Nørrebro. Foto: Steen Raaschou

”Jeg må sige, at jeg ikke går og aldrig er gået ind for at skabe social og politisk  lighed mellem den hvide og den sorte race på nogen som helst måde, at jeg ikke går og aldrig er gået ind  for at gøre negrene stemmeberettigede eller udnævne dem til nævninge, ej heller  kvalificere dem til offentlige embeder eller til at gifte sig med hvide mennesker. Derudover må jeg sige, at der består en fysisk forskel mellem den hvide og den sorte race, som jeg tror for stedse vil forbyde de to racer at leve sammen på lige sociale og politiske vilkår. For så vidt de ikke kan leve sammen på denne måde, må der, mens de lever side om side, være en overordnet og en underordnet, og jeg går lige så meget som alle andre ind for, at den hvide mand skal have den overordnede stilling”   (uddrag af en debat som Lincoln førte med Stephen A. Douglas i 1858) – 

Se hvem skulle have troet dette,  den mand der tre år senere startede  en  borgerkrig  foranlediget af at elleve stater trådte ud af Unionen i det de bl.a. fastholdt retten tik at have deres egen livsstil og økonomi. Det var ikke en konflikt der  primært drejede sig om slaveriets ophævelse.  I dag betragtes Lincoln som en af de største præsidenter USA  har fostret,  og  der er et kæmpemæssigt monument for manden i Washington,  så den politisk korrekte  Katrine Dirckinck Holmfeld  ville behøve en mindre hær af  overenskomst-ansatte arbejdere til at vælte Lincoln  i  havet.   –  

Hertil  vil  jeg blot sige, at Lincoln  er født i  1809 og voksede op i en tid,  der ikke havde hørt om me#too  og BLM. Tiden var en anden;  sådan er det,  indlysende og ligetil. 

Fyrre år senere formulerede en  i sin tid  meget progressiv  forfatter sig  på denne måde: 

”Og hvordan vil den nye stat så behandle de laverestående racer? Hvordan vil den behandle de sorte? ..de gule? ..jøderne?…de sværme af sorte, brune, hvide og gule mennesker, som ikke lever op til de nye krav om effektivitet? Verden er nu en gang verden og ikke en velgørenhedsinstitution,  og jeg går ud fra, at de må forsvinde …Og det etiske system for disse mennesker i Den Nye Stat, det etiske system, som vil være fremherskende i verdensstaten,  vil især blive udformet til fremme for fremavlen af, hvad der  er storartet, effektivt og smukt inden for menneskeheden – smukke og stærke legemer, klart tænkende og stærke sind…Og den metode, som naturen hidtil har fulgt i udformningen af verden, hvorved svagheden er blevet forhindret i at forplante svagheden..er døden…Menneskene fra Den Nye Stat vil have et ideal, som gør drabene umagen værd”  (1902 New Republic) –

De fleste vil nok huske Wells for Klodernes Kamp og ikke for denne bog.  Men den har altså også været med til at forme  tidsånden,  den Zeitgeist,  som  Hitler virkede  i,  indtil 1945.  Fra det 19. århundrede kunne man nævne, Juni-Grundloven 1849 og   Arternes Oprindelse af Darwin fra 1859,  –  i det 20. århundrede 1914-1945, senere kom  den kolde krig, Gandhi  og koloniernes løsrivelse, Luther King, Vietnam-krigen,  1968,  Den iranske revolution  i 1979 – Reagan 1982 – Gorbatjov  og murens fald  1989 – 2001  11. 9  –  Muhammedkrisen  2005-06…  alle disse årstal markerer vigtige  vendepunkter  i  det jeg her betegner som tidsånden.  

1.  Når en mand som Enoch  Powel  faldt ud og blev dømt ude af” det gode selskab” efter den berømte Rivers- of Blood-speech,  havde han ikke taget tidsånden i ed. Der kunne sikkert nævnes en række andre årstal og begivenheder i det 20. århundrede,  her vil  jeg blot fokusere  på det,  der for mig er  det interessante , nemlig hvordan denne tidsånd skabes og ændrer sig, af og til med en pludselig kraft, andre gange langsomt og umærkeligt. Fx  kan man i  1939  se to aspekter af tidsånden  tørne sammen  i  slutningen af trediverne hen imod   2. Verdenskrigs begyndelse,  Hitler  ønsker at komme i gang med krigen  og  har ladet sin hær stå opmarcheret  ved Polens grænse mod Tyskland,  den engelske premierminister Chamberlain  rejser bævende til Berchtesgaden og  lander  optimistisk  i  London med den lille papirlap,  ”Peace in our time”  og  havde man ikke set,  hvad der  var sket i Tyskland i de foregående år, kunne man foranlediges til at tro på den  side af tidsånden,  der handlede om  at fred stod over krig…(skønt det meste af Europa stod i diktaturets tegn). Derefter sejrede den del der handlede om krig  og det gav os senere den morale, der lyder,  hvis du vil fred,  må du ”forberede dig på krig” – 

