Kommentar

”I vor kultur går man mere op i at få tilkendt offerstatus og få den frem i offentligheden end at demonstrere stoisme eller heroisme ”

Murray

Er  man et offer,    har man på en eller anden måde  vundet eller i det mindste fået et forspring i tilværelsens store undertrykkelseskapløb. Således  lyder en af social-justice-bevægelsen vigtigste antagelser: At undertrykte mennesker (eller mennesker der kan hævdes  at være undertrykte)  på en eller anden måde er bedre end andre, og at der er en vis anstændighed, renhed eller godhed forbundet med at være en del af en sådan gruppe. Mao  der er gået politik i det. 

1.  Og vi ved udmærket, hvad det betyder,  når ”der er gået politik i det”,  det  kan fx dække over  at en sag der burde afgøres på pragmatisk vis ved at bruge den sunde fornuft,  i stedet bliver behandlet som en sag, hvor ideologiske, politiske,  ja endda  følelsesmæssige overvejelser spiller en større rolle end vederhæftige analyser af den konkrete problemstilling for eller imod.  Det skete med klima-diskussionen  i  00`erne  hvor  Bjørn Lomborg kom med de ”forkerte betragtninger”  og derfor måtte indstævnes for rådet vedrørende videnskabelig uredelighed  for at blive  sat på plads. 

 Senere   bredte disse tanker sig med lynets hast til andre områder som fx  race, religion, køn  og seksualitet,  der  hver for sig  blev slagmarker for identitetskrigeres jagt    de forkerte meninger. –  

Her er tale om  minoritetstyrannier af værste skuffe,  som via internettet har tilranet sig et kulturelt magtmonopol,  der får ledende universitetsfolk og bestyrelser  til at ryste i bukserne og krybe til korset  ved  den mindste antydning af kritik.  Fx  blev noget så  uskyldigt som den danske sang  der var ung blond pige genstand for et identitetshysterisk udbrud,  der straks  fik  universitetsbestyrelsen til at få sangen fjernet  fra Højskolesangbogen,  angiveligt fordi sangen  var racistisk!   Som det vil vise sig,  taler vi  her om en verden af internet-bårne fornærmelser, hvor ingen ved hvem der er bemyndiget til at bære over med en krænkelse,  men hvor alle er motiverede til at føle sig krænket og få mest muligt ud af det. – 

2. Islam-kritikeren Ayaan Hirsi Ali  havnede tilbage i 2014  i en polemik om en ærestitel ved Brandeis University i Massachusetts. Det amerikanske universitet havde bebudet, at Ali ville få en æresbevisning ved dimissionsfesten 18. maj. Inden der var gået en uge, blev denne  beslutning dog trukket tilbage efter protester fra en del af underviserne, kritik fra bloggere og efter en underskriftsindsamling på nettet iværksat af en studerende – en indsamling som ifølge The New York Times på kort tid samlede tusinder af underskrifter.

Avisen skriver, at universitetsledelsen på Brandeis otte dage efter at have offentliggjort Ali som kommende modtager af æresbevisningen trak beslutningen tilbage som følge af den voksende kritik. –  »Vi kan ikke se bort fra, at visse af hendes tidligere erklæringer ikke er i samklang med Brandeis University`s kerneværdier,« lød det i en erklæring. Hvordan  var man nu kommet  på den ide,  alle vidste jo  hvad  Hirsi Ali stod for. Hendes nære ven Theo van Gogh havde jo fået halsen skåret over ti år forinden,  så hvorfor nu al denne ståhej?  Kritikken af Ali gik på , at hun flere gange har rettet hårde angreb mod  islam, som hun blandt andet har kaldt en »dødskult« og har sagt, at »vi er i krig med islam«. The New York Times henviser til, at blandt andre USAs tidligere præsident George W. Bush og den tidligere britiske premierminister Tony Blair efter 11. september-terroren og angrebene på Afghanistan og Irak understregede, at man var gået i krig med terrorgrupper og ikke islam som sådan. Og  samme aften få timer efter at tvillingetårnene var sunket i grus og 3000 mennesker  omkommet havde Bush erklæret, at islam var fredens religion. Havde den ikke været det før,  blev det herefter en af de vedtagne sandheder, som  de politisk korrekte har gjort til et dogme ved siden af de andre som fx at alle kulturer er lige gode,  at Europa  bør bøje sig i støvet da de har kolonialt blod på flaget så at sige, at racisme er en af den hvide mands syndere – at køn er en konstruktion  o.l.

3. Det er ikke sikkert, at polemikken slutter her for det amerikanske universitet. Nogle kommentatorer har meldt sig på banen og kritiseret, at universitetet bøjer sig for pres. Kritikere af Ali understreger, at de er imod universitetets intentioner om at ære hende, men at hun har ret til at udtrykke sine holdninger, og at hendes personlige fjendskab over for islam kan være forståeligt. Ali er født i Somalia, hvor hun blandt andet blev udsat for omskæring. Senere kom hun til Holland, hvor hun blev valgt ind i parlamentet og var med til at lave den omstridte film »Submission« om muslimsk undertrykkelse af kvinder.  

