Slotspladse 24. september 2019. Foto: Steen Raaschou

I artiklen »Ny forskning: Konspirationsteori om muslimsk befolkningsudskiftning kan føre til vold og had« fra den 8. juni viderebringer Dagbladet Information påstået forskning, der proklamerer, at ideen om ’den store udskiftning’ er en konspirationsteori, og at blot det at tro på den kan føre til voldelig adfærd og forfølgelse af etniske minoriteter.

Hverken forskerne eller Information formår imidlertid at tilbagevise det, ’den store udskiftning’ grundlæggende handler om, nemlig at de indfødte, europæiske befolkninger svinder ind, mens andelen af befolkningsgrupper med rødder uden for Europa vokser inden for vores egne grænser.

Beskyldningen om, at det skulle være en konspirationsteori, er derfor blot et forsøg på at delegitimere de mange mennesker, der er bekymrede over udviklingen i Europas befolkningssammensætning.
En konspiration uden konspiratorer
Ifølge den danske betydningsordbog forudsætter en konspirationsteori, at man har en »forestilling om, at andre har indgået en skjult alliance for at modarbejde nogen« – altså, at man tror, at nogen står bag en slags sammensværgelse.

Men den igangværende befolkningsudskiftning er ikke systematisk iværksat af ondsindede magtmennesker. Den er et resultat af årtiers tankeløs masseindvandring, som et kulturelt selvhad og en velmenende humanisme har forhindret os i at gøre op med.

Begrebet ’den store udskiftning’ blev i sin tid opfundet af Renaud Camus, der har skrevet en bog med samme titel i 2012, og dets formål er at beskrive, hvad der demografisk er i færd med at ske i Europa. Andelen af den oprindelige, europæiske befolkning er faldende, mens de øvrige befolkningsgrupper er i hastig vækst.

Resultatet kan konkret ses ved, at vi i dag allerede har områder i vores land, hvor majoriteten af befolkningen er af anden etnisk herkomst end dansk, og hvor danskerne er blevet fortrængte fra de lokalområder, der tidligere var beboet af os. Udviklingen er endda sket på få årtier. I Tingbjerg Sogn er 79 procent af beboerne eksempelvis indvandrere eller efterkommere, mens andelene i Gellerup Sogn og Vollsmose Sogn begge er 67 procent.

Ikke kun dér er danskerne en minoritet i eget lokalområde. Vi har med 2660 Brøndby Strand og 5240 Odense NØ fået vores første postnumre, hvor majoriteten af befolkningen er indvandrere og efterkommere, og det er kun et spørgsmål om tid, før vi får flere.

De 50 procent er desuden ikke et magisk tal, der afgør, hvorvidt områder kan siges at være ’udskiftet’ eller problematiske. Allerede ved langt mindre procentsatser kan problemerne i form af kultursammenstød erfares.
’Den store udskiftning’ – aflyst eller udskudt?
I sit forsøg på at tilbagevise befolkningsudskiftningen tager Information udgangspunkt i fremskrivninger fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af herboende ikkevestlige indvandrere og efterkommere vil stige til 732.820 – svarende til 11,5 procent af befolkningen – i 2060.

Baseret på at Danmarks Statistik for nylig har nedjusteret denne fremskrivning, konkluderes det, at befolkningsudskiftningen er aflyst, på trods af at den nærmere er udsat. For sagen er den, at fremskrivninger jævnligt justeres frem og tilbage. Eksempelvis nåede Danmark i 2018 allerede den mængde af indvandrere og efterkommere, som Danmarks Statistiks fremskrivning fra 2008 vurderede, vi ville have haft i 2050.

Hvad man heller ikke nævner i artiklen er, at andelen af ikkevestlige tilbage i 1980 kun var en procent, og at den primært blev udgjort af gæstearbejdere, som desværre ikke rejste hjem som lovet af politikerne. Der er derfor tale om en historisk stor stigning i befolkningsandelen på ganske få år.

Hvis man synes, at indvandring fra Mellemøsten og Afrika er forbundet med integrationsproblemer nu, så tænk på, hvor store problemer det giver, hvis vi ikke får vendt den demografiske kurs, og befolkningsudviklingen fortsætter, som den har gjort siden masseindvandringens begyndelse.

Vil man tage et kig i spåkuglen, kan man blot kigge til den anden side af Øresund, hvor granatkast, gadeskyderier og bilbrande efterhånden hører dagligdagen til.

I Informations artikel påpeges det også at: »Kvinder med ikkevestlig oprindelse i dag får stort set lige så mange børn som kvinder med dansk oprindelse«, hvilket isoleret set er korrekt. Problemet er blot, at begrebet »ikkevestlig« også inkluderer indvandrere fra eksempelvis Ukraine og Vietnam, som får få børn i Danmark, hvilket skævvrider statistikken.

Kigger vi på de tre indvandrergrupper, der får flest børn, kan det ud fra et fem-årigt gennemsnit ses, at migranter fra Syrien i gennemsnit får 3,8 børn, mens indvandrere fra Pakistan og Somalia får henholdsvis 3,0 og 2,7 børn. Læg hertil, at den gennemsnitlige alder for førstegangsfødende er lavere for særligt indvandrere fra muslimske lande, hvilket betyder, at der er kortere mellem generationerne, samt at relativt få ikkevestlige indvandrere og efterkommere – sammenlignet med den danske befolkning – er over 60, hvormed flere indvandrere fortsat befinder sig i den fødedygtige alder.

Når Information skriver, at der er »ingen udsigt til, at den muslimske befolkning i Danmark vil komme til at udgøre en majoritet i nogen overskuelig fremtid«, hviler det derfor i bedste fald på en kortsigtet definition af »en overskuelig fremtid«.

Hovedsagen er ikke tidshorisonten for, hvornår danskere og europæere bringes i mindretal; hovedsagen er, at det kun er gået én vej siden masseindvandringens begyndelse, og at vi skal gøre noget aktivt for at bremse udviklingen.
Vi tier ikke
Med dette tvivlsomme stykke »forskning« i hånden – som forskerne selv deklarerer for ikkegeneralisérbart, idet undersøgelsen er baseret på 380 personer fundet på universiteter og internettet – sætter Information efterhånden gængs udlændingepolitik på højrefløjen i forbindelse med terrorister som Brenton Tarrant.

Man forsøger at mistænkeliggøre alle, der sætter fokus på de demografiske forandringer, ved at koble dem til nogle få voldelige individers handlinger.

Vi må kunne finde plads i det demokratiske rum til også at tage de svære diskussioner om vores fælles fremtid som folk, uanset at det giver feelgoodsegmentet en dårlig fornemmelse nede i maven. Alternativet er at udelukke meget store dele af vælgerne fra den demokratiske proces, hvilket kan få dem til at miste troen på demokratiet, og det er vel det sidste, man ønsker?

Vi insisterer på at italesætte problemet, fordi det vedrører vores egen og vores efterkommeres fremtid. Emnet er for vigtigt til, at vi kan lade os intimidere til at holde mund. Masseindvandringen er ikke et fænomen, der er opstået ud af det rene ingenting, men et resultat af politiske beslutninger.

På samme måde er det en politisk beslutning, om de indfødte folk i Europa skal erstattes af nye tilflyttere eller ej. Af den grund skal befolkningsudskiftningen være på vores fælles, demokratiske dagsorden.

Vi mener, at den danske kultur er bevaringsværdig og har en selvstændig værdi. Ikke fordi vi er bedre end andre folkeslag, men fordi det kun er kontinuiteten i vores kultur, der sikrer, at Danmark forbliver dansk.