Et år efter at Kina gav ordre til angreb på den omstridte grænse mellem Indien og Kina i Himalaya – som forværredes til en situation, hvor 20 indiske soldater og adskillige kinesiske soldater blev dræbt – er spændingerne langs grænsen stadig store. Billedet: En indisk militærkonvoj kører mod Leh, på en hovedvej ved grænsen til Kina, den 19. juni 2020 i Gagangir, Indien. (Foto ved Yawar Nazir/Getty Images)

Et år efter, at Kina gav ordre til angreb på den omstridte grænse mellem Indien og Kina i Himalaya – som forværredes til en situation, hvor 20 indiske soldater og adskillige kinesiske soldater blev dræbt – er spændingerne langs grænsen stadig store.

“Kinas besættelse, siden maj 2020, af omstridte grænseområder udgør den alvorligste eskalering i årtier og medførte det første grænsesammenstød med dødelig udgang mellem de to lande siden 1975,” ifølge “2021 Annual Threat Assessment of the U.S. Intelligence Community,” udgivet den 9. april 2021 af Office of the Director of National Intelligence.

De militære spændinger mellem Kina og Indien går næsten seks årtier tilbage til den Sino-Indiske krig i 1962, hvor Kina begyndte at angribe Indien. Selvom forholdet efterfølgende blev bedre, kaster krigen stadig sin skygge, til dels i form af uenighed mellem de to lande om, hvor den præcise grænseføring – eller Line of Actual Control (LAC), som den bliver kaldt – ligger.

I januar trak Kina ifølge rapporter næsten 10.000 soldater ud af bagvedliggende områder på dets egen side af LAC, mens man samtidig beholdt sine frontlinjesoldater på plads. Trods 11 samtalerunder – den seneste den 9. april – er en nedtrapning stadig ikke synlig. Kina nægter at trække sig fra to spændingspunkter i Hot Springs og Gogra.

I maj beordrede den indiske hærs chefgeneral, MM Naravane, de indiske tropper til at holde øje med kinesiske aktiviteter langs LAC. Kinas People’s Liberation Army (PLA) er efter sigende begyndt at afholde årlige militærøvelser i nogle af de “bagvedliggende områder… beliggende 100 til 250 km fra Line of Actual Control (LAC).”

Kinas grænseaktioner imod Indien er blevet beskrevet som “salamitaktik“. Kina ser ud til at stræbe efter at dominere territorier gennem gradvist øgede operationer, som er for små til at tiltrække sig international opmærksomhed og ikke store nok til at udløse en egentlig krig med Indien – men tilstrækkelige til, over tid, at ophobe faktiske resultater i form af inddraget territorium. Det ligner den taktik, som Kina har anvendt i Det Sydkinesiske Hav.

Kina synes, i sin tilsyneladende ambition om at blive verdens dominerende magt, opsat på at tyrannisere naboen Indien til underkastelse på områder, hvor de to lande er uenige. Til dette formål benytter Kina gråzonekrigsførelse, en manøvre som landet er blevet ekspert i, især mod Taiwan. Begrebet indebærer handlinger, som ikke er egentlig krig – andre har kaldt det for “indirekte krig” – men formålet er det samme: at overvinde modstand – eller en noteret fjende – ved at indgyde udmattelse.

“Elementet indirekte krig er iøjnefaldende i Kinas handlinger imod Indien,” skrev Brahma Chellaney, forfatter til Water, Peace, and War, for nylig i Foreign Affairs.

“Kina har bestandig sat indisk sikkerhed under pres med ukonventionelle midler, herunder cyberangreb, omdannelse af floders løb over grænsen og gnaven af de omstridte territorier i Himalaya. Det synes at anvende alle tilgængelige midler, bortset fra åben krig, for at spærre for indiske ambitioner og ramme indiske kerneinteresser.”

