Steen Raaschou Krystalgade

Eva Selsing har i to artikler i Berlingeren blotlagt tilstanden i kongeriget Danmark. Hun registrerer apatien, resignationen, som jeg kan registrere helt fra Norge, hvor der er et lignende forsøg på at trække sig selv op ved hårene og sige at det går godt.

Men vi har været homogene samfund for længe til at vi er i stand til at snyde os selv. Det står virkelig dårlig til.

Dig, der elsker Danmark og er bekymret over indvandringen. Du har måske også bemærket det. Stilstanden. Magtesløsheden. Inertien. Følelsen af, at det støt og roligt går i den forkerte retning, og at ingen lader til at kunne gøre noget ved det.

Alle, der har øjne i hovedet, kan se det. Mængden af tørklæder i gadebilledet. Kulturkonflikterne. Forråelsen. Men også den indskrænkede fysiske frihed: Der er stadig flere områder i vores eget land, hvor vi ikke føler os hjemme mere. Og så, først og fremmest, volden.

Hvis man bedøver sig selv, kender man ikke smerten. Men hvis man er et levende menneske forstår man at landet bliver lemlæstet, parteret og koloniseret. Det er ikke til at holde ud. Men hvor flygter man hen?

Foreløbig kan den øvre middelklasse bruge sine økonomiske muskler til at holde de mest påtrængende problemer stangen. Men det kniber. Hvis du er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt bliver også du ramt i din Tesla.

Mange andre der ikke er bedrestillet, rammes i det daglige.

Intet er så afgørende for følelsen af at tabe land som volden. S-togsstationer om aftenen. Parkeringspladsen bag Netto. Stranden. Stisystemet. Nattelivet. Vold, der går fra minoriteten mod majoriteten, altid i grupper, mod enlige og sårbare danskere. Den 19-årige værnepligtige. Den 15-årige dreng i gangtunnelen. Den 16-årige dreng i parken. Den 14-årige pige på vej hjem fra skole. Det unge par på tankstationen. De to fyre i toget. Den midaldrende mand på cykel. Kvinden med hunden i parken. Den 92-årige med sin rollator. Og så videre ad nauseam. Sådan var det ikke, da jeg var barn – og da slet ikke, da mine forældre var.

Volden er kommet tilbage i vores samfund i et omfang som vi ikke har set siden middelalderen, og selv da var der lov og ret. I dag hersker anarki og det mest utrolige er at vi styres af en klasse der ikke vil se problemerne. De bøjer sig gradvis ind under islam.

Islam er et system der er ekspert i at få folk til at bøje sig. Jeg er derfor tilbøjelig til at være uenig med Eva Selsing når hun vælger et autoritært styre fremfor borgerkrig.

Et andet udfald er, at vi må give afkald på vores frihed. Autoritære stater har nemlig historisk vist sig i stand til at tøjle multikulturalisme ved at slå benhårdt ned på konflikterne. Et autoritært samfund er selvfølgelig en høj pris at betale. Men bedre end borgerkrig, som de nu taler om i Frankrig. Prisen for den åbne, liberale politik er vores frihed. Paradoksalt nok.

Valget mellem autoritært styre og islam er en falsk dikotomi. Et autoritært styre, som vi ser tendenser til i Vesteuropa, er vendt mod patrioter og konservative. Det markerer en overgang til noget nyt, som sandsynligvis vil være et islamofilt styre. Islam trænger til indfødte ledere der kan tage brodden af den nationale impuls. Mette F. tåler ikke at der findes nationalt sindede, som er udenfor myndighedernes kontrol. Hun vil definere hvad der er Danmark. Det samme ville Lars Løkke. Men vi ser hvad det betyder: At nationalt sindede må bøje nakken.

Intet parti eller politisk bevægelse ejer demokratiet og nationen, men der mærkes mere og mere en tendens til at de vil tale på vegne af et “os” og det er autoritært.

Man kan ikke sige det er bedre end borgerkrig. Det er trolig forspillet til noget der er værre: En erobring, der også bliver fysisk.

Lad os være ærlige: Det er kun 16 år siden karikaturstriden og ytringsfriheden er stærkt indskrænket, også af myndighederne.

Nu er det selve demokratiet man går løs på.

Eva Selsing bryder med sine egne principper når hun foretrækker et autoritært styre fremfor borgerkrig.

Hun lever, sorry to say, på en illusion.

Vi har allerede en krig. På flere niveauer. En af dem er den hverdagsvold som hun nævner eksempler på. Men der findes også en anden krig: Rigsretssagen mod Inger Støjberg handler om noget mere end brud på forordninger. Det er en politisk retssag mod en politiker de nye “liberale” dvs. kollaboratører med islam, ikke helt havde kontrol på.

Vores demokratiske retsorden brydes op foran vore øjne. Der har du din borgerkrig, Eva, og den kommer fra oven.

I USA går det hårdest til. Der bliver folk arresteret af SWAT-teams og ført til Washington hvor de sættes i isolationsceller.

Danske, norske og svenske medier fører krig mod sin egen befolkning når de forsvarer den kriminelle Biden-administration, der netop fører krig mod amerikanerne ved at åbne grænserne for en ny befolkning.

Ting går hurtig. Det er ikke os, der vælger krigen. Det gør de andre.

Venstrefløjen der er kommet til magten i USA driver ikke reformer. De ødelægger USA. De hader det USA som var. Det er antiamerikanisme som program, dekonstruktion af landets historie og udskiftning af værdierne.

Men er det ikke det samme som sker i Vesteuropa? Udviklingen er at ligne med en naturproces. Og politikerne vil at vi skal elske vores skæbner.

Men det vil vi ikke. Vi agter ikke at sidde rolig og se vores hjem bliver ødelagt, hverken af global kapital eller indvandrere der kommer til et veldækket bord.

Venstrefløjen er ikke kynisk, den er revolutionær. Den har altid hadet dannelse og kristendommen, fordi det repræsenterer noget den ikke har kontrol over. Nu har den anledning til at overlade landet til islam og griber chancen.