Krig løser ingen problemer, skræpper danske papegøjer. Det er et udsagn, der fremsættes med samme selvfølgelighed som udsagnet, at Jorden er rund. (Hvad den vistnok stadig er, selv om det var onde hvide mænd, der fandt ud af, at Jorden var rund!)
Men problemet med udsagnet, at krig ingen problemer løser, er to. Dels er udsagnet usandt, krig har faktisk løst mange problemer. Dels er der ganske mange uden for det danske papegøjebur, der forkaster udsagnet og tværtimod forsøger at løse problemer med krig. For at tage et slående eksempel: Den tyske nazisme udgjorde et enormt problem især for de nationer og folkeslag af ikke-arisk race, som de tyske nazister enten ville anvende som slaver eller helt udrydde. Det gjaldt de slaviske nationer i Øst- og Centraleuropa – bl.a. polakker, russere, ukrainere, serbere – og det gjaldt i særdeleshed de millioner af jøder i Europa, der simpelthen skulle tilintetgøres og blev det.
Det tysk-nazistiske problem blev kun løst, fordi Storbritannien, Sovjetunionen og USA førte krig mod Tyskland, indtil Tyskland og nazismen var knust, og der kun stod rygende ruinhobe tilbage af Det 3. Rige. Problemet blev derimod ikke løst ved at danske politikere aktivt samarbejdede med det nazistiske Tyskland, mens de messede, at krig løser ingen problemer.
I vore dage er der også mange tilhængere af krig som problemløser. Så sent som i maj i år forsøgte det islamiske terrorregime i Gaza for 117. gang at ødelægge den jødiske stat Israel. Under påskud af, at de urene jøder besudlede den hellige Al-Aksa moské i Jerusalem, sendte de en regn af raketter (godt 4.000) mod israelske storbyer og opfordrede alle sande muslimer til at deltage i ødelæggelsen af Israel. Det lykkedes da også at opgejle muslimske israelske statsborgere til at gå til angreb på jødiske israelere og deres synagoger og butikker.
Heldigvis for jøderne i Israel tror de heller ikke på parolen om, at krig ingen problemer løser. De har gang på gang siden statens oprettelse i 1948 været udsat for arabiske angrebskrige, der skulle løse problemet med den jødiske stat – nemlig at tilintetgøre den. De forsvarer sig derfor så dygtigt, at europæiske papegøjer anklager dem for at være for dygtige til at forsvare sig. Der dræbes simpelthen for få jøder under de arabisk-islamiske angreb.
I disse dage røres de palæstinensiske krigstrommer på ny. Jøderne mindes, at deres tempel i Jerusalem to gange er blevet ødelagt. Det må de ikke for muslimerne. De påstår, at jøderne ingen som helst historisk, religiøs eller anden forbindelse har til Jerusalem og Tempelpladsen, hvor deres tempel stod, indtil de romerske besættere rev det ned. Jerusalem er 100 pct. muslimsk. Terrorregimet i Gaza opfordrer endnu engang til krig. Men hvad med det ”moderate” og ”demokratiske” styre i Ramallah, der ikke har været på valg i 15 år? En talsmand for styret erklærer, at jøderne ikke har ret til så meget som en tomme af Jerusalem. Jøders tilstedeværelse på Tempelpladsen, der afgrænses af Grædemuren, er en ”provokation af muslimernes følelser”.
Det hører med til billedet, at i den periode, hvor den arabiske stat Jordan havde erobret Øst-Jerusalem med Templadsen, blev hele territoriet renset for jøder, samtlige synagoger ødelagt og den jødiske begravelsesplads på Oljebjerget vandaliseret. Da Jordan på ny angreb Israel i 1967, kom området under israelsk kontrol. Siden da har alle trosretninger frit kunnet udøve deres religion. Det er også en kendsgerning, at Jerusalem, som i flere tusinde år har været beboet af jøder, og som er omtalt talrige gange i Det gamle Testamente, ikke er nævnt en eneste gang i Koranen.
Hvordan skal Israel egentlig forhandle med sådanne voldsregimer, hvis mål er at ødelægge og udslette den jødiske stat?

Af Bent Jensen