der er forfattere til artiklen.
– Jeg kan pt ikke nærmere forklare, hvordan fejlen er opstået, men den har desværre betydning for artiklens konklusioner. I og med der nu er tvivl om artiklens konklusioner vælger vi at trække artiklen tilbage. Det er meget beklageligt, siger Mikkel Jarle Christensen.”
Fra Politikens kioskbasker…
“I undersøgelsen er 1,7 millioner sager siden 1998 blevet analyseret, og tallene viser, at borgere med rødder i Mellemøsten og Afrika oftere oplever at blive sigtet for noget, de ikke bliver dømt for.
Er man fra Libyen, Syrien, Ghana eller Somalia, er der eksempelvis mellem 79 og 81 procent af sigtelserne, der fører til dom, mens samme tal for etniske danskeres vedkommende er 92 procent. Forskerne bag projektet mener, at de relativt flere grundløse sigtelser mod folk med anden etnisk baggrund kan skyldes en – måske ubevidst – raceprofilering hos politiet, altså at man vurderer borgerne også ud fra deres etniske baggrund og måske i højere grad fokuserer på disse grupper. …
‘Det lader til, at der sker en form for etnisk profilering. Vi kan simpelthen ikke forklare det på andre måder, end at der er en disproportional fokus på de her grupper’, har Mikkel Jarle Christensen blandt andet sagt om de tal, man er kommet frem til.” (Politiken, 3. oktober 2021, S afviser konklusioner i undersøgelse om etnisk slagside – ministeren skal i samråd)