Collage: Per Øhrgaard, præsident for Dansk PEN; Mere: Årsberetning 2020)

Jacob McHangama og Per Øhrgaard debatterer i øjeblikket ytringsfrihed, og vanen tro står præsidenten for Dansk PEN på den forkerte side af stregen. “Hvad nu, hvis den største trussel mod ytringsfriheden her hos os er – ytringsfriheden?”, skrev han i seneste årsberetning, hvor han også påpegede, at det var forkert, at retten til at krænke, stod højere end retten til ikke at blive krænket. Imamerne er helt på linje.

Her lidt fra Per Øhrgaards seneste årsberetning for Dansk PEN. Se evt. søndagens Deadline-debat.

“Som de fleste ting i denne verden har også ytringsfriheden en bagside: Den giver ikke kun plads for seriøse argumenter, men også for hadefuld tale. … Det virker intimiderende og får mange til at afholde sig fra at ytre sig af frygt for enten verbale eller korporlige overfald. Og det virker sløvende, fordi mange, som måske ikke er bange, simpelt hen ikke orker at være med i slagsmålet.

Det nødvendiggør en mere grundig overvejelse om, hvad ytringsfrihed er og bør være. For at sætte det på spidsen: Hvad nu, hvis den største trussel mod ytringsfriheden her hos os er – ytringsfriheden?

Naturligvis nytter det ikke at være for ømskindet i den offentlige debat. Men blot at sige, at man må finde sig i hvad som helst, duer heller ikke. Intet menneske skal finde sig i krænkelser, og det er heller ikke noget svar at sige, at man så blot må tage til genmæle. Som Suzanne Brøgger har sagt, er der debatter, man ikke kan deltage i, fordi man bliver beskidt af det. Man har lov til at nægte altid at lade modparten vælge våben. At sige, at man må finde sig i alt, så længe det ‘kun’ er verbalt, er ensbetydende med at frakende mennesket ære og værdighed – og det er med til at gøre den offentlige debat til et ligegyldigt slagsmål. Det er ikke noget godt tegn, at retten til at krænke synes at veje tungere end retten til ikke at blive krænket.

… Det gamle udsagn, som altid tillægges Voltaire: ‘Jeg deler ikke Deres anskuelser, men jeg vil til hver en tid kæmpe for Deres ret til at ytre dem,’ bør stadig væk være en ledetråd. Men hvor hører debatten op, og hvor begynder den rene og skære tilsvining? Hvor er grænsen mellem skarp tale og hadefuld tale? … Hvornår er f.eks. racisme så manifest, at der ikke er noget at rafle om? Og hvilken risiko for at bremse debatten løber man, når man definerer noget som hadefuld tale, som dens ophavsmænd eller -kvinder insisterer på at kalde noget andet?
… Selvbeherskelse er ikke det samme som selvcensur.“ (s. 1f)

“Danske forfattere og skribenter fortjener en frontfigur, der rent faktisk går ind for den ytringsfrihed, uden hvilken ægte kritisk og udfordrende litteratur, kunst og debat er umulig.” (Jacob Mchangama, Berlingske, 20. august 2021)

“Jacob Mchangama angriber mig i Berlingske 20. august for ikke at gå ind for ytringsfriheden. Det er en af det mest bizarre beskyldninger, jeg længe har set. Da jeg går ind for en skønsom brug af ytringsfriheden, vil jeg nøjes med at kalde hans citatpraksis selektiv og henvise til, hvad jeg har skrevet i Dansk PENs årsberetning… I Danmark, hvor myndighedsindgreb mod ytringsfriheden er minimale, men hvor debatten i de sociale medier undertiden antager en hadsk og hetzende form (se f. eks. Knud Lindholm Laus »Bare fordi at« fra 2018), kan der være grund til at minde om PENs andet formål: at civilisere diskussionen.” (Per Øhrgaard, Berlingske, 26. august 2021)