Frankrig flommer over med analyser af landets bedrøvelige tilstand, men ingen sætter fingeren på det væsentligste, mener den algeriske forfatter Boualem Sansal: Landet kender ikke længere sig selv. Ej heller lærer det af historien. For at præcisere det støtter han sig på den arabiske filosof Ibn Khaldoun.

«Kend dig selv» lød en indskrift på templet i Delfi, som idealet nogle af de tidløse visdomsord, antikkens grækere efterlod os. Samme sted advares der mod eksesser og hovmod, men om vi skal tro verdens måske skarpeste observatør af Frankrig, er det fremfor alt manglen på selvindsigt, som er mest skrigende der til lands – og måske ikke bare der.

Den algeriske forfatter Boualem Sansal har de sidste tyve år gjort sig bemærket internationalt med en række store romaner, herunder den dystopiske fremtidsvision «2084». Det ville ikke være ufortjent om han vandt Nobels litteraturpris. Den senere tid har hans analyse af det franske samfund alligevel gjort lige så stort indtryk, med en unik kombination af intellektuel autonomi, originalitet og træfsikkerhed.

I en kronik i Le Figaro tirsdag har Sansal næsten overgået sig selv. Med genial enkelhed sættes skabet på plads: Frankrig kender ikke længere sig selv, fastslår han. For virkelig at banke det ind støtter ræsonnementet sig på en af den islamske verdens største tænkere gennem alle tider, nemlig den arabiske filosof Ibn Khaldoun (1332–1406).

Sansal tager udgangspunkt i et spørgsmål mange franskmænd stiller sig: Hvor går Frankrig hen?

Svaret er langt henad vejen at finde i spørgsmålet. Hvis vi spørger os selv, hvad der skal blive af os, er det fordi vi ved at vi er svækkede, fortabte og ude af stand til at undgå en vanskæbne på egen hånd. Under ligger der også et råb om hjælp. Vi håber, vi venter, og vi klynker for at fremkalde barmhjertighed…

I mellemtiden sætter franskmændene ord på sine følelser af ubehag. Oceaner af ord – fremfor alt om ubehagets angivelige årsager, som om døden er mindre smertefuld med viden om dødsårsagen.

Den som er levende, ved hvor han går – og gør det med selvtillid. Den, som ikke er vital, prøver at bortforklare det.

Franskmændene går aldrig tomme for ord. De har sat tusind navne på de onder som hærger i deres land, og de tror de kommer nærmere sandheden ved at gentage dem i det uendelige som mantraer.

Overskrifterne, bogtitlerne og debatterne kværner ustandseligt på de samme temaer:

Forfald, dekadence, fallit, deklassering, kolonisering, identitet, retræte, moskeer, befolkningsudskiftning, islam, imamer, fængsler, civilisation, hijab, jihad, aggression, islamofobi, forstæder, territorier, inkompetence, amatørisme, feminisering, nordafrikanere, LGBT, Big Tech, racisme, woke, anti-hvidhed, antisemitisme, antisemitter, antizionister, Allah, jøder, had, kristne, muslimer, terrorisme, angreb, blasfemi, minoriteter, ofre, kirken, syrer, koder, uhøflighed, nedslagtning, landemærker, autoritet, suverænitet, Koranen, hadither, halal, haram, harem, materialisme, spiritualitet, gæld, Europa, Muhammed, budbringeren, inshallah, globaliseringen, præsidenten, drukkultur, ministre, billigsalg, bureaukrati, korruption, emigration, statistik, demografi, kriminalitet, eksperter, TV, pressen, subsidier, frigørelse, Kassandra, varslere, rap, indfødte, patrioter, bobo-er, islamvenstre, kommunikation, ironi, gule veste, dissidenter, borgerkrig, trojanske heste, anger, offermentalitet, Algeriet, Afrika, Tyskland, Bruxelles, Maastricht, Brexit, Frexit, Qatar, Mekka, Kina, Putin, Erdogan, parlamentsmedlemmer, hjemmefødninger, IS, folkemord, etc. Listen er lang.

Men hvad om ikke en eneste af disse ting er vigtigst? Denne ordflom siger ikke noget fundamentalt, mener Sansal. Problemerne er fremfor alt inde i os selv:

Sandheden er at Frankrig lider af sig selv. Frankrig kender ikke længere sig selv, og anerkender ikke sig selv, og det er den værste sygdom. Nogen gange får jeg indtryk af at Frankrig er et muslimsk land, som føler sig eksistentielt truet af horder af vantro.

For den algeriske forfatter findes den bedste nøgle til indsigt i dagens Frankrig hos en arabisk filosof som døde for mere end seks hundrede år siden:

Det overrasker mig at ingen har nævnt dette ord: muqaddima. Det siger alt både om ondet Frankrig lider af og om bodsmidlet. Muqaddima er titlen på en tekst hvor forfatteren – ingen ringere end den store Ibn Khaldoun – forklarer hvordan imperier fødes og dør. Den burde være sengelæsning for alle franskmænd som er bekymret for børns og landets fremtid.

