Sejren har mange fædre men nederlaget  er faderløst. – 

Vel,  katastrofen I Afghanistan har mange fædre, hvoraf ingen ønsker er anerkende deres frygtelige afkom som de har udgydt

Søndag  15.8  var medierne så ved at flyde over  pga den tilspidsede situation i  Afghanistan. Efter tyve års krig og uro  er Taliban tilbage ved magten, så at det stakkels land Afghanistan igen er overladt til  rivaliserende grupper, stammekrige men en fælles dyrkelse af Fredens Religion, der som alle andre steder i den arabiske verden binder bekrigende parter sammen på måder som vi her i Vesten bare ikke kan eller ønsker at forstå.

Historien kort: 

Efter eksperimenter med valgret og parlamentarisme i 60`erne, der blev  bragt til ende med et statskup i 1973 med efterfølgende  intern uro, som derefter blev erstattet af et nyt kup i 1979,  med en invasion af Sovjetunionen, en krig der varede til februar 1989, hvorefter islamisterne i form af sunni-islamiske og shiamuslimske  eksilpartier sammen med mujahidin-partier tog magten; og nu fulgte en ny periode med krig og sammenstød. 

Af landets befolkning er Pasthunerne er den største etniske gruppe (35%). 

 Derpå følger Tadsjiker (30%), Hazarere (25- 30%) (9%), Aimakker (3%), Turkmenere (3%), Balucher (2%) og 30 mindre folkeslag (4%) plus nogle Sikher og hinduer, med andre demografiske ingredienser til og opskrift på kaos, konflikter, klan- og stammekrige med mere,   som da også har præget landet de sidste halvtreds-halvfjerds år. I denne religiøse heksekeddel lander de første vestlige styrker så i 2001

Befolkningens desillusion med mujahedinlederne skabte herefter baggrunden for den religiøse studentermilits Taleban. Bevægelsen opstod blandt afghanske flygtninge i Pakistan; i Afghanistan fik bevægelsen i første omgang støtte i de sydlige pashtun-dominerede landområder. Talebans succes fik siden mange mujahedinkæmpere til at skifte side, om end pashtunerne forblev den dominerende etniske gruppe. Deres rækker blev også suppleret med tusindvis af frivillige fra religiøse skoler i Pakistan og andre muslimske lande. Taleban trådte frem i september 1994; det erklærede mål var at mobilisere folkelig støtte for at bringe borgerkrigen til ophør. I november annoncerede bevægelsen, at den havde til hensigt at erobre hele Afghanistan og opfordrede alle mujahedin-grupper til at overgive sig eller tage konsekvenserne. Kampagnen kulminerede i september 1996 med Talebans indtagelse af Kabul. –

Som Jørn Mikkelsen i JP.dk siger: Der går en lige linje fra dengang til i dag. Det afghanske samfund har ikke ændret sig. Det er de samme klanstrukturer, som styrer alt. Og især på landet er folk stramt styret af imamerne, der lokker dem med et evigt liv i det hinsides, hvis de går ind i en retfærdig krig.«

Og vigtigt: Det er ikke Afghanistan som nation, man slås for. Det er familien, stammen, klanen. Det gør det umuligt selv for en militær supermagt at få ryddet op i netværkene og vinde militært. Dem kan selv de smarteste bomber ikke ødelægge.  Uden sammenligning i øvrigt,  så  kunne det amerikanske militær heller ikke klare Viet Cong i Vietnam i  60 `erne.  USA’s modstandere var ikke kun kommunister, de var også nationalister i den forstand at både Syd- og Nordvietnam først og fremmest var knyttet til deres land. Om så USA havde fordoblet militærbudgetterne den gang  ville de aldrig have slået vietnameserne fuldstændigt. Nu  har de så været involveret i endnu en asymmetrisk krig,  hvor det har handlet om andet end bomber.  Hvis man heller ikke denne gang ville forstå sin fjende eller det land man har søgt at påvirke/undertvinge, så kunne denne krig have fortsat i fem eller ti år mere uden den store forskel. Om fem år ville politikerne igen have talt om de stakkels pigers skolegang men uden at tage religionen i ed. Hvis det er anstændigt at undgå at tale om landets religion,  så  har anstændigheden tabt! 

 Efter tyve års krig  og elendighed er Taliban nu vel ikke helt uventet tilbage og vil næppe udstede amnestier og garantier for fredelig sameksistens. Tilbage står så nogle afgørende spørgsmål vi må stille os: 

1.  Var det, når alt gøres op de store udgifter og de mange menneskeliv værd? 

2.   Kan den nuværende situation få konsekvenser for nye flygtningestrømme mod Europa?

3.   Har politikerne (beslutningstagerne) lært noget ?

For at tage det sidste først, kunne man i går på MSM se talrige udenrigsministre,  militærfolk og journalister stille op og forsikre om, at vi/de allierede havde gjort en forskel og hjulpet de små piger i skolen, altså det havde været omkostningerne værd. 

Dette tyder ikke på, at man er blevet klogere. Udeladelsen af det tungt ladede ord islam  fra ligningen gjorde alle disse kommentarer utroværdige og overfladiske.  De mange kommentatorer var alle håndplukkede, og med undtagelse af Mikkel Vedby var de alle floromvundne og nølende når det gjaldt om at uddrage en lære eller noget forståelse af tyve års forgæves krig med en religiøs sharia-milits: nemlig at en vestlig stat/koalition har intet at gøre i et muslimsk land,  hvis det handler om at ændre en fundamental religiøs tankegang. At tro på vi kan bringe demokrati og sekularisme til et land som Afghanistan er håbløst naivt og vidner om en afgrundsdyb uvidenhed, en idealistisk naivitet som måske er anstændig i deres egen optik men som i virkeligheden er forbryderisk og overgår den gamle kolonitid  med utallige ”vognlængder”!  Og herved er vi tilbage i den surdej,  som mange af denne platforms tekster handler om:  Forsøget  på at forstå Fredens religion og de lande, som har underlagt sig islam. Så længe man ikke vil eller magter at bryde de anstændigheds-tabuer man har lagt omkring sin forståelse af verden, kommer man til at begå talrige gentagne dumheder som dette universalistiske forsøg på at gøre en muslimsk stat  demokratisk.  

Læs Melanie Philips tekst:

The rout of America
The US has catastrophically abandoned more than just the Afghan people

  Jørn Mikkelsens  Nekrolog over Afghanistan