”Når ens fjender ikke har nogen skrupler, bliver ens egne skrupler endnu et våben i  deres hænder” 

Sam Harris

Vi  har læst om det  hos Hirsi Ali  (i bogen AYAN) og formodentlig også andre steder,  at kvinder fra lande som Somalia  bliver kønsligt lemlæstede, uden bedøvelse bliver de skåret mhp  at miste evnen til at nyde det seksuelle -,   inderst inde ved vi det godt,  og at det også foregår i Europa,  er der vel også  mange der ved, men  man vil ikke vide det, vi kan simpelthen ikke udstå lidelser og grusomheder,  derfor  drejer vi gerne om på en anden kanal,  hvis det skulle vise sig på skærmen. Vi  har hørt om massevoldtægter, steninger, æresdrab o.lig. men ikke i mainstream-medierne –  Og når vi ikke ser eller hører (om) det,  eksisterer det ikke. ’

At det skulle berige vores kultur, det nægter de fleste af os sikkert at tro på.  Siden  halvfjerdserne har der fra universiteternes side været fokuseret  meget på, at der ikke er nogen  entydig  sandhed, der er ingen objektiv virkelighed,   med Foucault og X  i  rygsækken  er vi blevet bildt ind, at den tredje verdens ritualer er unikke  og charmerende, de er etniske  og  har været med til at berige vores kollektive kultur. 

 Samme tendens til at forherlige de charmerende etniske, religiøse eksotiske skikke   og til at retfærdiggøre grusomheder, når bare flaget havde den rette farve,  dvs  rødt eller sort  ser vi over alt i medierne i dag.  Der er intet galt eller provokerende  i at svinge de røde flag  til  1. maj eller ved andre lejligheder,  hvor Antifa hærger gaderne her eller i Hamborg,  der er ikke noget problem  i at svinge de sorte flag  når Hizb ut Tahrir  går i  flok  på eller omkring  Nørrebro, mens det danske flag i kolonihaverne eller ved festlige lejligheder  anses for lidt pinligt hvis ikke ligefrem provokerende (på nogen) – Når vi ser bort fra årets flagdag  og sportsbegivenheder,  hvor man endnu hepper på  de danske hold, så  har det nationale i  mange år været set ned på, forhånet hvis ikke ligefrem hadet. Se fx Hasselbalchs bog fra 2003: Opgøret med indvandringspolitikken,  hvor han opregner hvor meget og hvordan kendte danskere med en vis portion selvfedme lufter deres antinationale holdninger. Det har været gængs siden DF  kom ind i politik i  90`erne. For journalister og meningsdannere  har det været almindeligt at tale om åbne grænser, inklusion  og fidel imødekommenhed for især Fredens Apostle. Dette paradigme ser ud til at være på retur, al den stund Europas stater nu lader til at opføre de hegn og mure, som man tidligere har kritiseret Orban for. Selv en hardcore- multikulturalist som Bo Lidegaard  kan nu i en overskrift i Weekend-avisen sige: Med Mur og Pigtråd: Vi hverken kan eller skal påføre verden vores værdier og livsform, siger Bo Lidegaard. ”Og så skal vi bygge Fort Europa.” nogen lunde hvad Uffe Østergård skrev for en del år siden. Jamen,  er vi vidne til et skift i Tidsånden her? Efter at have talt ”dunder ” til danskerne i årevis gennem Dagbladet Politiken, hvis usynlige slogan længe har været: al magt til minoriteterne! melder Bo Lidegaard sig tilsyneladende under andre faner. Hvad bliver det næste:  At DRV  og Enhedslisten siger: Vi tog fejl. Kan I tilgive os?  Det sidste tror vi ikke på. Men tilsyneladende lader europæiske politikere  Merkel  være historie  og belaver sig på at beskytte den nationalstat,  de alle har været enige om at hade, indtil Kabuls Fald…..kan det være sandt? 

