USA’s tilbagetrækning fra Afghanistan er et nederlag. Den islamiske verden vil triumfere. Men det største nederlag sker på hjemmebane, hvor en bevægelse som er en blanding af Maos kulturrevolution (kritisk raceteori) og Taliban – rasering af historien – ledes fra toppen.

Historikeren Tom Holland var gæst i BBC World Service lørdag og temaet var Afghanistan. Holland sagde invaderende imperier er kommet og gået, men helt siden Sovjet invaderede i 1979 har landet vært lukket for almindelige besøgende. Samtidig har Taliban ført krig mod landets historie. Vi husker historien om konservatoren som pakkede genstandene på det arkæologiske museum i Kabul ned, af frygt for at Taliban skulle ødelægge dem.

Mest spektakulært var sprængningen af de enorme Buddha-statuer i Bamiyan. Alle anstændige anmodninger om at spare disse unikke statuer blev ignoreret. Taliban ønskede at sende et budskab. Akkurat som IS, da de knuste statuer fra Iraks historie med forhammere.

Nu er Talibans ødelæggelser kommet til Amerika. Ødelæggelsen af Amerikas historie fortsætter. Medierne lader som om dekolonisering er en fortsættelse af kampen for social retfærdighed. Nu hvor verden er blevet mere retfærdig vil man gerne vise at man vil gøre bod for fortidens synder.

Men dette er vildledende og falskt. Det som er sluppet løs i Amerika er en blanding af Maos kulturrevolution og Taliban: Det sker samtidig med at USA forlader Afghanistan efter tyve års krig og i praksis giver op og overlader landet til Taliban. Det er en posthum sejr for Osama bin-Laden og sådan vil det blive forstået i den islamiske verden.

USA’s fjender har aldrig stået stærkere og USA’s største fjende er dets eget regime. Den kulturrevolution som er sluppet løs er destruktiv og har været det fra første stund.

Ingen kærlighed til nationen, ingen taknemlighed. Under Mexico-OL i 1968 gjorde sprinterne Tommie Smith og Juan Carlos Black Panther-hilsen da the Star Spangled banner blev spillet.

Nu vil en amerikansk deltager brænde flaget, hvis hun vinder.

Det siger alt om “fremgangen” de sidste halvtreds år. Det begyndte med afbrænding af flaget under Vietnam-krigen og vi troede det var en protest mod krigen, men det var noget meget mere og mørkere.

Amerikanerne gør det samme med flaget som islamister gør: Brænder det.

Krigen er kommet hjem.

Tyve år efter at tvillingtårnene styrtede sammen, trækker USA sig ud. USA klarede ikke at forandre Afghanistan nok til at modstå islamismen.

Men USA har selv fået en ideologi på hjemmebane som kan minde om Talibans og det er det mest uhyggelige.

Ødelæggelsen af landets historiske monumenter er det visuelle udtryk for dette angreb på egen krop.

Lørdag den 10. juli blev statuerne af Sydstatsgeneralerne Robert E. Lee og Stonewall Jackson fjernet fra parken i Charlottesville.

I august 2017 var der demonstrationer i Charlottesville for at beskytte statuerne. Det var en broget forsamling og blandt dem også yderliggående på højresiden. Richard Spencer havde mobiliseret. Det samme havde Antifa og det kom til stygge konfrontationer. En kvinde blev dræbt.

Medierne gik bananas og gav Trump skylden. Trump havde ikke til hensigt at lade sig diktere af medierne. Han nægtede at tage ordre fra dem. Han sagde der var brave mennesker på begge sider. Medierne fik det til at betyde nazister, men det var ikke hvad Trump sagde eller mente.

Biden brugte Charlottesville som begrundelse for hvorfor han stillede op. Han så ikke ironien i, at det Demokraterne slap løs med George Floyd, var ødelæggelser i en skala som USA ikke har set, ikke over et så langt tidsrum.

Men som Biden sagde i den anden præsidentdebat: Antifa er en idé.

Biden i Det Hvide Hus fortsætter krigen mod Trump og hans vælgere.

Derfor måtte statuerne væk. Det er en krig også mod USA’s historie.

Men var det ikke sådan bolsjevikkerne gjorde i Rusland efter revolutionen? Eller jakobinerne efter den franske revolution?

Et magtskifte hvor de nye magthavere forsøger at omskrive historien, er et tegn på revolution.

Fjernelsen af statuerne har en symbolsk betydning. Det er en krig mod USA’s historie, Demokraterne har sluppet løs og sammen med kritisk raceteori vil den blive vanskelig at stoppe.

Når man ser billederne er det som om statuerne græder for Amerika.