Kopierede/fra hoften

Japans befolkning er i øjeblikket på 126 millioner. Med den nuværende udvikling vil befolkningen inden for de næste fire årtier falde til omkring 92 millioner. Det kunne  blive en mulighed for at indføre en række politikker, som for eksempel en mere klimavenlig økonomi, skære ned i forbruget og forøge genbruget, mener nogle befolkningsforskere. Andre mener at nedgangen og en mindre befolkning vil være uheldig. Japanerne selv er ganske tilfredse med ikke at betale en dyr pris i form af de kulturelle konflikter, man ser i Europa pga især muslimsk indvandring. Dogmet om at enhver indvandring giver innovation er en påstand, der snarest finder sin dokumentation i de ubehagelige statistikker (kriminalitet, offentlig forsørgelse, penge sendes ud), som alle i Norden kender til hudløshed for eget land. Den køber japanerne ikke, de ved at flere folkeslag på samme territorie giver konflikter og modsætninger. Derfor har de bremse på indvandring.I 2019 gav de japanske myndigheder flygtningestatus til 44 individer ud af i alt 10.375, som havde søgt om asyl. Man plukker sine få veluddannede – selvfølgelig japansktalende – nye statsborgere med stor omhu.

Er småt dårligt?
Ligesom i Danmark og resten af Europa er indvandring kun en kortsigtet løsning – om overhovedet nogen – på et faldende befolkningstal. Det har vist sig uhyre “dyrt” både kulturelt og økonomisk at få flere varme hænder og flere folk i produktionen, når de skal komme udefra. Hvorfor skulle det a priori være et problem, at et land er lille, hvis det er rigt og velorganiseret?

For Danmark gælder at de indvandrere der, som gruppe betragtet, tilpasser sig bedst i værtslandet, og derfor er mest velkomne, typisk er dem fra Østeuropa eller buddhistiske lande plus kristne, og de vil ofte også ligne værtslandet i fertilitetsmønster. De får altså ikke mange børn. I løbet af nogle generationer vil de bedst integrerede indvandrere lige som etniske danskere få under to børn i gennemsnit, og så er landet lige vidt. Altså bortset fra at man har plastret landet til med boliger, skoler, motorveje osv. til disse nye indbyggere.

Jeg savner dokumentation for at Danmark er et bedre land at leve i nu, hvor vi har omkring 12-14 % indvandrere og efterkommere, end da vi i 1960’erne havde langt færre, og da næsten kun fra nabolande. Den samme manglende dokumentation gælder Frankrig, UK, Holland og Tyskland.

 

 

af  Kirsten Damgaard, kulturpsykolog