foto: Steen Raaschou

Det er selvsagt ikke Kurt Westergaard, der frygter muslimer efter sin død. Han befinder sig i det hinsidige. Men det er os, der befinder sig på jorden, der svigter ham, hans gerning og eftermæle. Det værste er at vi ikke længere synes at forstå vores eget svigt. Det er gået os i blodet. Vi føler, vi ikke kan andet. Dermed har vi mistet forbindelsen til selve livet.

Dette genkalder mindet om Kaj Munk, der i sin prædiken 5. december 1943 sagde:

“Naar Kirken har stået så forholdsvis svag mellem de fremstormende nye Religioner, så skyldes det ikke Kirkens Herre, der evig er den samme; men det skyldes os. Kirken selv, der har mistet sit næstdyrebareste, det er Martyrsindet, de Kristnes Martyrsind – ikke at de vilde være Helte og var bidt af den Ærgerrighed, ikke at de var sjælesyge og fandt Fornøjelse i Selvpinsel, men at de elskede Kristus sådan, at intet Offer til ham var dem for stort. Med dette Martyrsind overvandt vi engang Verden, og uden det vil Verden overvinde os.“

Vi sættes på prøve. En tilfældighed ville at Kurt Westergaard blev sat på prøve. Men det synes som om vi ikke består prøven. Vi leder efter udgangen, efter at slippe ud.

En grav på ukendt sted er en forsmædelse for Danmark som frit land. Det er at bøje sig for fjenden efter sin død.

Staten skulle have grebet ind og tilbudt Westergaard en plads på Holmens Kirkegård.

Muslimerne fik ikke ram på Westergaard, mens han var i live. Men de har fået ram på ham efter hans død.

Hvilken skam. De levende har svigtet ham.

foto: Kim Møller

“Genforeningsstenen i Abild blev afsløret den 26. september 1938. … Det stedlige brandkorps’ orkester spillede og de fem nordiske flag vajede ved mindestenen, der stod hyldet i et gammelt dannebrogsflag, som indtil 1864 havde vajet over danske forsamlinger i Sønderjylland, men siden været opbevaret af en kvinde, der før sin død overgav det til sygeplejerske Søster Ellen, Ribe, med bøn om, at hun ville lade det komme tilbage til den genforenede landsdel, så det, når det var slidt op, kunne blive begravet i Sønderjyllands jord.

Indskriften er digterpræsten Kaj Munks vers, som er indhugget af kunstneren Alf Trier Hansen.
Kaj Munk deltog ved afsløringen og udtalte: ‘I mangfoldige år lå denne sten skjult og uden mæle, som en del af Norden i Danmarks muld, men en dag blev den vækket af sin tusindårige søvn. Nu måtte den tale. … I en sådan stund lader vi stenen, der står her, vidunderlig skøn at skue, prydet med flag, der er os helligt, vise sit ansigt og tale sandhed: Her er Danmark! …”(Graenseforeningen.dk)