Rammstein er et tysk industrielt metalband grundlagt i Berlin i 1994. Bandet tilhører genren «Neue Deutsche Härte» (ny tysk hårdhed), og har solgt over 16 millioner album. De blev født i asken af flammerne efter en grusom flyulykke.

Navnet er inspireret af Ramsteinulykken som skete 28. august 1988 på den amerikanske flybase Ramstein Airforce Base. 70 mennesker blev dræbt i flammerne efter ulykken. Dette var noget som gjorde dybt indtryk på mig: Min far var tidligere jagerpilot, som fløj Starfighter F-104 og oplevede mange dødsfald blandt sine nære venner.

Starfighter F-104 blev min fars arbejdsplads. Uddannelsen fik han i USA.

Flyet var i princippet en gigantisk raket med et par små vinger og litt plass til en som var gal nok til at fly galskaben. Det gik under kælenavnet «The Man Missile». Selv var jeg fast bestemt på at følge i hans fodspor, men mislykkedes desværre i aller sidste time efter en årelang proces mod min eneste drøm i livet.

Som musikalske forbilleder opgiver Rammstein det slovenske hardtechno-band Laibach, som er så interessante at de fortjener en egen omtale. I tillæg nævner de den tyske punkdronning Nina Hagen, som svarede på rosen ved at utgi en coverlåt af Rammstein i samarbejde med Apocalyptica. Også Depeche Mode skal have inspireret det tyske band.

De nævner af en eller anden grund ikke de tyske techno-pionerer Kraftwerk, men Rammstein er åbenlyst påvirket af Kraftwerk, både når det gælder fremtoning og musik. De har blandt andet udgivet en coverversion af melodien Das Model.

Rammstein har de samme medlemmer i dag som da de startede. Guitaristen Richard Z. Kruspe, bassisten Oliver Riedel og perkussionisten Christoph «Doom» Schneider delte en vision om at lave en ny type industriel musik blandet med guitarer og keyboard.

De tre musikere dannede en gruppe, og senere engagerede de vokalisten Till Lindemann, rytmeguitaristen og sangeren Paul Landers, og keyboard-musikeren Christian «Flake» Lorenz. Sidstnævnte fik tilnavnet Flake på grund af sin benede, tynde og lidet imponerende fysik, som står i skarp kontrast i forhold til den tidligere svømmer Lindemanns imponerende fysiske fremtoning.

Lindemann var landsholdsdeltager i aldersbestemte klasser og blev udtaget til OL 1980 i Moskva, men blev nægtet deltagelse efter at han under europamesterskabet i svømning for ungdom i Firenze (nogen kilder opgiver Rom) stak af fra hotellet for at gøre sig kendt med Vesten. Dette er info fra Wikipedia som jeg ikke kan bekræfte, og kan være en vandrehistorie. Selv har Lindemann sagt at han kun dyrkede svømning fordi forældrene krævede det, han fandt ingen glæde i sporten.

Bandet er gentagne gange blevet beskyldt for at være fascister, nazister etc. Dette er selvsagt fuldstændig latterligt. Selv ønsker Rammstein ikke at være et politisk band, de er i bund og grund kunstnere som ønsker at underholde, gerne med chokerende virkemidler. Akkurat som forbillederne i Laibach.

Rammstein gør det ikke let for sig selv. Vokalisten synger på en måde som fremhæver både det vakre og brutale i det tyske sprog. Og brugen af uniformer, vold og dobbelte betydninger er egnet til at forvirre de fleste. Men de følger bare i fodsporene på Laibach.

Den slovenske filosof Zizek beskrev metoden Laibach brugte som «a hidden reverse». De bragte fascismens barbari frem i lyset, klædte den af, og viste hvor tiltrækkende fascisme kan være. Det samme kan siges om Rammstein, noget man kan se et eksempel på i min udvalgte optagelse nederst i denne artikel.

