Bo Lidegaard – photo: Mogens Engelund. Creative Commons Attribution-Share Alike 3.0 Unported

Bo Lidegaards opsummering af tyve år i Afghanistan er historien om en liberal, der sænker ambitionsniveauet så lavt, at der bliver ingenting tilbage: Hold lav profil. Tal sagte med alle. Og vær tålmodig.

Det, der lyder som klog tale, er i virkeligheden en afsværgning af troen på det liberale demokrati og den moralske styrke. Der liberale tidligere var stolt over moralen og værdierne, praler nu Lidegaard af ikke at have nogen, ikke i udenrigspolitikken i det mindste.

Han må lyve for at få det til at fremstå som fornuft:

»Vi skal ikke føre de krige,« siger Bo Lidegaard, og man fornemmer, at han ikke kun mener de fysiske militære aktioner, men også de symbolske – de moraliserende og fordømmende kampe, som handler mere om os selv end om dem, vi kritiserer.

Rwanda og Srebrenica bruges som eksempler. Lidegaard mener vestlige styrker ikke har formået at forhindre folkemord noget sted i verden. Det er løgn. De franske styrker i Rwanda var på mordernes side. I Srebrenica var den nederlandske FN-styrke et villig værktøj i Mladic’s hænder.

For de mennesker, der stod foran en grusom død, betød vestlig nærvær alt. Men Lidegaard vil have os til at tro at de var magtesløse?

– Så hvis vi ser optræk til et nyt Balkan og eller Rwanda, så skal vi ikke gøre noget, for vi vil ikke påføre andre vores livsform og moral … Er det ikke en slags isolationisme?

»Vi er nødt til at forholde os til, hvad vi kan. Hvad der er muligt. Måden, du spørger på, vidner om, hvor langt vi er kommet væk fra en realistisk opfattelse af, hvem vi er. Spørgsmålet underforstår jo, at vi kunne forhindre disse forfærdelige ting i at ske, hvis bare vi ville. Men det er præcis det, vi i mange tilfælde ikke kan. Det er altid mere kompliceret, end vi tror, og militær tilstedeværelse gør det ikke i sig selv. For eksempel var der jo vestlige styrker både i Rwanda og Srebrenica.«

Det Lidegaard slår til lyd for er i virkeligheden en ny form for kynisme.

Vi skal ikke hjælpe andre mennesker fordi vi gør det for vores egen skyld. Virkelig?

Eller formuleret mere spidst: Vi skal holde op med at gå i krig hele tiden. Og vi skal holde op med at tro, at vi kan påtvinge resten af verden vores værdier. Det er det, han mener med den hvide mands byrde.

Den muslimske verden ville ikke have vores værdier. De ville have moderniteten, men ikke værdierne. Præcis som Kina. Men derfra til at anklage os selv og sige det kun handlede om os selv, er at gå over i flagellanternes rækker.

Der er stor forskel på at indrømme hybris og at sige, vi kun gjorde det for vores egen skyld.

Det er en reduktionisme, en tilbagetrækning fra historien, en forsimpling af de sidste tredive års historie, hvor Vesten hele tiden ender op som taberen.

Lidegaard har en rem af Joe Bidens hud:

»Det er paradoksalt, vi lever i en tid, hvor vi arbejder så meget med at forstå kolonialismens arv og de spor, den har efterladt i vores samfund. Og samtidig trives en utrolig stærk fornemmelse af, at vi har et særligt ansvar for at intervenere og sikre de værdier, som vi selv lægger størst vægt på.«

Hvis udenlandske krige kun har handlet om os selv og implantering af vores værdier, har vi så ikke fortjent nederlagene? Fik vi ikke som fortjent? Det ligger indbygget i Lidegaards ræsonnement.

Derfor står hans pludselig omvendelse til Fort Europa ikke overbevisende. Det er en ”deus ex machine”, en slags ”kanin op af hatten”, der redder forestillingen. Det udsætter det endelige nederlag endnu en stund og denne gang på hjemmebane.

Den hårde grænse Lidegaard taler om er håbløst på efterskud. Hvis den skal etableres må der demonstreres magt og det vil koste det blod, Lidegaard ikke vil ofre udenlands.

Lidegaard har fået nok af krige i udlandet, men han har ikke modet til at tage den på hjemmebane.

Han slikker sine sår, og er i virkeligheden forsvarsløs.