Ph.d. Robin DiAngelo underviser Coca Cola-ansatte i diversitet, 2021; Foto: Twitter

Det er et af de store problemer ved det danske velfærdsstat. Der er ufattelige mange offentlige ansatte, som præger civilsamfundet i venstreorienteret retning. De ser formentligt slet ikke, at minoritetseliten gør fælles front med den yderste venstrefløj. Kommentar af Ali Aminali i Berlingske – Den privilegerede minoriteselite har hijacket racismekampen (kræver login).

“… kampen mod racisme er blevet hijacket af en privilegeret og veluddannet elite. En elite, som ikke neutralt kæmper en borgerrettighedsorienteret kamp for minoriteter, men gør det på baggrund af deres egne privilegier og ideologiske forståelser.

Jeg får tit skudt i skoen, at jeg har bygget min karriere op på baggrund af integration og udlændingepolitikken. Den kritik hilser jeg velkommen. For det vigtigt at kigge indad. Men det, som har undret mig, er, at en gruppe af især minoritetsetniske, som turnerer landet rundt med deres flotte PowerPoints med overskrifter såsom strukturel racisme, white supremacy og nyere akademiske racismebegreber importeret fra USA, får frit spil.

Jo, de møder kritik fra det borgerlige og i visse tilfælde det røde segment. Men når stormen har lagt sig, så er de de første, der bliver booket til at holde foredrag, undervise eller give deres råd til uddannelsesinstitutioner, organisationer, kommuner osv. Det er også dem, der bliver inviteret ind i radioen, på tv eller interviewet i aviserne. Kun få gange bliver denne ressourcestærke og veluddannede gruppe mødt med kritiske spørgsmål såsom: ‘Hvis Danmark var underlagt strukturel racisme, hvorfor tager alle store lokaler imod dem med kyshånd? Hvorfor er 90 procent af publikum hvide danskere?‘

Mens en håndfuld privilegerede minoritetsetniske danskere får taletid og definerer racismekampen med akademiske racismebegreber, få fra bunden forstår, så har minoriteten stadigvæk svært ved at blive indkaldt til samtaler eller en hverdag, som både rummer racisme fra ‘de hvide’, men også i deres eget miljø, hvor det stadig anses som beskidt at indgå i tværkulturelle forhold. …”