Dette er et spørgsmål også psykologiprofessor Jordan B. Peterson har berørt: Det er let at fordømme i ettertid. Men hvad havde du gjort, hvis du levede i 1939-45? Det er et ubehageligt spørgsmål vi alle bør stille os. Specielt alle de som er kollektivistisk anlagt.

Enkelte, inkluderet undertegnede, mener at folkets reaktion på den pågående pandemi viser hvor let europæere forfalder ind i det totalitære spor. Udgangsforbud, internering, vaccinetvang, splittelse, fordømmelse, übermensch, üntermensch. Rammstein udnytter de samme virkemidler, og dette kan selvsagt virke forvirrende.

Det, som virkelig driver Rammstein frem i toppklassen, er Lindemanns magiske og næsten skræmmende baryton, kombineret med en bundsolid rytmesektion med rytmeguitar, bas og bundsolid trommeslager. Sologuitarist Kruspe og Flake på keyboard bidrager med krydderier, lekenhet og charme.

Samtidig er den klassiske inspiration tydelig. Dalai Lama er inspireret af «Der Erlkönig» af selveste Goethe. Og sangen Haifisch henter sin titel fra første tekstlinje i Moritat von Mackie Messer af Kurt Weill og Berthold Brecht, fra den berømte Tolvskillingsopera. Denne sang er bedst kendt i sin amerikanske version Mack the Knife, blandt andet fremført af Louis Armstrong.

Fløjten fra Ute Lempers version kan muligvis have inspireret Rammstein til den næsten country-agtige intro til sangen  Engel, som også er en af mange sange, som fokuserer på dekadence og moralsk entropi.

Rammsteins melodier er ofte latterlig enkle, omtrent på niveau med børnesange. Men den intense fremføring, dynamikken og de musikalske præstationer gør dybt indtryk på mig.

Alle medlemmene i Rammstein er født i DDR. Flake har ved flere anledninger sagt at han savner livet før muren faldt, det var et enklere liv. Hvis han gik på pubben i DDR og bestilte en øl, så fik han en øl. Ikke hundrede alternativer. Lidt som Rema 1000-reklamen: En kaffe, tak. De havde ikke meget, men de havde nok.

Nu sløves vi af uendelige valgmuligheder, hundrede TV-kanaler og fyrre forskellige kaffetyper. Mens de friheder som virkelig betyder noget fjernes uden at nogen protesterer: ejendomsret, ytringsfrihed, kontrol og ansvar for eget helbred. Frihed er krævende, de færreste er i stand til at forstå eller værdsætte frihed.

Desuden medfører frihed også ansvar, noget som ikke passer ind i filosofien hos alle som hylder velfærdsstaten. Det er tryghed som er grundmuren i Maslovs behovspyramide. Frihed behandles som en lidt unødvendig luksus. Men i kulturens yderpunkter findes der kræfter som forstår hvad, der står på spil. Jeg regner Rammstein ind som en del af dette segment.

Bandet har aldrig ønsket at være politiske. De er gentagne gange blevet beskyldt for at være nynazister, nationalister og alle mulige skældsord. Længe bekymrede de sig ikke, men til sidst fik de nok. De udgav sangen Links, 2, 3, 4 for at understrege, at de tilhører venstrefløjen politisk. Nok en sang som er inspireret af Bertholdt Brecht.

Men Rammstein er absolut ikke woke, og de frygter ikke kontroverser. Og deres forhold til hjemlandet Tyskland er ikke antinationalistisk, men ambivalent.

Videoen til sangen  Deutschland blev en sensation, som gav Rammstein sin anden topplacering på de tyske hitlister. Kritikken var som forventet, siden det florerer med nazister, Holocaust-ofre og en smældlækker, sort kvinde som selve symbolet på den tyske stat: Germania.

(Jeg vælger ikke at publicere videoen til den anden Rammstein top liste sang, det kunne blive for meget for vore ældre læsere. Det må være nok at jeg nævner titlen: Pussy).