Indien er et af verdens mest cyberangrebne lande, og Kina er en af dets primære angribere. I juni sidste år resulterede grænsesammenstød mellem kinesiske og indiske militærstyrker ifølge rapporter i en stigning på 200% i cyberangreb fra Kina, idet hackerne gik efter ministerier, medieorganisationer og store firmaer. Juni måned 2020 oplevede, ifølge Brahma Chellaney, “mindst 40.300 forsøg på at indsætte malware i indiske netværk.”

“Indiske embedsfolk opfattede disse forsøg som en skarp advarsel fra Xi’s regime: hvis Indien ikke trak sig fra grænsesammenstødene, ville Kina slukke alt lys i store områder af landet. Indien hobede tropper op ved grænsen gennem de følgende måneder, og i oktober gik Mumbai i sort.”

Oktober-mørklægningen i Mumbai, som Kina angiveligt stod bag, varede i flere timer og lukkede hospitaler ned og standsede togene.

“Kina er i stand til at udløse cyberangreb mod os, som kan afbryde en stor del af vore systemer,” fortalte general Bipin Rawat, højest rangerende embedsmand i Indiens væbnede styrker, til journalister den 7. april. “Selvom vi forsøger at skabe firewalls imod cyberangreb, er vi ret sikre på, at de [kinesiske hackere] vil bryde igennem disse firewalls.” Kina har også udført cyberangreb på Indiens medicinalindustri, især dets vaccineanlæg.

Indien har yderligere grund til bekymring på grund af Kinas tætte alliance med Pakistan. Dette har været en fjendtlig nabo gennem lang tid, trods våbenstilstandserklæringen mellem Indien og Pakistan i 2021, som standsede fjendtlighederne langs den omstridte indisk-pakistanske grænseføring i Kashmir. Pakistan har været Kinas allierede gennem lang tid; i december underskrev de to lande et fælles militært forståelsesnotat med henblik på at styrke deres allerede tætte militære forbindelser. Kinas forsvarsminister, general Wei Fenghe, udtalte i den forbindelse:

“Vi skulle skubbe vores mil(itær)-til-mil(itær)-forhold op på et højere niveau, for således i fællesskab at kunne håndtere diverse risici og udfordringer, grundigt sikre de to landes suverænitet og sikkerhedsinteresser og sikre den regionale fred og stabilitet.”

Kina er Pakistans primære forsyner af militært udstyr – 73% af Pakistans våbenindkøb i årene 2015-19 kom ifølge rapporter fra Kina. Ifølge en nylig analyse fra det amerikanske Council on Foreign Relations forlyder det:

“Enhver fremtidig konflikt mellem Indien og Pakistan vil med stor sandsynlighed implicere Kina, for Beijings strategiske omfavnelse af Islamabad er blevet tættere de senere år. Den økonomiske korridor, The China-Pakistan Economic Corridor, betyder milliarder af dollars i kinesiske investeringer til Pakistans infrastruktur, herunder i territorier som Indien gør krav på. I stedet for at opfordre til tilbageholdenhed hos både Indien og Pakistan under den seneste krise i 2019 godtog Beijing Islamabads påstand om, at man var nødt til at optrappe konflikten for at afskrække Indien fra aggressioner i fremtiden.”

Kinas Belt and Road Initiative (BRI) – som er en måde, hvorpå Kina forsøger at udvide sin globale indflydelse ved at gøre andre lande økonomisk afhængige af det, ofte gennem “gældsfældediplomati” (lån, som landene ser sig ude af stand til at tilbagebetale på anden vis end ved at afgive nationale aktiver såsom jord eller havne) – tjener også som en måde at “indkredse” Indien på ved at bringe flere lande i regionen ind i Kinas virkefelt.

