Politidirektør Lykke Sørensen. Foto: Politiet

Jyllands-Posten skriver om kronvidnet i Rigsretssagen mod Inger Støjberg, Lykke Sørensen, at hun har en meget dårlige hukommelse. 87 gange har hun under afhøringen svaret, at hun ikke husker noget om det, der spørges om. Lykke Sørensen var engang juridisk chef i PET, men måtte gå, fordi hun ligesom sin chef Jakob Scharf var arrogant og truende over for medarbejderne, der endte med at undsige dem begge. Flere PET-ansatte har fortalt, at Lykke Sørensen truede kritiske ansatte til at makke ret, blandt andet ved at true med at inddrage deres sikkerhedsgodkendelser.

Jeg var som chef for Center for Koldkrigsforskning i nærkontakt med både Scharf og Lykke Sørensen. Det var meget ubehageligt at have med de to arrogante personer at gøre – også under den retssag, som Jørgen Dragsdahl anlagde mod mig. For at kunne bevise, at PETs ledelse havde anset Dragsdahl for at være KGB-påvirkningsagent, skulle jeg fremlægge relevante dokumenter i PETs arkiv for retten. Min advokat og jeg havde derfor i september 2007 et møde med Jakob Scharf, der havde sin juridiske chef Lykke Sørensen ved sin side. Scharf var hoven og afvisende, men sagde til sidst allernådigst, at jeg ”i fornødent omfang” måtte informere min advokat om relevante oplysninger i de PET-dokumenter, jeg havde adgang til.

Godt tre år senere forsøgte Scharf bag min ryg at få FE til at inddrage min sikkerhedsgodkendelse. Hvis den manøvre var lykkedes, ville hele forskningsprojektet være kuldsejlet. Det var formentlig også hensigten. Han sendte i december 2010 en seks sider lang skrivelse til Forsvarsministeriet om alle mine påståede forsyndelser – herunder overtrædelse af straffeloven – med en anmodning til Forsvarsministeriet om at overveje, ”hvorvidt det anførte giver anledning til en ændret vurdering, for så vidt angår Bent Jensens sikkerhedsgodkendelse.” Dvs. en opfordring til FE om at inddrage min sikkerhedsgodkendelse. Uden den måtte jeg ikke beskæftige mig med ikke-afklassificeret materiale, hvis oplysninger skulle indgå i undersøgelsen.

Det må anses for givet, at han havde drøftet sagen med sin juridiske chef Lykke Sørensen, men han
besværede sig ikke med at sende mig kopi af skrivelsen. Det var en overtrædelse af forvaltningsloven. Avisen Information kunne derimod via aktindsigt og før skrivelsen var blevet afsendt, berette, at jeg ifølge PET havde videregivet klassificerede oplysninger. Hans Jørgen Bonnichsen udtalte, at det var en meget alvorlig sag, og Socialistisk Folkeparti fulgte trop med en kampagne i Folketinget, hvor Pernille Frahm påstod, at jeg havde vist journalister fortrolige PET-dokumenter og offentliggjort fortrolige oplysninger. Hun ville vide, om der var indgivet politianmeldelse mod mig.

Desværre for Scharf og hans juridiske chef havde de glemt deres tidligere tilsagn til mig og min advokat. De havde også glemt, at jeg havde fået PET´s tilladelse til at offentliggøre oplysninger i de pågældende dokumenter. Det endte derfor med Scharfs totale kapitulation. Nogle år senere måtte Scharf og Lykke Sørensen forlade tjenesten som de hovedansvarlige for PET´s krise med en ikke-fungerende ledelse. Jeg ved ikke, hvorfor sidstnævnte blev belønnet med en høj stilling i Udlændingeministeriet, men der er så meget, men ikke forstår. Hun tog sine dårlige vaner med sig ifølge flere sygemeldte medarbejdere. Og altså også sin dårlige hukommelse.