(Mattias Tesfaye i Rwanda, 28. april 2021; Foto: Twitter)

Tilbage i 2018 offentliggjorde Socialdemokraterne en større plan med titlen ‘En udlændingepolitik der samler Danmark’. Punkt 1 var oprettelse af ‘et modtagecenter udenfor Europa’. Det var det partiet gik til valg på året efter, og det var en af de væsentligste grunde til at Dansk Folkeparti er sendt til tælling.

Ikke desto mindre gik det værdipolitiske venstre i selvsving, da de opdagede at Mattias Tesfaye havde forhandlet en plan med Rwanda, formentligt med henblik på oprettelse af modtagecentre. Radikale Zenia Stampe mener ‘højrepopulismen’ har inficeret dansk politik, men det er vel nærmere sådan, at flertallets holdning ikke mere trynes af et svenskrødt mindretal.

God klumme af Bjarke Larsen, der kan siges at tilhøre den mere realistiske venstrefløj. Set hos POV International – Bare (u)rolig – der kommer mange flere stramninger.

“7,6 pct. 11,9 pct. eller 16,0 pct. De tre tal fortæller, hvor stor en andel af den danske befolkning, der vil være muslimer i 2050 alt efter, hvordan udviklingen går i de kommende år. I 2016 var tallet 5,4 pct. De tre tal udgør en væsentlig del af forklaringen på, at et stort flertal i Folketinget står bag den ene stramning efter den anden af reglerne for at få asyl, familiesammenføring mv. Og forklarer, hvorfor den ophidsede debat om hjemsendelse af syriske flygtninge og oprettelse af et asylcenter i Rwanda langt fra er de sidste diskussioner om nye stramninger, vi vil se. …

Skal de ‘indvandringsvenlige’ vende denne udvikling og stoppe stramningerne, skal de gå i dialog med ’strammerne’ om, hvordan flertallet af danskere oplever ovennævnte problemer i hverdagen. Altså dialog for alvor, hvor de tager de problemer, flertallet oplever, alvorligt, forholder sig til dem og anviser realistiske måder at løse udfordringerne på.

Det gælder ikke mindst de ”indvandringsvenlige” partier: hvornår har Zenia Stampe eller Pernille Skipper af egen drift taget disse problemer op? De handler altid reaktivt (altså reagerer på udspil og debatindlæg fra andre) og ikke proaktivt (hvor man af egen drift tager et problem op), og fremstår derfor utroværdige for ”strammerne”, når de påstår, at de skam også tager problemerne alvorligt.

At lave opslag på de sociale medier om at ”skamme sig over at være dansker” og kalde ”strammerne” racister og fremmedfjendske kan give mange likes fra dem, man deler holdning med, men det flytter ikke debatten. Så længe flertallet føler sig overbevist om, at det kræver to, tre eller fire generationers hårdt arbejde at få alle integreret med succes (i modsætning til førnævnte chilenere, vietnamesere eller amerikanere), vil der være solidt flertal for den strammest mulige kurs.”

Zenia Stampe er ikke enig:

“Jeg har tænkt mig at kæmpe lige så indædt mod Socialdemokratiets magtarrogance og fremmedfjendske politik, som jeg kæmpede mod de borgerliges ditto. Og ærligt talt: Vi har ikke brug for en ny midte mellem to sorte huller. Vi har brug for et opgør med den højrepopulisme, som har inficeret dansk politik og ædt både liberalismen, konservatismen og socialdemokratismen op.”(Zenia Stampe, Facebook, 5. maj 2021)