Hvis noget er systemisk så er det Sverige. Sverige har opbygget et system som vil ødelægge landet. Det er bare et spørgsmål om tid. Den17-årige, som er pågrebet for drabet på politimanden Andreas Danman (33), forsøgte at dræbe en på en sporvogn da han var 15 år gammel. Pga. alderen blev han idømt lukket ungdomsanstalt i et år.

Det svenske retsvæsen behandler kriminelle indvandrere med fløjlshandsker. Det er disse attentatmænd, retten er optaget af at beskytte. Deres rettigheder går før samfundets sikkerhed. Så længe denne prioritering består, vil likvideringerne fortsætte.

Ifølge Samnytt hedder den mistænkte Sakariye Ali Ahmed (17) og han har allerede en lang straffeattest. At behandle disse personer som mindreårige, er meningsløst og en hån mod de mennesker, de forbryder sig imod. Men det virker ikke som om det svenske retsvæsen er i stand til at forstå det. En stor del af den svenske elite er hinsides pædagogisk rækkevidde, for at bruge et godt dansk udtryk. Erfaringer preller af som vand på en gås. Det vil blive værre og de svenske myndigheder er en del af problemet. Indtil de ændrer indstilling, vil Sverige fortsætte med at synke ned i hængedyndet.

Andreas Danmans død er langt mere tragisk end det isolerede drab i sig selv. Der er noget håbløst over det hele. Hvor mange vil fortsætte som politifolk indenfor sådan et system?

Hans kolleger gav ham hjertemassage på stedet. De råbte: Hold ud, hold ud.  Men forgæves. Den unge betjent døde.

Han efterlader sig en gravid kæreste og en sønderknust familie.

USA er havnet i samme suppedas som Sverige: Et defensivt politi, fordi BLM støttet af medierne og Demokraterne kræver ”defund the police” og ”reimagine police work”. Politifolk stopper i hundredtal og drabstallene skyder i været.

Borgmestre som Lori Lightfoot i Chicago og Bill de Blasio i New York er katastrofale for deres storbyer. Men de nægter at ændre kurs. Akkurat som Stefan Löfven.

BLM-ideologien er blevet en legitimering af de kriminelle unge.

Enhver, som er stødt på disse unge – og dem findes der mange af også i Oslo – ved at de ikke kan eller bør gå frit omkring. Når de har overskredet så mange grænser som Sakariye Ali Ahmed er der kun en løsning: Indespærring i lang tid, helt til der er en mærkbar forandring. Ifølge Jordan Peterson er det først mod slutningen af tyverne at de falder lidt til ro. Man ved en del om asocial og psykopatisk optræden, men den viden kommer ikke til anvendelse når det gælder indvandrere.

I slutningen af marts forrige år skrev Samnytt om Ahmeds forbrydelser. Det handlede om et mordforsøg den 13. november 2019 da Ahmed, på gerningstidspunktet 15 år, stak en mand ned på en sporvogn i Göteborg. Ahmed dømtes for forsøg på mord og Tingsrätten mente at ungdomsanstalt i et år var en tilstrækkelig straf under hensyn til hans unge alder.

Domstolen gjorde distinktioner, som fra et retsbevidsthedsperspektiv virker meningsløse: Den skelner mellem ”ligegyldighedshensigt” (ligeglad, men ikke med bevidst hensigt) og ”målhensigt” (bevidst, forsætligt). Domstolen tror ikke Ahmed havde som mål at dræbe, han var helt uden styr på sig selv og ikke klar over, hvor farligt det er at stikke kniven i halsen på nogen.

Knivhugget må have været kraftigt under hensyn til det 6 cm dybe kødsår. Med hensyn til knivhuggets kraft og placering må Sakariye Ahmed, selv om han kun var 15 år, have været bevidst om at der fandtes en risiko for at [Henrik] ville dø af hugget.

Selv med denne viden har han udført hugget og sigtet efter halsen og han må derfor anses som værende ligeglad med den muligt dødelige udgang. Der har dermed foreligget en såkaldt ”ligegyldighedshensigt”, (ligeglad, men ikke med henblik på bevidst at dræbe).

Når man læser retsreferatet fra Sverige, lurer man på om dommere og statsadvokater er rigtig vel forvaret. Det virker ikke som om de kan se at de har at gøre med unge mennesker, som er ligeglade med menneskeliv. Det er ligegyldigt for dem om de dræber. Men domstolen får det til at være mindre alvorligt end hvis de dræbte med overlæg. Det er helt udenfor skiven.

Expressen har bragt oplysninger om, at Ahmed denne gang forsøgte at dræbe samme person som på sporvognen for to år siden. I stedet ramte han politimanden. Han havde altså “hensigt”, samtidig med at han var helt ligegyldig overfor selve drabshandlingen. Det virker ikke som om det trænger ind hos domstolen, hvad de står overfor.

Det er synd for svenskerne.

Han anhölls för polismordet