Mettemor på huggeblokken

Venstre ligner nu politisk socialdemokratiet så meget, at ledelsen må opfinde nogle sager for at vise, at det tidligere liberale parti alligevel er noget for sig selv. Således har Venstre fundet ud af, at Mette Frederiksens besøg i Israel den 4. marts i år var en stor og kritisabel fejl, som nødvendiggør et samråd, hvor statsministeren må forklare sig og undskylde.

Besøget resulterede dengang i omgående kritik fra Venstre, Radikale og Enhedslisten, men den politiske gøglervogn drog hurtigt videre til andre emner, og sagen døde hen, indtil Venstre pludselig var der med hjertestarteren. Partiets udenrigsordfører Michael Aastrup Jensen har nu samlet et anklageskrift, hvor hovedpunkterne er, at der ikke er kommet resultater ud af rejsen, at Mette Frederiksen blev en del af Netanyahus valgkamp og, at udenrigsministeriet har mørkelagt centrale dokumenter fra rejsen.

Venstre-aktionen er et vaskeægte politisk spin-projekt uden egentlig substans og formål, men kan måske aflede mediernes opmærksomhed fra Venstres rutschetur mod afgrunden. Men Venstres aktion viser også, at medier og politikere er låst fast i nogle vrangforestillinger om en topleders arbejde. Vi er naturligvis vant til, at statslederes internationale samarbejde i reglen afsluttes med et personligt møde, hvor en aftale underskrives.

Statsministeren får så ros i pressen for at have forhandlet aftalen hjem, selv om det var embedsmændene, der gjorde alt arbejdet, men sådan er traditionerne og forventningerne. En statschef tager ikke til forhandling i udlandet og kommer tomhændet hjem. Og hvorfor ikke, må man spørge?

Vi er mange topledere i erhvervslivet, der igen-igen er fløjet hjem fra resultatløse forhandlinger om kontrakter og samarbejde. Sådan er vilkårene nu engang på chefgangen. Så måtte vi tilbage til tegnebrættet og forbedre vores data, projekter og præsentationer og så prøve igen. Heldigvis ofte med succes. Ellers ville dansk erhvervsliv ikke være, hvor vi er i dag: Skarpt og konkurrencedygtigt. Mette Frederiksen gjorde det, som en god leder skal gøre. Hun så en chance for at købe Covid vacciner af Israelerne, der havde flere forsyninger, end de selv skulle bruge og måske lægge fundamentet for et fremtidigt samarbejde. Hun kastede sig ud i flyet og hastede af sted til Israel for at få en aftale på plads. Men ligesom det er sket så ofte for mange af os andre ledere, måtte hun tage hjem med uforrettet sag. Det skal hun ikke have kritik for men ros, fordi hun dog forsøgte at forbedre den danske vaccinedækning i en kritisk situation. Udviklingen har siden overflødiggjort et tættere vaccinesamarbejde mellem Østrig, Israel og Danmark. Der er nu rigelige forsyninger, ligesom regeringen har sikret sig leverancer af næste generations vacciner, som er dansk udviklet.

Men Venstres politiske pygmæer vil ikke lade denne lejlighed gå fra sig til at polere egen profil ved at give Mette Frederiksen et drag over nakken i et samråd, der skal afsluttes med en påtale, en såkaldt ’næse’. Det ender dog nok med Venstres hule parade-spin eksploderer i ansigtet på Venstre selv. Som alt andet, de har gang i for tiden.