Nej, de vil ikke være ligesom os

Strøget, København. Foto: Steen Raaschou

I Danmark stiller politikere og journalister sig foran spejlet og siger: ” Vi er så heldige, at vi lever i en demokratisk retsstat med lige ret og lige pligt for alle, høj som lav. Vi lever i et tolerant og gæstfrit samfund, hvor alle kan leve i fredelig sameksistens. Migranter, der kommer hertil fra tyranniske formynderstater, vil i løbet af en generation eller to lære at værdsætte folkestyret og vores nationale fællesskab og blive lige som os andre.”

Uanset kendsgerningerne nægter medier og politikere at forlade deres overbevisning om den glidende integration ind i det folkelige fællesskab. Det er jo klart for enhver, at årtiers integrationspolitik er en tordnende fiasko, men det skyldes ifølge den officielle forklaring, at vi ikke har været dygtige nok til at sluse de nye danskere ind i samfundet. På Christiansborg ser man integrationen som en samfundsopgave. I virkeligheden er det ikke samfundets ansvar at integrere indvandrere. Det er indvandrernes ansvar at integrere sig i deres nye hjemland. Danske udvandrere fik ikke modersmålsundervisning i USA eller Australien, hvor de heller ikke kunne forvente, at deres børn kom i danske friskoler og, at de selv kunne leve for andre menneskers penge, hvis de fravalgte arbejdsmarkedet. Hvis ikke man hurtigt lærte sig engelsk og skaffede sig et arbejde var der kun tiggerskålen tilbage, en skæbne værre end døden for tidligere tiders migranter.

Indvandrere fra islamiske kultursamfund har konsekvent og permanent forkastet den danske demokratiske retsstat. De er derimod dybt og uløseligt rodfæstet i islams kultur, samfundssystem og tro, som er fuldstændigt uforenelige med vestlige værdier. En omfattende Wilke/Jyllandsposten- opinionsundersøgelse fra 2015 viste, at hele 77 procent af de adspurgte, herboende muslimer ønskede, at det danske folkestyre blev udskiftet med en islamisk formynderstat styret efter sharia-loven. Det er altså ligegyldigt, om man som muslim har været her i én, to eller tre generationer. Er man muslim, skrotter man folkestyre og retsstat, fordi man vil jo ikke være forræder mod Allah’s personlige påbud om, hvordan en troende muslim skal leve sit liv.

Hvad enten vi vil eller ej, må vi leve med den kendsgerning, at migranter fra de islamiske kultursamfund aldrig nogen sinde bliver en del af det danske folkestyre og kulturelle fællesskab. Men ikke desto mindre er vi nu parate til at åbne dørene for endnu flere migranter, der til deres død vil afvise og foragte det danske samfund. I de kommende år vil tusindvis af afghanere finde vej ind i Danmark uanset, hvad politikerne siger lige i øjeblikket. Vi ved med sikkerhed, at de vil have samme politiske og religiøse indstilling som andre indvandrere fra islamiske kultursamfund.

Det amerikanske PEW opinionsinstitut foretog i 2013 en omfattende meningsmåling i Afghanistan, der jo dengang ikke var under Talibans kontrol. Undersøgelsen viste, at hele 99 procent af de adspurgte afghanere ønskede sharia som landets forfatning. 73 procent anså sharia for Allah’s egne ord og 61 procent mente, at sharia også skulle gælde for ikke-muslimer. Endelig ønskede 81 procent, at sharias straffelov skulle indføres konsekvent i Afghanistan. Det er den såkaldte Hudud, som omfatter halshugning, stening, piskning og afhugning af lemmer. Det mener de stadig, når de er landet i Danmark, og det mener også deres senere børn og børnebørn.

Vi skal hjælpe ægte flygtninge, men helst til et nyt liv i et islamisk samfund, hvor de vil føle sig hjemme. Og ikke i Danmark, hvor de alligevel aldrig ’bliver som os andre’.