Kopierede/fra hoften

Foto: Steen Raaschou

Drengen fra Døstrup, der blev verdenskendt med et pennestrøg, da han tegnede religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen, er død 86 år gammel.

13. juli for 86 år siden kom Kurt Westergaard til verden i landsbyen Døstrup nær Randers. Efter en skoletid, hvor han var klassekammerat med nu afdøde Mogens Camre, uddannede han sig i 1958 til lærer på Ranum Seminarium. Herefter arbejdede Westergaard i en årrække i åndssvageforsorgen, mens han sideløbende dyrkede interessen for at tegne på et semiprofessionelt plan som teatertegner for blandt andet Aalborg Stiftstidende (det nuværende Nordjyske, red.). I 1988 blev Kurt Westergaard ansat som tegner på Jyllands-Posten. Her fortsatte han frem til 2010, hvor det konstante terrortryk mod avisen, fik Jyllands-Posten til at sende Westergaard på pension.

Som det er alle bekendt, var det en tegning af muslimernes profet Muhammed med en bombe i turbanen i 2005, der gjorde Westergaard berømt og berygtet. Da truslerne i kølvandet på Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger tog til, valgte Westergaard som den stort eneste af de 12 tegnere ikke at gå i forståeligt flyverskjul, men fortsatte med at forsvare ytringsfriheden, forklare sig og optræde i offentligheden. Dialogen var dog til ingen verdens nytte.

Først blev tre herboende nordafrikanere anholdt af PET, da de planlagde at myrde tegneren. Senere forsøgte en somalier at tage livet af Westergaard bevæbnet med en økse og en stor kniv. Den somaliske jihadist Mohamed Geele måtte nøjes med at skræmme Westergaards barnebarn, der var blevet fanget i stuen mellem somalieren og Westergaard, der havde søgt tilflugt i boligens sikringsrum, som er indrettet på toilettet.

Efter forgæves forsøg på at skaffe sig adgang til sikringsrummet smadrede somalieren inventaret – herunder tegnerens computer med et øksehug – i Westergaards hjem, inden han på gaden foran huset angreb de politibetjente, der var kommet frem til adressen. Somalieren kastede sin økse efter betjentene, men missede sit mål og blev uskadeliggjort af skud i armen og i benet. Terroristen er siden blevet idømt 10 års fængsel og udvisning af Danmark for bestandigt. Den somaliske terrorist var talsmand for de indsatte på sin afdeling i fængslet. I dag er Mohammed Geele på tålt ophold i Danmark, da han nægter at rejse tilbage til Somalia.

Da Kurt Westergaard stoppede på Jyllands-Posten, begyndte han sit kunstneriske virke. Kurt Westergaards tegninger var fra begyndelsen meget populære og er ifølge Westergaards kunsthandler Galleri Draupner i Skanderborg solgt til 48 lande verden over. Muhammed-tegninger ligger i en bankboks. Der er angiveligt indkommet et bud på tegningen på én million kroner, men den er efter forlydende ikke til salg for under én million dollars.

Kurt Westergaard har ikke ligget på den lade side siden den ufrivillige pensionering fra Jyllands-Posten. Han har haft talrige udstillinger i det nu hedengangne Galleri Draupner i Skanderborg, hvor ejeren Erik Guldager endda har skiftet navn til Erik Westergaard for at signalere, ar han er med galleriets guldfugl hele vejen. Westergaard tegnede desuden en valgplakat for den konservative folketingskandidat Pernille Vermund til folketingsvalget i 2015. Hun kom ikke ind. Men Vermund sidder i dag i folketinget for Nye Borgerlige.

I 2009 skrev jeg denne tekst om Kurt Westergaard til en antologi, der udover tegninger af Westergaard havde bidrag af bloggeren Mikael Jalving og skuespilleren Farshad Kholghi:

Da Vinci og Westergaard

Kunstnerisk frihed. Kurt Westergaard er tegneren fra Jyllands-Posten, der stod bag tegningen med Muhammed og bomben i turbanen. Kronikøren drager paralleller til Leonardo da Vincis sidste maleri, der forestiller Johannes Døberen.