Men hvis man ser videoen med en smule historiske kundskaber og et åbent sind, så forstår man hvad Rammstein forsøger at sige. Det er en rejse gennem tysk historie, og viser hvordan Tyskland er bygget på en grundmur af både blod og storhed. Det er et Tyskland man både kan elske og fordømme, som teksten siger lige ud:

Deutschland, mein Herz in Flammen
Will dich lieben und verdammen
Deutschland, dein Atem kalt
So jung, und doch so alt
Deutschland!

Samtidig angribes frås, dekadence og eliter som ikke bekymrer sig om undersåtternes liv. Tyskland overlever ved at fortære sig selv. Vokalisten Lindemann optræder som jøde, nazist, Honecker, mafiaboss, og som romersk legionær med afskåret hoved.

Et klip fremstiller ham som bokser i Weimar-republikken, som slås for penge som er uden værdi. Et andet som drag queen i Rote Armé Fraktion. Vi ser stridsvogne som ruller med en gigantisk statue af Marx i baggrunden (som eksisterer i virkeligheden).

Og selv om Tyskland fråser på sig selv, så bliver det aldrig nok. Derfor antyder videoen en fremtidig ubådskrig i verdensrummet.

Den antyder også at spændingen mellem blod og storhed vil føre til at selveste dyret bliver født, som et varsel om en endestation for den tyske historie, og måske som et minde om de grusomme aspekter ved tysk historie. Første og anden verdenskrig var slem nok, men 30-årskrigen (1618-48) er fortsat den største katastrofe, som har ramt det tyske folk. Der findes ikke nogen eksakte tal, men et estimat tilsiger at Tyskland havde et befolkningstab på rundt regnet 40 % på landet og 33 % i byerne.

Efter min mening er denne video et rent mesterværk, som man bør se mange gange for at få alle detaljerne med.

Rammstein lægger ikke skjul på at de er kritiske til den amerikanske forbrugskultur og smagløse imperialisme. I sangen Amerika kommer elementet af børneviser tydelig frem, særlig når sangen fremføres af Palanka musikskole fra Ukraine.

Originalversjonen er selvsagt fantastisk, men jeg anbefaler at I tager et kig på denne nydelige fremføringen af svært unge musikelever fra Ukraina, som vistnok skal have øvet i et år for at mestre opgaven. Med lidt hjælp fra nogle lidt ældre unge på vokal og violin. Introen med en pige som ikke kan udtale bokstavet ”r” (og synger Amelika) er ubeskrivelig charmerende.

Musik kommt aus dem Weißen Haus
Und vor Paris steht Micky Maus

We’re all living in Amerika
Amerika ist wunderbar

Nach Afrika kommt Santa Claus
Und vor Paris steht Micky Maus

We’re all living in Amerika
Coca-Cola, sometimes war

This is not a love song
I don’t speak my mothers tongue

Rammstein er generelt vældig optaget af flammer. Flammerne er et symbol på ødelæggelse, men også et symbol på kampvilje, livsvilje, der Wille zur Macht. Og de pyrotekniske elementer under koncerterne er ikke filmtricks: Flere af bandmedlemmerne er blevet til dels alvorlig skadet under koncerter. Disse gutter bløder bogstavelig talt for kunsten. Men The show must go on.

Selv om Rammstein er mest kendt for sin nok så hårde musik, har de nogle eksempler, som viser bredden i det kunstneriske udtryk. Mein herz brennt i akustisk udgave, med Lindemann som en blanding af gal klovn og Jokeren, og Sven Helbig på klaver, viser hvilken enorm formidlingsevne han har som vokalist. Samtidig får han vist at kraften i Rammsteins musik ikke er afhængig af fuzz-guitarer, bas og trommer.

Teksten er en slags gyserhistorie for børn, som frygter monstrene under sengen, som kryber op fra kælderens dybe mørke, mens det dødsens bange barn hører «stemmen fra hovedpuden».

