Kurt Westergaard ligger i en grav på et ukendt sted. Danmark vil ikke påtage sig belastningen ved at forsvare ham selv efter hans død. I gamle dage blev den slags kaldt en skamstøtte. Det officielle Danmark har rejst en skamstøtte over sig selv. De tør ikke stå op mod islam selv efter døden.
De giver muslimerne ret: De elsker døden og vi elsker livet så meget at vi er villig til at ofre friheden. Men hvad skal vi så med livet uden frihed?
Alle ved hvad det betyder i et land og en region hvor islam vokser. Underdanighed. Ødelagte kirker, vanhelligelse af kristne symboler og forfølgelse af kristne.
I første omgang ofrer man Westergaards eftermæle. Det er det samme som at ofre Historien. Vores egen historie.
Vi står ikke længere for os selv. Vi står ved siden af os selv og er blevet tilskuere til vores egen skæbne.
Det er en opgivelse af frihed i dens mest fundamentale form.
Hvad der adskiller Vesten fra de andre, er at vi løbet af 1800-tallet gjorde op med slaveriet – hvilket endnu ikke er sket andre steder.
Hele denne udvikling ville være kommet i stand uden oprørsånder, der insisterede på retten til den frie tale og mere præcist retten til at kritiserer religiøse forestillinger. Hvert eneste skridt i retning af frihed og lighed er blevet modarbejdet af reaktionære og hellige mænd, som anstødelige mod den gudgivne orden. Det gælder afskaffelsen af det kongelige enevælde og af adelens og det kirkelige hierarkis privilegier, kvindernes frigørelse, demokrati, ytringsfrihed, kvindelig stemmeret, arbejderes ret til at organisere sig, afskaffelsen af slaveriet og forbuddet mod pryglestraf for tyende og børn
Uden en stadig kamp mod blasfemi er menneskelig fremgang umulig.
Skriver Lars Hedegaard som selv blev ramt af islams bandbulle og må leve i dækning. Præcis som med Westergaard går attentatmændene fri og ham de har forsøgt dræbe må hele tiden se sig over skulderen.
I løbet af ganske får år har en udvikling skudt fart, hvor vi tabte det væsentlige af syne: Frihed forudsætter kamp, selvhævdelse.
Den, der ikke vil være herre over sit eget liv, bliver træl.