Partiet Venstre har fået den komiske idé, at forlange en folkeafstemning om det danske EU-forsvarsforbehold, der trygt har holdt os ude af Unionens fangarme siden 1992. Det er nok Venstres håb, at de kaotiske forhold omkring Afghanistan vil skræmme vælgerne til at søge militært ly i EU’s slappe favn, men den skal vælgerne nok ikke hoppe på. EU er ikke en demokratisk institution, men er reelt et departementchefstyre af kommissærer, der ikke er folkevalgte, men udpeget af medlemmerne. EU-parlamentet er et Mickey Mouse parlament uden beføjelser andet end de få lunser og smuler, EU-kommissionen har kastet ned i sandkassen. EU- parlamentet har ikke engang ret til at fremsætte lovforslag, som kun kan hidrøre fra Kommissionen.
Hvis vi deltager i EU’s voksende militære ambitioner, vil vi miste demokratisk kontrol med vores forsvar, der vil blive styret af bureaukrater i Bruxelles, som arbejder intenst på at centralisere den økonomiske, politiske og militære magt i Unionen. Det nedslidte danske forsvar bliver ikke mere effektivt af at komme under EU’s kontrol. Der skal helt andre boller på suppen. Det danske forsvar er så afpillet, at vi ikke engang kan stille med bare en enkelt kampbrigade på 5-6000 mand, hvad der er pinligt og dybt illoyalt mod NATO- alliancen. Hvis vi skal op på den aftalte normering på 2 procent af BNP, skal forsvaret tilføres 18-20 milliarder kroner om året. Det beløb kunne man jo finde i det årlige budget på 90 milliarder kroner, der finansierer livet for klienter importeret fra særligt islamiske kultursamfund.
Dernæst kunne vi flytte magten over forsvaret fra forsvarsministeriet og tilbage til generalerne, hvor den hører hjemme og samtidig skære kraftigt ned på det civile personel, der snart tæller flere ansatte end det uniformerede. Det er en slem løgnehistorie, når medier og politikere hårdnakket påstår, at USA har ladet Europa militært i stikken og løber fra sit internationale ansvar som verdens politibetjent. Tværtimod skar præsident Trump igennem og prioriterede USA’s støtte efter fortjeneste, således, at NATO-lande, der bidrog som aftalt, står først i rækken, og skulke-nationer som Danmark og Tyskland står som fortjent sidst i køen. USA yder fortsat en kompetent militær støtte til Estland, Storbritannien og Polen, som betaler fuldt kontingent.
EU ligger i dag politisk i ruiner og står over for en komplet reorganisering. EU- kommissionen har efter eget ønske i mere end 20 år haft ansvaret for at sikre Unionens ydre grænser, hvilket var forudsætningen for, at Danmark accepterede Schengen-aftalen. En totalfiasko for Kommissionen, der i 2015 afleverede EU til 2 millioner illegale migranter som et åbent landskab, hvor alle var velkomne til et herligt liv på offentlig forsørgelse. Dette afskrækker dog ikke Venstre, der gerne ser vores militære fremtid og nationale tryghed lagt i hænderne på de inkompetente og ineffektive kommissærer i Bruxelles. Hvis vi siger ja til det, har vi ikke fortjent bedre.