For første gang i historien har ét land angrebet alle andre lande på samme tid og med ét dristigt træk.

Kina begik den forfærdelige forbrydelse ved at tage skridt for at sprede covid-19 med vilje ud over landets grænser i december 2019 og januar sidste år.

Det internationale samfund bør nu få det kinesiske styre til at betale en høj pris, blandt andet på grund af den afskrækkende virkning. Hvorfor? Det kinesiske styre begik århundredets forbrydelse og kan meget vel være i gang med at planlægge en ny forfærdelig handling.

Der er yderst foruroligende tegn på, at kommunistpartiets Folkets Befrielseshær enten fremstillede SARS-CoV-2, den nye coronavirus, der forårsager denne sygdom, eller opbevarede patogenet i et laboratorium, sandsynligvis Wuhans Institut for Virologi. Laboratoriet opbevarede mere end 1.500 stammer af coronavirus, de udførte farlige gain of function-eksperimenter [forsøg, hvor virus manipuleres til øget smittefarlighed], de fulgte ikke sikkerhedsprotokoller, og laboratoriet befinder sig få kilometer fra det første identificerede tilfælde af covid-19.

Det første tilfælde havde i øvrigt ingen forbindelse til markedet i Wuhan. Dem, der tror på en smitteoverførsel via et andet værtsdyr, peger på markedet som det sted, hvor overførslen kunne have fundet sted.

Oprindelsen af coronavirus er endnu ikke blevet faslagt. Præsident Joe Biden gav den 26. maj efterretningstjenesten 90 dage til at aflægge rapport om oprindelsen.

Amerikanerne behøver dog ikke vente længere for at fastslå det kinesiske styres skyld. Selv hvis coronavirus ikke var et biologisk våben i begyndelsen, har verden nu tilstrækkelig viden til at konkludere, at det kinesiske styre gjorde det til et sådant.

Det var først den 20. januar 2020, at Kina indrømmede, at coronavirus smitter fra menneske til menneske. Læger i Wuhan vidste imidlertid i den anden uge af december 2019, at smitten bredte sig hastigt mellem mennesker. Det kinesiske styre vidste det, eller må have vidst det, få dage senere.

De kinesiske ledere iværksatte nu en vildledningskampagne. De forsikrede WHO om, at sådanne smitteveje var usandsynlige. Som følge af Kinas forsikringer udsendte WHO den 9. januar en erklæring og deres berygtede tweet den 14. januar, hvori de udbredte de urigtige kinesiske forsikringer.

Det forværrede situationene yderligere, at den kinesiske præsident Xi Jinping pressede lande til ikke at indføre restriktioner for passagerer ankommet fra Kina, alt imens han nedlukkede blandt andet Wuhanregionen i sit eget land. Han har tydeligvis ment, at han standsede smitteudbredelsen ved at nedlukke Kina. Han vidste, eller må have vidst, at han, ved at presse andre lande til ikke at indføre rejserestriktioner, spredte smitten. Passagerer, der forlod Kina, gjorde en epidemi, der burde have været isoleret til det centrale Kina, til en global pandemi.

Xi så tydeligvis, hvordan coronavirus lammede hans eget samfund. Hvis han ønskede at skabe lige vilkår ved at lamme andre samfund, så ville han have gjort nøjagtigt det, som han gjorde. Den eneste forklaring, der passer til kendsgerningerne, er, at Xi ondskabsfuldt spredte covid-19 til resten af verden.

Efter at have indrømmet, at coronavirus spredes mellem mennesker, forsøgte Kina at overbevise verden om, at sygdommen ikke var alvorlig. Statsmedier fortalte den 21. januar, dagen efter Kinas bekendtgørelse om smitsomheden, at sygdommen ikke ville blive så slem som SARS, epidemien fra 2002-2003. SARS smittede omkring 8.400 og dræbte omkring 810. Kinas ledere vidste imidlertid på daværende tidspunkt, at covid-19 var langt værre end SARS, eftersom de havde set, hvad den nye sygdom gjorde ved deres eget land. Den falske påstand havde konsekvenser: Over hele verden blev lande, herunder USA, narret til ikke at tage de nødvendige forholdsregler.

“Regeringer, hvis beslutninger bevidst medfører millioner af uskyldiges dødsfald og lidelser og massive økonomiske omvæltninger og ødelæggelser, skal stilles til ansvar – moralsk, juridisk og økonomisk”, siger rabbien Abraham Cooper fra Simon Wiesenthal Centeret til Gatestone.