I dette værk – som Bogklubbens Kulturbibliotek i 2012 udgav på norsk med titlen «Al-muqaddimah: bogen om lærdommene, med en introduktion til verdens historie» – finder læseren elementer som bringer tankerne hen både på Montaigne, Montesquieu, Tocqueville og Machiavelli, skriver Sansal.

Han henter analysen af dagens Frankrig ret ud af værket:

Imperier bygges ved at afvæbne befolkningerne, opløse den traditionelle solidaritet som sikrer den sociale sammenhængskraft (han mynter et eget ord for det: asabiyya), gøre folk til genstand for langsommelige og arrogante offentlige myndigheder, og gøre dem afhængige af en almægtig centralmagt – og desuden terrorisere dem med stadig flere skatter.

Dette kan ikke stå på til evig tid, skriver Sansal, for før eller senere udløser en sådan magt en stormfuld vrede, så den falder for sit eget greb.

Men i mellemtiden gør magten stor skade:

Det bliver nødvendigt at engagere fremmede lejesoldater eller de krigerske stammer på ydergrænserne, og derefter skaffe til veje lejesoldater og krigsførende stammer hos nabostaterne, som udnytter denne svaghed for at skaffe sig magt (syndromet med janitsharerne i det ottomanske imperie, eller mamelukkerne i Egypten). Hvis de ikke kan kvitte dem, åbner de op for dem i magtens cirkler i håb om at de bliver civiliserede og integrerer sig.

Det er ikke så mange tilpasninger man må gøre til denne historiebeskrivelse for at få den til at passe på samtiden: Frankrig åbnede for afrikansk indvandring, og må i dag forholde sig til islamisk voldsmagt efter forgæves forsøg på integration:

Efter at være mislykkes i denne proces, outsourcet Frankrig politimyndighed og lokalt selvstyre til islamisterne for at genoprette orden i republikkens tabte territorier

Dette har ført landet ind i en ond cirkel, mener Sansal: Frankrig har givet anerkendelse og adelstitler til islamister, landet har betroet opgaven med at redde forstæderne fra kriminaliteten. Det er ensbetydende med at give magt til islamiske lande. Det er blevet en ond cirkel.

I den befinder Frankrig sig – lamslået, groggy, bundet på hænder og fødder. Og utilsigtet har landet gjort sig til mål for jordomspændende jihad.

Dette går det ikke an at snakke sig ud af. Der behøves kløgt og handlekraft:

Det Khaldoun lærer os, er i grunden at det altid er den smarteste, stærkeste, hurtigste og mest grusomme som vinder.

Men dagens Europa er ingen af delene. Fjenden vejrer at Frankrig er for sløvt og slapt til at indse, hvad der foregår.

Sansal er nordafrikaner, men han ser på Frankrig med kærlig medynk. Han vil landet som har haft en formativ virkning på ham selv, alt vel:

Hvordan komme ud af denne fælde? Den geniale Ibn Khaldoun har svaret: Vi må hurtigst mulig skaffe os en produktiv økonomi som ved hvordan den skaber velstand, viden, færdigheder og morgendagens jobs, og som ved hvordan erobrermentaliteten kan spredes i samfundet.

Det er ikke bare Frankrig som er lysår væk fra denne vitale tilstand. Erobring er det sidste dagens europæere tænker på. Hele Vesteuropa er at sammenligne med en gebrækkelig og mentalt svækket olding som lever på opsparede midler, og frygter at kontoen snart går tom.

Ødelæggelsen er langt fremskreden. Frankrig har allerede tabt meget: sin genialitet, sin kultur, sit sprog, sine værdier, sine færdigheder, sine territorier…

Ibn Khaldoun indprenter os at vi må lære af historien, fastslår Sansal. Vi slipper ikke fra den. Men hvis man lærer af den, er det mulig f.eks. at hente inspiration fra dem som styrer sine lande bedre her og nu. Sansal er behjælpelig med at pege på eksempler: Både Japan, Sydkorea og Israel har velfungerende samfund.

Sansal har ikke opgivet alt håb på Frankrigs vegne: Landet har fortsat en smule vitalitet tilbage, og kan komme tilbage, skriver han.

Man skulle gerne have haft lidt af den samme tynde stråle af optimisme, ikke mindst på Danmarks 0g Norges vegne. Hvis nøglen til overlevelse er at kende sig selv, er danskerne og nordmændene ilde stedt. Hvis manglende introspektion var en olympisk øvelse, ville Danmark og Norge let havne på sejrsskamlen.

Det bedste er nok om franskmændene først viser, hvordan man gør det. Hvis de da kan.