Zineb El Rhazoui. Foto fra omslaget på hendes bog udgivet af Likestilling, integrering, mangfold (LIM).

Er det hadtale hvis man hævder at det er galskab at importere islam til det 21. århundrede? Hvis afsenderen havde været Hege Storhaug, ville et tydelig «JA!» runge fra både venstre- og højrefløjen i vort politiske landskab. Men hvad om afsenderen er en overlevende fra Charlie Hebdo-massakren?

Bare held og tilfældigheder gjorde at Zineb El Rhazoui ikke nåede frem til jobbet i Charlie Hebdo tidsnok til at blive massakreret af brødrene Chérif og Said Kouchai den 7. januar 2015. De påfølgende dage efter massakren, da alle skulle være #JeSuisCharlie, fik hun flere tusind drabstrusler. I dag er Zineb Frankrigs mest bevogtede kvinde, frataget mange af sine menneskerettigheder, som for eksempel normal bevægelsesfrihed. Privatlivet er borte, hun må planlægge alt.

– Når folk må leve under politibeskyttelse for at ytre sig om helt lovlige ting, betyder det at hele samfundet allerede har mistet sin frihed. De, der sidder der ude på cafeerne, tænker jo ikke over det – men de har faktisk allerede mistet deres frihed, fordi jeg mistede min (Dagens Næringsliv).

Hun føler en pligt til at forsvare dem, der døde for retten til at ytre sig. I bogen #JeSuisCharlie – Tanker fra en overlevende har hun sammenfattet sine tanker om blandt andet religionskritik, ytringsfrihed og islam. Selv om bogen er beskeden af størrelse, er indholdet retorisk dynamit.

Zineb starter med at demontere det intellektuelle misfoster «islamofobi». Denne udspekulerede, semantiske fusion af religionskritik og kritik af alle muslimer, er blevet det vigtigste værktøj for islamister som truer demokratiet, skriver hun. Islamisterne holder den sunde fornuft som gidsel:

Terrorister repræsenterer ikke islam, men alle som afviser deres ideologi, beskyldes for at skade alle muslimer. Hvis du nægter at underkaste dig denne sandhed, er du islamofob. For at undgå at blive stemplet som racist, kan du kun tillade dig at forklare terrorisme med sociale problemer, fattigdom, arbejdsløshed, kolonitiden og Vestens udenrigspolitik. For ikke at blive stemplet som islamofob, må man finde rødderne til ondskaben helt andre steder end der, de faktisk er, nemlig i de islamske tekster, i profetens Sira og den lange historien med voldelige, islamske regimer siden Islams begyndelse.

Konsekvensen af dette er at samfund kommanderes til at betragte terrorangreb som en kriminel handling på linje med anden kriminalitet, respons på uretfærdighed, trange boligforhold osv. Ordet islamofobi bruges dermed for at smelte islamister og deres terror sammen med fredelige muslimer hver gang islam kritiseres.

«Islamofobi» er inkluderet i ordbøger og leksika, hvilket er en sejr for islamisterne, som mener at deres religion er hævet over landets love. Kritik af Islams kvindesyn, af Islams dødsstraf for apostasi eller forrykt for den 53 år gamle Muhammeds blodige massakre af meningsmodstandere og hans giftermål med den seks år gamle Aisha (ægteskabet fuldbyrdet da hun var ni år gammel), kvalificerer derfor til stemplingen «islamofobi».

Tager man det et skridt længere og definerer islam som «race», vil islamkritik også anses for at være racisme – som er forbudt ved lov. Stærke kræfter i forskellige miljøer arbejder for at etablere denne «logikken». Den underliggende idé om at muslimer er en sårbar gruppe, som det ikke er rigtigt at kritisere, forstærker dette ræsonnement. Det er ganske så splittende: «os» og «dem».

Hvor er «det sande islam»? spørger Zineb. Er det i Saudi-Arabien, hvor hoveder og hænder skæres af? I Iran, hvor du kan hænges for at svare «nej» i stedet for «ja»? I Malaysia, der nogle delstater forbyder læbestift? I Somalia, hvor islamisterne i al-Shabab har ødelagt landet? I Mauretanien, hvor man fortsat holder slaver?

Listen kan forlænges i næsten det uendelige. Det som er sikkert, er at hvor islam er lov, der er demokrati, retsstat, menneskerettigheder, ligestilling og frihed ikke-eksisterende, noget Ruud Koopmans også viser. Bladrer man gennem lidt tilfældig Sira-litteratur, finder man at hus- og sexslaver, massakre på vantro (specielt jøder), pædofili, kidnapninger, plyndring, polygami og massehenrettelser godkendes.

Hele islams litterære grundlag er så fuldt af brutalitet at det vil blive vanskeligt at forædle det uden at forandre selve fundamentet i islamisk dogme. De, der påstår at islam er fredens religion, lyver. Det er ganske enkelt galskab at importere islam ind i det 21. århundrede, konstaterer Zineb.

Islamisme er fascisme. Et usikkert og eftergivende Europa tror at islam er en del af den europæiske kultur, og giver dermed islamisterne frit spillerum. Hvad der prædikes i moskéerne, er mest for de indviede, men resultatet ser vi gang på gang i form af drab og terror. Hvordan kan ca. 100 muslimer drage fra Norge for at kæmpe med og for IS uden at det resulterer i et offentligt ramaskrig, handlingsplaner mod Norge-had eller at tankegodset som de 100 terrorister sværger til, bliver genstand for omfattende kritik og kraftig modvind?

En del af den islamiske fascismes politiske strategi er taqiyya, begrebet som tillader en muslim at lyve om sin egen tro. Oprindelig brugt for at undgå forfølgelse, i dag benyttet for at skjule islams og islamisternes egentlige agenda: underkastelse. Zineb viser hen til det arabiske forår: Denne blev f.eks. i Egypten kuppet af godt forberedte islamister (Det Muslimske Broderskab) som præsenterede sit projekt som et «demokratisk» alternativ til landets eksisterende styre.

Zineb er heller ikke nådig mod dem hun uden omsvøb kalder Vestens kollaboratører: Venstresiden som vurderer muslimerne som det nye proletariat (hvor er forresten ateismen blevet af?), intellektuelle, medier, antiracister, politikere og feminister som gør hijab og burkini til et frihedssymbol, kønssegregering til modstandskamp mod undertrykkelse og som accepterer dårligere kår for muslimske kvinder end for vestlige kvinder. Islamisterne havde ganske enkelt ikke lykkes i Norge og Vesten for øvrig uden at få respekt fra dem, som egentlig burde være stærkt imod.

Den systematiske formaning om at undgå koblingen mellem et islamisk terrorangreb og ideologien det kommer fra, kan kun komme fra uklare hjerner.

Stort tydeligere kan det ikke siges.

Zineb El Rhazoui klæder en asymmetri af,som er i færd med af rive Vesten i stykker. Vi skal godtage islam på islams vilkår, men må ikke kritisere en ideologi som går på tværs af vestlige værdier som ytringsfrihed, demokrati og ligestilling. Den, der vover at kritisere, bliver sygeliggjort, udskammet og gerne kaldt nazist i samme omgang.

Dét er sygt, det.

Bogen er dedikeret muslimske ateister, og er udgivet af organisationen Likestilling, integrering, mangfold (LIM).

Oversættelse Karsten Søberg 

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

Køb Hege Storhaugs bog her!