For nogle dage siden skrev cand. theol. og tidl. generalsekretær i Bibelselskabet Birgitte Stoklund Larsen i Kristeligt Dagblad en kommentar om Inger Støjberg, der fremstilles som fuld af løgn og bedrag og dertil farlig. Den slags jævne og direkte ord bruger den fine dame naturligvis ikke, for hun er et dannet menneske, der læner sig op ad studerede mænd og derfor bruger mange floskler og fremmedord.

Støjberg beskyldes for at bruge ”retoriske kneb” og at skyde andre noget i skoene, de ikke har sagt. Hun påstås også at mestre ”den mere sofistikerede problematisering af præmissen” for et spørgsmål. Hun arbejder med en høj grad af underforståethed, og hun udnytter effektivt, at folk forstår ”det, hun ikke siger”. På hendes hjemmeside er der tilmed ”en underliggende mistænkeliggørelse” af de etablerede medier – og det er jo heller ikke pænt. Konklusion er, at Inger Støjberg ikke arbejder for ”demokratiet” og ”det fælles bedste”, men kun for sig selv. Hun er ”influencer”. Generalsekretæren ved ganske vist ikke, hvad Inger Støjbergs ”store plan” er, men hun kan berette, at en uvidende TV-journalist har mindet om, at medierne heller ikke tog Trump alvorligt, før han sad i Det hvide Hus.

Som det så ofte er tilfældet med fromme hyklere, begår Bibelselskabets ex-generalsekretær alle de synder, som hun anklager sit offer for. Hun affyrer et helt Stalinorgel af ubeviselige anklager i et politisk angreb forklædt som lærd analyse. Man får lyst til at sige føj for fanden, men det ville stride mod den gode tone.