Tilbage i 2016 udvekslede Frederik Stjernfelt og Nils Holtug synspunkter på multikulturalismen i  Dagbladet Information. Her talte de om eksempler på multikulturelle  politikker mhp at give ”plads til religiøse forskelle, herunder i love og regler med det ophøjede mål at mindske diskrimination pg sikre inklusion og lige muligheder for alle” – Således forstået handler de multikulturelle politikker om hvordan man bør behandle de minoriteter, der nu engang er i samfund, og ikke om, hvor mange indvandrere der bør være” (Holtug Information 2016) – Læg mærke til den sidste sætning, en klart løftet pegefinger til de skeptiske der i modsætning til professor Holtug har læst på lektien og derfor ved, at antallet af migranter har en fatal betydning for værtslandet, i dette tilfælde Europas stater.  Mao  selv om man i  mere end tyve år har brugt oceaner af plads i medier på at fortælle seere, læsere den almindelige forbruger hvordan vi burde give plads de kommende venner, hvis kultur altid var berigende og inspirerende, så skal vi nu til at styrke grænserne i nationalstaterne, fordi de fremmede ikke kun er  venner vi endnu ikke har mødt men repræsenterer problemer og konflikter der kan true sammenhængskraften,  hvilket en del af os har sagt hvis ikke siden 1988 med Rushdie, så i hvert fald 2001 (1.9) og med eftertryk i forbindelse med  Muhammedkrisen 2005-06,  hvor vi fik de første kultursammenstød, som Huntington talte om i bogen Civilisationernes Sammenstød fra 1996. Siden er der udkommet mindst 10-20  bøger om året om, plus de alternative medieplatforme, så  hvis man ikke efter 2006  har forstået,  hvad vej vinden blæste,  så har det været, fordi man bekvemt valgte den politisk korrekte uvidenhed, der så  gav rum for den parallelle virkelighed med naive holdninger, idealistiske,  stuerene, anstændige, inkluderende  garneret med selvfedme og  oikofobi…indtil…udsigten til nye migrerende masser fra Afghanistan  har fået de snorkende klasser til at vågne. Kan være NGOèrne stadig  står ude ved grænserne og vil hjælpe det voksende antal flygtninge   ”hjem”  til Danmark med mulighed for modersmålsundervisning, fridage i forb. med Eidfesterne, dobbelt statsborgerskab og særlige hensyn, kort sagt hjem til multikulturens flydende virkelighed, hvor der ikke længere er noget der hedder rigtigt og forkert.  Fx   er 2 + 2  ikke længere 4,  nej  som nogen af jer sikkert har hørt, er det i dag = racisme.  Hele Woke-bevægelsen  er  også en gang politiseret minoritets-tyranni.  Læs  fx Henrik Dahl der skriver mere indgående om disse ting.  Når folk fra  lande som Somalia eller Libyen kommer hertil  og fortsætter med deres klan-kulturer,  så bliver de ofte omfavnet af akademikere   og journalister, der siger, at alle kulturer er lige gode! Og at vi  i Europa  kun harblod på vores flag.  Selve multi-kultur-eksperimentet er ment som en styrkelse af samfundet gennem mangfoldighed. I stedet for at besøge hinandens kulturer skal de trænges og presses  ind på samme område,  så vi rigtigt kan opleve hinanden. En af de største fristelser ved multikulturen ligger i følelsen af at være på det godes side, når den fremmede minoritet  skal omfavnes  og tilbydes særrettigheder med mere.  Siden 1968  har den røde relativisme  præget uddannelsessystemerne,  men nu  kommer gymnasierne  i skudlinjen,  og med en stigende procentdel af etniske som ikke deler et vesteuropæiske model med Darwin, Einstein  og de andre,  vil der nok opstå  konflikter,  hvor værtsnationen  her Danmark  bliver nødt til at træde i karakter. For man ville jo næppe acceptere  Jehovas Vidner eller Indre Mission  med deres forhold til videnskab. Galskaben er tydelig for de fleste af os. Læs fx Kent Andersens artikel her på Document:   Eliten  har glemt det vigtigste: Rigtigt og forkert  (2017) _

Men som  antydet, tidsånden er ved at vende:  Victor Orban og Sebastian Kurz  tilkendegiver tydeligt, at de sætter nationalstaten over klanbaseret kaos og  etnisk-mangfoldig religiøsitet og den deraf afledte dominans. Hvis andre stater i Europa  forstår dette  og  handler derefter,  så kan Europa  måske alligevel reddes! ?

Afghanistan  har sat meget i gang, måske også evnen til at tænke selv…..?