Sahra Wagenknecht efter et ‘antifascistisk’ overfald, 2016; Foto: DW

Die Linkes Sahra Wagenknecht har skrevet flere bøger, og hendes seneste ‘De selvretfærdige – mit modsvar: for fællesfølelse og sammenhold’ udkommer på dansk senere på måneden. Hun er venstreorienteret, men gør åben front mod woke-venstrefløjen. Netavisen Pio har offentliggjort et uddrag, og det er befriende læsning – Venstrefløjspolitiker: Livsstilssocialisterne lever i anden verden.

“Det, der i manges øjne gør livsstilssocialisterne usympatiske, især blandt de dårligere stillede, er deres åbenlyse hang til at betragte deres privilegier som personlige dyder og i samme åndedrag erklære deres verdensbillede og livsstil for indbegrebet af progressivitet og ansvar.

Det er deres moralsk overlegne selvtilfredshed, når de skamløst udstiller deres klippefaste tro på, at de befinder sig på de godes, de retfærdiges og de fornuftiges side.

Det er deres nedladende arrogance over for den livsverden, de omstændigheder og ovenikøbet det sprog, som er karakteristisk for folk, der aldrig har gået på universitetet. …

Og det er den karakteristiske mangel på medfølelse med folk, der er nødt til at kæmpe meget hårdere for deres velstand, i det omfang man kan tale om en sådan, og som af samme grund ofte virker mere tilknappede og vrede.

Deres hykleri, som de har svært ved helt at skjule, bidrager også til livsstilssocialisternes problematiske billede i offentligheden. Har man kun lige råd til en enkelt ferie om året på grund af en dårlig løn, eller må man leve af en lille pension, selvom man har arbejdet hele livet, så ser man ikke så velvilligt på det, når andre, der aldrig har manglet noget, prædiker afholdenhed for en.

Og det er i hvert fald de færreste, der lytter, når de folk, der belærende fortæller os, at indvandringen er en stor gevinst for samfundet, er de selvsamme mennesker, der sætter deres eget barn i en skole, hvor det eneste møde med fremmede kulturer finder sted i litteraturundervisningen.

[…]

Den uhøflige opførsel skyldes, at venstreliberalismen ifølge tilhængernes egen opfattelse ikke er baseret på meninger, men simpelthen er et spørgsmål om anstændighed. For de venstreliberale er enhver, der afviger fra deres værdigrundlag, ikke en anderledes tænkende, men derimod en dårlig person, måske er han endda menneskefjendsk eller nazist.

Dette perspektiv forklarer den aggression, hvormed de bekæmper ikke blot overbevisninger, men også mennesker, der holdningsmæssigt befinder sig uden for det venstreliberale verdensbillede, eller bare krænker et af deres hellige bud. For livsstilssocialister er egentlig kun liberale, når de selv, eller deres meningsfæller, skal sige det.

[…]

Den udbredte usikkerhed skyldes muligvis også, at mange af de synspunkter, som de venstreliberale har sat på forbudslisten, ofte netop er de synspunkter, der deles og bifaldes af store dele – nogle gange endda flertallet – af befolkningen.

Undersøgelser i alle vestlige lande har således vist, at 60 til 70 procent af befolkningen afviser øget indvandring og ønsker mere restriktiv lovgivning.

Alene det synspunkt er i venstreliberale kredse nok til officielt at blive betragtet som racist. Folk, der føler sig utrygge, når de støder på en større gruppe mænd, der taler et fremmed sprog i den offentlige transport, putter de i samme skuffe.

Da disse ressentimenter er udbredte, er der i de venstreliberale kredse opstået et samlebegreb for dem, her kaldes de for hverdagsracisme. For livsstilssocialisterne står det nemlig helt klart, at alle disse ‘misantropers frygt og bekymringer er helt uden hold i virkeligheden’, som sociologen Harald Welzer valgte at formulere det.

… hvis man forventer, at ens regering primært tænker på sin egen befolknings velfærd og beskytter den mod international løndumping og andre negative følgevirkninger af globaliseringen – en grundtanke, der var helt selvfølgelig for traditionelle venstreorienterede – er man nu nationalsocial, og nogle gange endda med endelsen -istisk.“