Statsminister Mette Frederiksen støttede islamisten Kodes Hamdi, da Hamdi offentliggjorde en mobilvideo og spredte racismeanklager i medierne.
Adskillige toneangivende folketingspolitikere fra rød og blå blok fulgte i statsministerens fodspor og bakkede op om den tunesiske familie. Men alt tyder på, at statsministeren og hendes kollegaer har stukket hånden i en islamistisk hvepserede, hvor islamisk terror og planer om et missilangreb på et passagerfly er nogle af ingredienserne. Sagen med den tunesiske familie, der mener, at den er udsat for racisme, dækker over en dunkel sandhed. 29-årige Kodes Hamdi bor med sin familie i Holbæk. Hendes far, Abdelhamid Hamdi, leder en rabiat stormoské i København, der har tætte forbindelser til islamistbevægelser med en grufuld terrorfortid.
Kodes Hamdi har tidligere arbejdet som talsperson og frontfigur for den selvsamme stormoské. 55-årige Abdelhamid Hamdi er formand for både Dansk Islamisk Råd og Danmarks største moské, der går under navnet ‘Hamad Bin Khalifa Civilisation Center’ / Københavns Stormoske. Moskeen ligger i Rovsingsgade i København. Den omtales derfor også som Moskeen i Rovsingsgade.
Abdelhamid Hamid og hans familie kom til Danmark som kvoteflygtninge i 1999, hvor de rejste fra hjemlandet Tunesien. Den religionsuddannede mand støttede islamistbevægelsen Ennahda, der kæmper for et islamistisk samfund i det nordafrikanske ferieland. Op igennem 1990’erne og de følgende årtier bekæmper det tunesiske styre islamisterne. Det tunesiske styre ønsker ikke sharia og ufred i landet.
Derfor flygter Abdelhamid Hamdi og familien til det kristen-sekulære Danmark, hvor han kan sprede islamisme og videreføre sine ideer uden modstand fra myndighederne.
I Danmark får Abdelhamid Hamdi opført en stormoské, der bliver finansieret med mindst 227 millioner kroner af shariadiktaturet Qatar. Da stormoskéen åbner i 2014, er et centralt medlem af den tunesiske islamistbevægelse Ennahda på gæstelisten. Det drejer sig om islamisten Abdelfattah Mourou, der er rejst fra Tunesien for at støtte Abdelhamid Hamdis storladne mosképrojekt på Nørrebro.
Abdelfattah Mourou er medgrundlægger af islamistbevægelsen Ennahda. I 2011 ruller en islamisk revolution indover Tunesien, og præsident Ben Ali bliver afsat og må flygte til Saudi-Arabien. Ennahda-bevægelsen og Abdelfattah Mourou spiller efterfølgende en nøglerolle i Tunesien, hvor de sørger for, at islamismen igen kan sprede sig i det ellers vestligt inspirerede og sekulære land.
Men hvad er Ennahda-bevægelsen, og hvem er prædikanten Abdelfattah Mourou, der har kæmpet for islamismen i en menneskealder?
I 1960’erne danner Abdelfattah Mourou shariaorganisationen Jamâa Al-Islamiya, der udbreder en konservativ og ‘ren’ form for islam. Der er tale om den berygtede ‘salafisme’, der en bogstavtro form for islam, hvor man efterlever sharialovens paragraffer om eksempelvis stening og piskning af kvinder. Abdelfattah Mourou bekæmper det tunesiske styres planer om et vestligt inspireret samfund, hvor islam ikke er grundlaget. Abdelfattah Mourou og hans medsammensvorne begynder at blande politik og islam sammen for at opnå deres religiøse mål.
Ennahda-bevægelsen ser dagens lys i 1988, og nu begynder en årelang islamistisk kamp om magten i Tunesien. Det tunesiske styre frygter, at shariapolitikerne vil destabilisere landet, som der er utallige eksempler på i Mellemøsten. Her har islamismen ført til borgerkrig, fattigdom og blodsudgydelser. I begyndelsen af 1990’erne begynder Ennahda at vise sit islamistiske terroransigt. De mange års shariakamp veksles til reelle terrorhandlinger og religiøs opstand.
Ennahda-bevægelsen opfordrer det tunesiske folk til at igangsætte et shariaoprør i sommeren 1990. Islamister, med forbindelser til Ennahda, nedbrænder et kontor, der tilhører deres politiske modstandere. En vagtmand omkommer i flammerne. Myndighederne fortæller, at brandofferet var bundet med et reb. Få måneder senere afdækker de tunesiske myndigheder en overordnet plan, der viser, at Ennahda-bevægelsen har planlagt at omstyrte det tunesiske samfund med vold og terrorangreb. Målet er at etablere en islamisk stat som den, Islamisk Stat etablerede i Syrien og Irak.
De tunesiske myndigheder finder ud af, at Ennahda-terroristerne har planlagt at skyde den daværende præsident Ben Alis fly ned med et skulderaffyret jord til luft-missil. Planen er at smugle et højteknologisk Stingermissil fra Afghanistan til Algeriet – og videre ind i Tunesien. I 2012 indrømmer Ennahdas medstifter, Abdelfattah Mourou, at der var konkrete terrorplaner om at nedskyde et passagerfly i 1991.