Nun liebe Kinder, gebt fein Acht
Ich bin die Stimme aus dem Kissen
Ich hab’ euch etwas mitgebracht
Hab’ es aus meiner Brust gerissen

Sie kommen zu euch in der Nacht
Dämonen, Geister, schwarze Feen
Sie kriechen aus dem Kellerschacht
Und werden unter euer Bettzeug sehen

(Kære barn, vær på vakt
Jeg er stemmen fra din hovedpude
Jeg har noget med til dig
Som jeg har revet ut av mit bryst

De kommer til jer om natten
Dæmoner, ånder, den sorte fe
De kryber op fra en sorte kælder
Og sniger sig ind under dynen)

Der er uendelig mange sange jeg kunne have nævnt. I den disco-lignende sang  Ausländer vender Rammstein op og ned på flygtningestrømmen, og viser europæiske bådflygtninge som ønskes velkommen af halvnøgne afrikanske unge piger som drager dem med ind i hytterne. Eller er det en kritik af kolonitiden? Det er umulig at vide når det gælder Rammstein.

I Rosenrot får vi beskrevet den europæiske, selvmedlidende svaghed, som gør at vor uendelige moralske hybris forvandler os til patetiske flagellanter – som pisker os selv i mødet med landsbyens (folkets) uskyld og renhed. Men hykleriet bliver gennemskuet af de enkle og uskyldige.

I den melodiøse Uhne dich viser Rammstein hvordan individer ikke kan klare sig uden et fællesskab. Men (og dette er vigtig): Vi må kunne vælge vore fællesskaber selv.

For selv om Flake savner den enkle hverdag i DDR, så er det ikke fordi han støttede regimet. Han (og flere andre medlemmer i bandet) var faktisk militærnægtere – noget som ikke var helt risikofrit under kommunisternes styre (for at sige det forsigtigt).

Derfor vil jeg afslutte med noget af det mest rå jeg har set af Rammstein: Du hast i en koncertoptagelse fra Paris.

Teksten spinner rundt de tyske ægteskabsritualer. Og svaret fra bandet er et utvetydig Nein!

Willst du bis der Tod euch scheidet
Treu ihr sein für alle Tage

Nein!
Nein!

Dette betyder ikke at Rammstein er negative overfor ægteskabet som institution. Flake har fem børn, men er skilt fra sin første kone. Lindemann holder fortsat sammen med sin ungdomskæreste. Alle er hvide og heteroseksuelle, de er ekstremt lidt påvirket af woke, selv om de støttede homoers rettigheder på en spektakulær måde ved at kysse hinanden på scenen i Rusland.

Men Du hast har en dobbelt betydning. Som det står skrevet betyder det «Du har». Men som udtalt kan det også betyde «Du hater» (du hasst).

Så Rammstein siger ikke nej til ægteskabet. De vender op og ned på Stieg Larson, og siger nein til «kvinder som hader mænd». Er dette en kritik af moderne feminisme? Jeg aner det ikke. Ambivalensen er ugennemtrængelig.

For mig er denne sang blevet som et kampråb. Sangen er så enkel at det er på niveau med «Lisa gik til skolen». Men optræden, fremføring, publikum, rytmik, tryk, pyroteknik og ren og skær brutal kraft og energi gør dette til en sang jeg aldrig bliver træt af.

Jeg bruger denne sang som en slags ventil for min egen indbyggede aggression. Måske I burde prøve det samme?

Vil du ha mere nedlukning?
Nein!

Vil du indgå i et fællesskab med nye landsmænd som hader alt du står for?
Nein!

Vil du se din økonomi blive ruineret på grund af klimatiltag uden påviselig effekt?
Nein!

Vil du at dine børn skal vokse op i et fattigt og utrygt land?
Nein!

Vil du deltage i den falske frivillighed?
Nein!

Afslutningsvis kan vi stille det samme spørgsmål, som Pink Floyd stillede i Mother i 1979:
Mother should I trust the government?

Svaret giver sig selv.
NEIN!

At en tysker får tusindvis af franskmænd til at adlyde sit mindste vink er kun en artig bonus. Her er Rammstein med Du hast – Live in Paris. Skru lyden fuldt op og tag høretelefonerne på. Særlig meget hårdere bliver det ikke!

Køb Lars Hedegaards nye bog her!