Alt dette er velkendt,  det jeg vil fokusere på er den hastighed hvormed gårdsdagens sandheder i  dag bliver erklæret for løgne  og bedrag. Først vil man hædre en modig religionskritiker  for så  straks at trække hensigten  tilbage.  

Godt nok er der  ofte navne på de tweets og mails  der farer gennem æteren, men hvis de skal have tyngde,    må en usynlig hær af følgere  være en del af tidens strømninger,  og her er det anonymiteten kommer ind i billedet – internetkrigere der påberåber sig en minoritets offerstatus  kan tilrane sig en kolossal magt ved at hævde sig krænket,  og den der føler sig mest krænket får mest opmærksomhed.  Hele dette krænkelseskompleks  skal ses i sammenhæng med identitets- og wokeparadigmet. Disse udgør en slags frisættelse af rettighedsmentalitet-tanken og betyder et vågent øje for ukorrekt adfærd og sprogbrug. – 

Mht køn,  har man  set at den kemi og biologi  man  kunne kalde for hardware  i løbet af de sidste tyve-tredive år er  blevet til  software. Køn er blevet en konstruktion, lige som sandheden  også ses som en eurovestlig  konstruktion.  Der er ingen sandhed længere. 2+2  er ikke 4  men  = racisme!  Man er ikke længere sort eller farvet, men  ”personer af farve” (Murray 2019 s. 216)  En monografi om den venstrepopulistiske identitetspolitik og radikal-feminismen

Rettighedstænkningen der er uadskilleligt forbundet med offergørelsen  (af minoriteter) kommer ind her  – Er  man et offer eller hævder at være det,  så har man på en eller anden måde  vundet eller i det mindste fået et forspring i tilværelsens store  undertrykkelseskapløb. Således  lyder en af social-justice-bevægelsen vigtigste antagelser: At undertrykte mennesker (eller mennesker der kan hævdes  at være undertrykte)  på en eller anden måde er bedre end andre, og at der er en vis anstændighed, renhed eller godhed forbundet med at være en del af en sådan gruppe.   I sin bog  skriver Murray om henholdsvis homoseksualitet, kvinder, race og transkønnethed  og dokumenterer tilstanden og de midler, hvormed aktivister udøver pres på institutioner og enkeltpersoner. I supplerende kapitler redegør han for, hvorledes marxismen og den teknologiske udvikling udgør et grundlag for de bevægelser, der nu hærger vore samfund –

Vi  ser  det herhjemme om end i mindre skala,  når minoriteter (religiøse eller seksuelle) bliver gjort til ofre og derefter  får rettigheder og særstatus.  Der er tale om en postmarxistisk bevægelse, en  migrerende totalitarisme,  hvor venstreorienterede normstormere ved hjælp af medierne får fortolkningsmonopol i den udstrækning at de herskende medier deler  ideologi med venstrefløjen.   

Vi  kender  fx sagen om  skuespilleren  Scarlet Johansson  der  ikke måtte spille en transperson, da hun ikke selv var det,  eller J. K. Rowling,  der kom for skade at sige  at der biologisk set  var to køn!  Og så  kom der gang i krænkelseshysteriet.  Den slags har vi været vidne til  i årevis, med et manisk hysterisk fokus    fx klimaet,  Coronaen, EU,  Trump  og sporten bliver sendefladen så at sige fyldt op,  og så  kan vi enten slå os til tåls eller selv søge  oplysninger om, hvad der sker i et land som Frankrig og  andre steder – 

Bortset fra dette så er det som krænker mig mest de politisk korrektes trælbundne sind, der  ikke kan rive sig løs fra offergørelsen  og den stærke overbevisning om at virke i godhedens tjeneste,  hvorfor de mest umulige tanker  får lov til at slå rødder  i deres hjerner, se dette  finder  jeg  over al måde idiotisk  og kvalmende,  og hvis det ikke var for det faktum at de arbejder  i mediernes tjeneste  kunne vi  bare lukke øjnene i  to sekunder og glemme dem. 

 En gang talte man om  noget man kaldte Public Service.  I dag  er der som bekendt tale om en statsfinansieret propagandacentral,  et fyrtårn for politisk korrekthed der synes at bøje sig for identitetspolitik, (politiseringen af alting)  og social-justice-bevægelsen.  woke-paradigmer med kulturel appropriation og forsøget på at kapre seernes og lytternes bevidsthed,    udviklingen blot kan fortsætte  med business as usual   

. 

Douglas Murray  Hordernes Hærgen (2019)