6. august 2009 Af Uwe Max Jensen

Tegningen af religionsstifteren Muhammed med en bombe i turbanen er ikke alene Kurt Westergaards mest berømte værk. Det er også ubetinget det mest berømte billede, der i nyere tid er udgået fra Danmark. Intet dansk billede har været genstand for en sådan udbredelse, hvad angår eksponering i både danske og udenlandske medier og publicering på hjemmesider.

At Kurt Westergaards tegning skulle blive genstand for en sådan interesse, at den i dag har karakter af et ikon for ytringsfriheden, var der næppe mange, der havde fantasi til at forestille sig, da tegningen blev publiceret første gang 30. september 2005 som én af 12 illustrationer til artiklen “Muhammeds ansigt”.

Men historien om Kurt Westergaards tegning har en ekstremt kendt forløber. Nemlig Leonardo da Vincis “La Gioconda”.

Leonardos værk, der er bedre kendt som Mona Lisa, bærer på en næsten identisk tilblivelseshistorie, hvad angår dette maleris stigende berømmelse. Både Westergaards tegning og Leonardos maleri er eksempler på, at mesterværker ikke udelukkende skabes i kunstnerens atelier. Et mesterværk skabes på baggrund af en lang række aktørers interaktioner.

I modsætning til, hvad man skulle tro, blev Leonardo da Vincis Mona Lisa ikke fra begyndelsen opfattet som et mesterværk. Indtil et stykke ind i 1600-tallet anså man Mona Lisa for at være et vellykket portræt, hvis komposition blev flittigt citeret af andre portrætmalere. Men maleriet var på ingen måde forlenet med den aura, som det i dag er i besiddelse af.

Den blev gradvis tilskrevet op igennem 1800-tallet, hvor dyrkelsen af Leonardo da Vinci tog til. Men maleriet fik først sin nuværende status, da Mona Lisa i 1911 blev stjålet fra Louvre-museet i Paris. Denne hændelse medførte en mediestorm, og “La Gioconda” blev et ikon.

Kritik af Westergaards tegning

På samme måde forholder det sig med Kurt Westergaards tegning. Bomben i turbanen vakte ikke større opmærksomhed end mange af Jyllands-Postens øvrige 11 Muhammed-tegninger i efteråret 2005. Kurt Westergaards tegning var ikke genstand for en større vrede end de andre tegninger. Vreden var i begyndelsen rettet imod den kendsgerning, at en dansk avis havde brudt det islamiske billedforbud.

Siden har flere debattører imidlertid særlig rettet deres kritik mod Kurt Westergaards tegning. Et eksempel er professor Thomas Bredsdorff og forskningsleder Lasse Horne Kjældgaard fra Københavns Universitet, der i deres udgivelse “Tolerance” hævder, at det ikke lader sig “gøre at læse andet ud af tegningen af Muhammed, end at alle, der følger ham, er bombemænd”.

Man skal imidlertid ikke tage deres tolkning alt for seriøst. I bogen hævder de, at Kurt Westergaards tegning forestiller Muhammed med “en håndfuld bomber i turbanen”. Men enhver, der rent faktisk har gjort sig den ulejlighed at kigge påKurt Westergaards tegning, kan ved selvsyn konstatere, at Muhammed kun er udstyret med en enkelt bombe i turbanen. Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaards tolkning bliver derfor svær at tage alvorlig.

Desuden er tolkningen i direkte modstrid med Westergaards egne udsagn om sin tegning:
“Det er en tegning, der er rettet specielt mod den islamiske terrorisme, der bruger fortolkninger af Koranen og religionen islam som åndelig ammunition”, sagde Kurt Westergaard i en kommentar for et par måneder siden.

Kurt Westergaards tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, hvorpå den islamiske trosbekendelse er skrevet er blevet beskyldt for at have udløst særlig vrede, fordi tegningen antyder en sammenhæng mellem islam og terror. Men på Saudi Arabiens grønne flag står den islamiske trosbekendelse oven over et sværd.