Der er desværre ikke nogen let fremgangsmåde for at stille Kina til ansvar, i det mindste juridisk og økonomisk.

Klagere kan selvfølgelig sagsøge Kina for de lidte tab. Der er allerede blevet indledt retssager i Californien, Florida, Louisiana, Mississippi, Missouri, Nevada, New York, North Carolina, Pennsylvania og Texas.

Gauthier Murphy & Houghtaling er et førende advokatfirma inden for gruppesøgsmål, og John Houghtaling forklarer Gatestone, at der er “tre store hindringer” for at få erstatning: doktrinen om statsimmunitet, bevisbyrden og indsamlingen af retsafgørelser.

Den første forhindring standser en retssag på stedet. Inden for amerikanske lovgivning blokerer loven om udenlandsk statsimmunitet fra 1976 for de fleste handlinger mod udenlandske regeringer.

En bred vifte af udenrigspolitiske analytikere er imod en ophævelse af statsimmuniteten under henvisning til “gensidigheden”, da andre regeringer ikke kan sagsøge USA, eftersom USA ikke kan sagsøge dem. De mener, at amerikanske embedsfolk ville blive udsat for en endeløs chikane, hvis den amerikanske regering fratog andre regeringer denne beskyttelse.

Fortalere for statsimmunitet har fornuftige argumenter, men der er vigtigere faktorer. Forbrydelser mod menneskeheden er så frygtelige, at ingen bør forhindres i at søge kompensation.

Kinas udbredelse af coronavirus udgør en sådan forbrydelse. Udbredelsen skete enten bevidst eller uansvarligt, og de kinesiske ledere må under alle omstændigheder have vidst, at deres utilgivelige handlinger ville medføre dødsfald rundt om i verden. På nuværende tidspunkt er 3.579.000 mennesker døde af covid-19, herunder 596.000 amerikanere. Det kinesiske styre begik massemord.

Massemordere fortjener ikke statsimmunitet. Regimer, der har begået massemord, er faktisk blevet stillet til ansvar, og det er normalt sket efter forhandlinger mellem regeringer. Libyen betalte for eksempel ofrenes familier erstatninger for at have bombet Pan Am 103 under Lockerbieattentatet i 1988. I oktober 2020 betalte Sudan 335 mio. dollar til USA med henblik på videregivelse til ofrene for fire terrorhandlinger.

Desuden bør sagsøgere, i det mindste som en teknikalitet, kunne overvinde forsvaret for statsimmunitet: Det kinesiske kommunistparti, der kontrollerer den kinesiske centralregering, er ikke en stat. Det er blot et ud af ni tilladte politiske partier i Kina, så det kan ikke betragtes som en suverænitet eller stat. Staten Missouri sagsøgte klogt nok det kommunistiske parti, der kalder sig selv en revolutionær politisk organisation.

Det kommunistiske parti har mange aktiver. Ikke nok med at de kontrollerer Kinas centrale regering – hvorved de har adgang til dennes aktiver – men Folkets Befrielseshær hører direkte under partiets centrale militærkommission, og ikke under staten. Det kan potentielt set udsætte det kinesiske militær for en retskendelse om beslaglæggelse.

To kongresmedlemmer fra Pennsylvania, en demokrat og en republikaner, har indført en lov til forebyggelse af fremtidige internationale pandemier, der giver covid-19-ofres familiemedlemmer ret til at sagsøge ethvert land, der “der med vilje vildledte det internationale samfund om udbruddet”.

Hvis USA straffede Kina ved eksempelvis at beslaglægge deres aktiver, ville de sende et stærkt signal til det kinesiske styre om, at USA ikke tolererer drab på amerikanere. Det er altafgørende, at Bidens regering gør det klart for de kinesiske ledere, at de ikke omkostningsfrit kan sprede den næste patogen, eller hvad de ellers måtte pønse på.

Lad os huske, hvad der står på spil. I kinesiske laboratorier fremstiller forskere nu patogener, der er langt mere dødelige end SARS-CoV-2 – heraf nogle, der ville gøre kineserne immune, men gøre alle andre syge eller slå dem ihjel. Den næste sygdom fra Kina kunne derfor Kina til verdens eneste levedygtige samfund. En “civilisationsdræber”, så at sige.

USA bør derfor få Kina til at betale.

Gordon G. Chang er forfatter til bogen The Coming Collapse of China, Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute og medlem af dets ekspertpanel.