Næsten alle Indiens nabolande er en del af Kinas Belt and Road Initiative – nogle mere end andre: Sri Lanka, Pakistan, Bangladesh, Afghanistan, Nepal og Myanmar. Indien, derimod, har nægtet at tilslutte sig Belt and Road Initiative. Hindustan Times skrev:

“Indien har gentagne gange sagt, at man ikke vil tilslutte sig BRI, fordi dette ikke tilbyder et ligeværdigt aktionsfelt for landets firmaer. Det har også modsat sig BRI, fordi et nøgleelement – China-Pakistan Economic Corridor (CPEC) – løber gennem PoK [den omstridte Kashmir-region]”.

Endelig har Kina gennem de seneste to årtier gjort indhug i Indian Ocean Region (IOR). Godt og vel 80% af Kinas importerede olie og 95% af Kinas handel med Mellemøsten, Afrika og Europa passerer gennem Det Indiske Ocean. “Endnu vigtigere er det, set fra Beijings perspektiv, at denne region er styret af Kinas rivaler: USA og Indien”, skrev Christopher Colley fra Washingtons Wilson Center.

“Alt i alt er Kinas øgede bånd til Det Indiske Ocean og endnu længere væk blevet udvidet enormt gennem de seneste to årtier… Kinesiske analytikere og regeringselementer efterlyser i stigende grad en form for flåde/styrke i Det Indiske Ocean, som kan beskytte og fremme Kinas interesser. Stærkt kritisk er det, at Kina, ifølge tilgængelige beviser i form af havnebaserede infrastrukturprojekter, diverse udtalelser fra regeringen og Kina-baserede akademikere/analytikere, samt nyt flådeudstyr, ser ud til at have intentioner om at udvikle en form for særlig flådestyrke i Det Indiske Ocean. Selvom Kina aldrig vil kunne opnå fuld søfartskontrol i Det Indiske Ocean, vil det sandsynligvis være i stand til at etablere troværdig afskrækkelse for andre stater, som kan true kinesiske kommunikationslinjer eller fartøjer til havs. Men selvom Kina i stigende grad besidder søkampstyrker til at udføre meningsfulde magtdemonstrationer i Det Indiske Ocean og endda har gennemført øvelser med skarp ammunition i den nordlige del af Det Indiske Ocean, så mangler PLANen i afgørende grad den fornødne beskyttelse fra luftvåbnet.”

“Set i et sikkerhedsmæssigt perspektiv,” skrev dr. Rajeswari Pillai Rajagopalan, direktør for Centre for Security, Strategy and Technology (CSST) i New Delhi, i januar, “har Indien ikke siden uafhængigheden oplevet nogen betydelig maritim trussel.”

“En stor del af Indiens maritime sikkerhedsfokus har handlet om den relativt mindre flådetrussel fra Pakistan og utraditionelle trusler, herunder pirateri og terrorisme. Selvom disse bekymringer stadig optræder, er de blevet overtaget af bekymringer vedrørende Kina som opdukkende IOR-magt, med et voksende aftryk i regionen”…

“Indien har mange bekymringer vedrørende Kina i Det Indiske Ocean. En, som allerede er i fuld vigør, er kinesiske aktiviteter i Indiens Exclusive Economic Zone (EEZ). I en tale tidligere på året sagde den indiske flådes chefadmiral, Karambir Singh, at såvel kinesiske forskningsfartøjer som fiskerbåde er blevet set i Det Indiske Ocean, herunder i den indiske EEZ.”

Den vedvarende militære spænding mellem Kina og Indien er ydermere problematisk for USA. Daniel S. Markey fra Council on Foreign Relations har udtalt:

“Ud over muligheden for at trække USA ind i en sådan konfrontation, ville en konflikt mellem Kina og Indien ødelægge den globale økonomi, undergrave regional udvikling og have betydelige humanitære konsekvenser, afhængigt af dens eventuelle styrkegrad. Hvis Indien svækkes militært og økonomisk i processen, vil dets værdi som modvægt til Kina og for det bredere amerikanske mål om at modgå Kinas regionale indflydelse ligeledes blive undergravet.”

Judith Bergman, klummeskribent, jurist og politisk kommentator, er en Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.