Nægtede at holde mund

Her sammenkobles trosbekendelse og våben altså også, og hertil bemærkede den dødstruede, algerisk-franske journalist Mohammed Sifaoui, at hvis Saudi Arabiens flag blev udformet i dag, ville man sandsynligvis sætte en bombe eller et maskingevær på det i stedet for et sværd. Derfor er det næppe sammenkoblingen af islam og vold, der har vakt vrede. Det er mere nærliggende at antage, at vreden i særlig grad er blevet rettet mod Kurt Westergaard , fordi han i modsætning til de fleste af sine 11 kolleger, der forståeligt nok gik i skjul, da Muhammed-krisen brød ud, har nægtet at holde mund.

Kurt Westergaard har insisteret på, at han akkurat som kritikerne af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger har haft ret til at ytre sig frit. Det er med en vis sandsynlighed netop dette moment, der er konfliktens anstødssten, hvadWestergaard angår.

Parafrasering

Leonardo da Vincis sidste maleri forestiller Johannes Døberen, og det kan med en vis ret betegnes som en parafrasering af Mona Lisa. Leonardo har forlenet Mona Lisa med androgyne træk, så beskueren bliver i tvivl om, hvorvidt Mona Lisa er en kvinde eller en mand. En pointe avantgardekunstneren Marcel Duchamp i øvrigt understreger, da han i 1919 forsyner en postkortudgave af Mona Lisa med moustache og fipskæg.

Leonardos portræt af Johannes Døberen er det mandlige motiv udstyret med en række kvindagtige træk, der igen skaber forvirring om personens køn. Denne omvendte leg med kønsidentiteten peger tilbage på Mona Lisa.

Udover dette tiltag fra Leonardos egen hånd har en perlerække af kunstnere parafraseret Mona Lisa. Blandt de vigtigste finder man som nævnt Duchamp, Kazimir Malevich, Fernand Léger og Andy Warhol, der bidrager med flere håndfulde Mona Lisa”er silketrykt på et enkelt lærred.

Kurt Westergaards Muhammed er også blevet parafraseret. Da Ahmed Akkari utilsigtet kom til at lufte sine planer om at terrorbombe Naser Khader, hvis Khader blev integrationsminister, medførte det straks en respons fra KurtWestergaard , der i en tegning fremstillede Ahmed Akkari med en bombe i håret. Dette greb overført Kurt Westergaard noget tid senere til en tegning af Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose. Måske var pointen at vise, at Flemming Rose af nogle anses for at være en farlig mand.

Kurt Westergaards tegning har efterhånden opnået status af et ikon, der er uden for afsenderens reelle kontrol.Westergaard har imidlertid fastholdt, at han ikke ønsker, at hans tegning bliver spændt for politiske partiers vogn.

Fogedforbud

Derfor har han to gange set sig nødsaget til at gribe ind over for brug af tegningen. I Danmark ønskede foreningen og det politiske parti Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) at gøre brug af Westergaards tegning ved en demonstration i Aalborg. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund nedlagde fogedforbrug mod brug af tegningen, og SIAD valgte i stedet at iklæde Westergaards tegning en burka, så kun øjnene var synlige.

Kort tid efter benyttede den hollandske politiker Geert Wilders Westergaards tegning i forbindelse med sin film Fitna. Westergaards tegning var det samlende element i filmen, da tegningen både optrådte i begyndelsen og slutningen af hollænderens film. Kurt Westergaard og Dansk Journalistforbund fik også stoppet denne brug af tegningen, og Geert Wilders har i en ny udgave af Fitna udskiftet Westergaards tegning med en tegning, der mangler teknisk finesse, men tematisk befinder sig på samme boldgade som Westergaards forlæg. Tvisten med Geert Wilders fik i øvrigt Westergaard til at bidrage med en tegning, hvor en bombe er blevet placeret i hollænderens hårpragt.

