Det er sørgeligt at måtte sige det, men ingen kan længere have ringeste tillid til Mette Frederiksen og hendes regering. Ikke efter at hun er vendt på en tallerken og nu mener det stik modsatte af, hvad hun lovede befolkningen for blot få uger siden, nemlig at terroristkvinderne fra Islamisk Stat under ingen omstændigheder skulle have lov at komme til Danmark. Hvad PET måtte mene om sagen – nemlig at det var bedst at hente kvinderne – måtte stå for PET’s regning, for regeringen havde en anden holdning.

Som justitsminister Nick Hækkerup har forklaret: “PET har lavet deres vurdering, og det er jo fair nok. Den stemmer bare ikke overens med regeringens politik, og vi er ikke forpligtet til at indordne os efter, hvad en styrelse måtte mene.”

Regeringen prøver nu at udbrede det indtryk, at trusselsvurderingen i forhold til Islamisk Stat har ændret sig. Der er ingen grund til at tro på den forklaring. Derimod er det tydeligt, at Mette Fredriksen har bøjet sig for pres fra Enhedslisten, SF og De Radikale, der også i denne sag gør, hvad der står i deres magt for at ”rematerialisere” samfundet (for at bruge et moderne udtryk fra Kunstakademiet), og til det formål er intet redskab så effektivt som islam. Hvad deres motiver er, må man gisne om. Humanisme og omsorg for de svageste er det i hvert fald ikke, for så ville de ikke udsætte deres landsmænd for at skulle leve i frygt for dybt radikaliserede kvinder og deres lige så radikaliserede børn.

Som Inger Støjberg bemærkede for et par dage siden, er det blot et spørgsmål om tid, før danskerne høster frugterne af denne indsats. Man er derfor tvunget til at konkludere, at de rabiate partiers pres på regeringen skyldes had til Danmark og den vestlige civilisation – det fænomen, som den engelske filosof Roger Scruton har kaldt oikofobi, had til hjemmet. Som Pernille Skipper fra Enhedslisten udtrykte det i 2016, ville hun ikke ”tages som gidsel af hvide, racistiske mænd”, der kun var ude på at angribe ”muslimer eller mennesker af en anden hudfarve over en bred kam”.

De tre partiers indstilling og handlemåde er velkendt. Men de færreste havde forestillet sig, at de havde styrke til at koste rundt med regeringen i en så skelsættende sag som import af Islamisk Stats efterladenskaber. .

Men havde Mette Frederiksen ikke bøjet sig, ville de måske have trukket tæppet væk under hende. Så havde hun et valg? Ja, det havde hun. Hun kunne have sagt til Rosa Lund og hendes kammerater, at hvis de ville have folketingsvalg, skulle de få det. Valgets tema ville blive: Ja eller nej til terrorister i Danmark. Et sådant valg ville Socialdemokratiet med lethed kunne vinde, mens det ikke ville gå godt for SF og De Radikale og måske ikke engang for kommunisterne i Enhedslisten.

Vi kommer nu til det egentligt skræmmende, nemlig at den socialdemokratiske regering ikke tør sætte sig op mod partier, der vil bringe Danmark og den vestlige kultur til fald. Det betyder, at vi ikke kan stole på et ord fra Mette Frederiksen og hendes ministre. Før de vover at omsætte ordene til handling, skal de indhente tilladelse fra samfundsomstyrterne.

Jeg skal afstå fra at karakterisere en sådan regering, for jeg vil ikke have besøg af politiet.

Jeg skal indskrænke mig til at bemærke, at jeg indtil for få dage siden troede, at Mette Frederiksen og hendes regering oprigtigt prøvede at standse folkeudskiftningen og islamiseringen.

Den illusion er bristet.

Køb Lars Hedegaards nye bog her!