Foto:Niels Lillelund: “… i Foghs fjerne blik ved muren findes konturerne af Europas moderne ulykke.”

Det er forståeligt, at Afghanistan-veteraner og deres familier er stærkt berørt af den amatøragtige, kaotiske og ydmygende amerikanske tilbagetrækning fra det krigshærgede land – især dem, der har mistet et familiemedlem eller har en overlevende med stærke traumer. De føler, at de er blevet svigtet, og at deres indsats har været forgæves. Præsident Biden og hans rådgivere har handlet ensidigt og uden at rådføre sig med de andre lande i krigskoalitionen, som har været nødt til at følge trop. Mens det hele skred sammen, og den hjælpeløse Biden offentligt løj, var vicepræsident K. Harris længe usynlig, hvorpå hun grinende fløj til bl.a. Vietnam, mens den ledende demokratiske politiker Chuck Schumer ligeledes grinende dansede rundt i New York. Overklassen har sit på det tørre.

Hvis man gør en indsats i en god sags tjeneste, fordi man troede på sagen, er det aldrig forgæves. Heller ikke, når det ender, som det gjorde i Afghanistan. Dygtige og modige danske soldater gjorde, hvad de kunne, fordi de troede på, at de herved kunne bidrage til at styrke Danmarks sikkerhed og gøre livet bedre for den afghanske befolkning. Denne indsats vil de og deres familier altid kunne være stolte over trods de smertelige tab, de har lidt.

Jeg så på BBC forleden et interview med en jævn og klog engelsk kvinde, der har mistet sin søn i Afghanistan. Hun var både ulykkelig, bitter og vred over præsident Bidens beslutning og brugte også udtrykket, at hendes søn var død forgæves. Hun talte med foragt om politikere, der selv hytter sig, mens de leger med andres liv og skæbne. Og ”andre” er i hvert fald for Englands og USA´s vedkommende underklassen. Jeg ved ikke, om det er anderledes i Danmark, men har svært ved at tro det.

Hvis jeg skulle give de sørgende og forbitrede et råd, skulle det være at vende vreden mod politikerne. De har lige nu travlt med at forsvare sig og fortælle historier om, at den danske militære indsats har bidraget til Danmarks sikkerhed, at koalitionen har afværget så og så mange terroraktioner i Vesteuropa, og at det indtryk indsatsen har gjort på afghanske kvinder, ikke vil forsvinde, men på længere sigt bidrage til at gøre Afghanistan til et bedre sted for afghanerne. Anders Fogh Rasmussen bidrager til løjerne ved fortsat at tro på, at vi kan indføre demokrati ved militære interventioner. Han peger 70-75 år tilbage på Tyskland, Japan og Sydkorea som succeshistorier. Men det var jo noget ganske andet end fiaskoerne i islamiske klansamfund i Mellemøsten

Tror politikerne selv på de historier? Hvis vi andre skal tro på dem, kræves det i hvert fald dokumentation for de afværgede terroranslag. Hvordan udviklingen bliver i Afghanistan, må vi se. Det er dog svært at forestille sig, at Taliban vil opfylde de danske drømme.

Men der er en anden side af spørgsmålet om Danmarks, Vesteuropas og USA´s sikkerhed, som politikerne og de dominerende medier stort set aldrig nævner – de millioner af muslimer med deres imamer, som politikerne i de senere år har importeret til de vesteuropæiske lande. De udgør en langt større trussel mod de vesteuropæiske lande end nogle ørkenkrigere i Langtbortistan, både som rekrutteringsbase for terrorister og som problemskabere på stort set alle områder i samfundslivet.

Anders Fogh er vred over, at udlændingespørgsmålet – dvs. islam – i det hele taget nævnes i forbindelse med NATO´s nederlag i Afghanistan. Følger han da slet ikke med i de kæmpeproblemer, indvandrere fra islamiske områder inklusive Afghanistan har skabt i de vesteuropæiske lande – ikke mindst for europæiske kvinder? At der blandt de evakuerede afghanere, som har ”hjulpet Danmark”, var to udviste kriminelle afghanere er en kontant tragikomisk kommentar til Foghs og Rosa Lunds (Enhedslisten) drømmesyner.

Af Bent Jensen