Herudover har Kurt Westergaard i flere omgange benyttet sin oprindelige tegning af Muhammed med bomben i turbanen som et delelement i forbindelse med nye tegninger. For eksempel skabte Westergaard en tegning til fagbladet Journalisten, hvor han kommenterer på sin egen situation, efter mordplanerne mod ham er blevet offentligt kendt.

Den svenske konceptkunstner Lars Vilks” Muhammed-tegninger kan også ses som en parafrase over Jyllands-Postens tegninger, og i en helt ny aldrig offentliggjort tegning sender Kurt Westergaard en hilsen til Lars Vilks i form af en bombehund.

Epilog

Siden offentliggørelsen af mordplanerne mod Kurt Westergaard (i februar 2008, red.), har han stort set hver dag illustreret Jyllands-Postens kronik.

Kurt Westergaard siger, at han på trods af mordplanerne i sin høje alder, har haft lidt svært ved at være rigtig bange, og at han i stedet har vendt sin angst til en sund vrede over, at han er blevet udsat for trusler, bare fordi han har passet sit arbejde.

Alligevel synes det evident, at der er noget nyt på færde i Westergaards streg. Der har sneget sig en giftiggrøn farve ind, der giver mindelser om absint og sygdom. Samtidig er Westergaards streg blevet løsere, mindre gennemarbejdet og sitrende. Denne stil og frekvensen af Westergaards tegninger giver mindelser om Picasso, der i sine sidste år konfronteret med sin egen forgængelighed arbejdede så intenst, at han var nødt til at skrive dato på sine malerier i stedet for årstal.

I en af sine sidste tegninger stirrer Picasso – konfronteret med sin egen dødelighed – i et selvportræt forfærdet på beskueren. Måske er det den samme konstatering af egen forgængelighed, der er på spil i Kurt Westergaards seneste tegninger. Ikke som et resultat af angst med baggrund i mordplanerne imod ham, men som en kunstners manende forsøg på at forholde sig til det alment uafvendelige.

Men måske skal vi alligevel tilbage til da Vinci for at forstå, hvad der er på færde i Westergaards kronikillustrationer. Hvor Leonardo da Vinci i sin alderdom og i forbindelse med udførelsen af sit sidste maleri af Johannes Døberen stillede større og større tekniske krav til sig selv i en jagt på kunstnerisk perfektion, er Kurt Westergaard en mand, der er blevet sat fri.

Kurt Westergaard er en kunstner, der har givet verden sit mesterværk. Et værk, hverken Westergaard eller de fleste andre kommer i nærheden af at overgå. Alligevel arbejder han videre. Hver dag sidder han i bladhuset i Viby for at udføre sin metier som tegner. Ikke for at få smør på brødet. Men som en konsekvent fortsættelse af et virke. Et virke ladet med verdenspolitisk betydning.

Teksten stammer fra Frihedens ikon – en bog udgivet af Trykkefrihedsselskabets Bibliotek i anledning af, at tegner Kurt Westergaard i maj 2008 modtog Trykkefrihedsselskabets årlige Sappho-pris for sit stålsatte forsvar af ytringsfriheden, retten til religionskritik og danske frihedsrettigheder. “Frihedens ikon” indeholder tegninger udført af Kurt Westergaard og tekster af Uwe Max Jensen, Mikael Jalving og Farshad Kholghi.

***

Som alle, der læser med på denne blog, ved, har Dansk Journalistforbund haft lagt sag an mod mig på vegne af Westergaard og fotografen Michael Drost-Hansen. Det er på alle måder en ærgerlig sag, der begrænser den kunstneriske ytringsfrihed. Men det skal ikke afholde mig fra at ønske Westergaard tillykke. Han har – med voldsparate muhamedaneres hjælp – skabt et værk, der i hvert fald i en dansk kontekst kommer til at stå i hundreder af år. PS: Jeg kan ikke bringe et foto af Kurt Westergaards tegning uden at kompromittere forliget med Dansk Journalistforbund. Så teksten er i stedet illustreret med et maleri af Inger Støjberg og Hr. Skæg.