 2. Efter 1945 kom kloen til at dele sig i  tre store social-politiske amorfe enheder, der var den første verden, dvs den  vestlige,  Nordamerika og Europa plus Australien og New Zealand,  så  var der den anden verden, den socialistiske blok  der bestod af USSR, Østeuropa  og Kina, mens resten af verdens stater blev betegnet som den tredje verden,  engang kaldet U-lande ) I takt med det kulturradikale blik på verden,  kom sidstnævnte til at hedde NIC,  (Newly Industrialised Countries:  Og mens Mellemøsten,  Bangladesh, det meste af Afrika,  Kina (borgerkrig), Korea,  osv, lå  i årelange krige før og efter løsrivelsen vendte Europa, Vesten blikket indad  i selvkritik,  for var det ikke netop de europæiske stormagter England,  Frankrig, Belgien og Holland,   der havde kolonier, som de kun tøvende og ikke uden kamp  overlod til  selvstyrets trængsler, de samme magter der havde været i krig i to omgange,  altså  var det kun rimeligt at rette et selvkritisk blik mod hele denne kultur, der åbenlyst ikke kunne finde formlen på fred.  – Hvis tidsånden indtil 2. Verdenskrig overvejende havde undertoner af racisme, vestlig national-chauvinisme og ”hvid mands byrde”,  blev den nu domineret af selvransagende oikofobi (irrationel skyldfølelse og had til egen kulturel baggrund)  –  se fx  på hvor meget  en  forfatter som Said  er læst og hypet,  her får vestlige intellektuelle  rigelig  grund til at dyrke skyldfølelsen  over for den tredje verden,  som er blevet udnyttet, pint og   plaget af især de gamle kolonimagter.  Alt dette  har nu betydet at efterkommere af folk fra den tredje verden  har været  offergjort og piedestaliseret  og derfor udstyret med særlige rettigheder herunder en garanti for at det aldrig er/var deres skyld,  hvis deres  land gik under i  stammekrige  og religiøse stridigheder. Det var  Vestens skyld.  Og så er vi fremme  ved tidsånden  omkring og efter år 2000.    

3.  Vi  har været  vidne  til nogle pludselige og voldsomme skift i  tidsånden,  som fx  tresserne,  og her kunne man så spørge  hvorfor  og hvordan sker sådanne skift lige for næsen af os,  uden at vi  kan gøre meget andet end at se til og bagefter analysere  på det.  Med fare for at gå  på gjengroede stier vil jeg  først og fremmest pege på  mediernes enorme rolle.  Her tænker jeg først og fremmest på ”den globale landsby” (McLuhan) Da Kennedy  blev skudt og da tvillingetårnene  styrtede i grus  var hele verden med på en kigger  i løbet af en  halv times tid. Så sad størstedelen af klodens befolkning som limet til skærmene og blev målløse tilskuere til et gigantisk udbrud af målrettet  vold mod henholdsvis en magtfuld person (i Dallas, Texas)  og et magtcentrum  i midten af New York. På et øjeblik er kloden nærmest samlet i  måbende opmærksomhed  på det skete.  Som Richard Dawkins siger om tidsånden : ”Den spreder sig fra den ene bevidsthed til den anden gennem samtaler på barer, ved middagsselskaber, gennem bøger og boganmeldelser, gennem aviser, radio og tv og nu også via internettet. Ændringerne i det moralske klima kan aflæses i ledende artikler, i talk-shows, i politiske taler, i stand-up-komikernes talestrøm, i stemmeafgivelsen, når de forskellige parlamenter  vedtager love og i dommernes kendelser, når de håndhæver dem..” (Dawkins 2006) – De ubetinget vigtigste kilder til ændringer i  Tidsånden er i dag Internettet og TV.  Og her er vi som forventet nødt til at skelne mellem mainstream-medier og alternative nichemedier som dette.  Det er her kampen foregår mellem magtens omklamrende desperate krav på definitionsmagten

. Vi udfordrer den, i det vi ikke tror på at BLM og me#too-bevægelserne sidder inde med sandheden –  Mange af os mener, at vi  har gennemskuet mediernes DRs og TV2s meningsmageri  og moralske pegefingre.  Interessant er  hvad de siger og hvad vi ser,  som fx når journalisterne dagligt stikker mikrofonerne op i  ansigtet  på  Rosa Lund og Sophie Carsten Nielsen  for at få  slået deres ideer fast, men mere interessant er faktisk, hvad vi ikke ser og hvad der ikke siges  og vises inde  på  Borgen. Ud fra ideen om,  hvad der ikke siges og nævnes, det eksisterer så at sige ikke,  og hvis vi undgår at tale om det,  så findes det  ikke! Eller vi fylder sendefladen med andre ting,  så  seerne bliver mætte  og for trætte til at stille  kritiske spørgsmål, altså fortielser og forklædte løgne. 

4. Med et årsbudget  på  omkring  3.200.000.000   kan man  vist  roligt sige, at DR er blevet til en stat i staten  .. indspist,  magtfuldkommen, selvfed og som Chr.borgs  forlængede arm, allestedsnærværende og alvidende lukket inde bag koranklodser og en mur af  voksende selvfedme..     –  Af de 180 til 200 journalister  der går hinanden i bedene på Borgen  ..  kommer  hovedparten  fra de to store  mainstream-medier her i landet:  TV2  og DR –   Hvis  nogen skulle komme i tvivl om  det troværdige  i  de mange reportager fra USA  og Europa,  så  har man  for længst  opfundet programmer som  Detektor,  og Reflektor,  der skal sætte  tvivlerne på plads.  Altså tidsånden hænger snævert sammen med et massemedie  som tv,  på Facebook sker der også nogle ryk i tidsånden, men det er mest lukkede ekkokamre uden den store betydning.  –  

Under dække af at være vidtfavnende  og multikulturel viser et medie som DR  udvalgte sider af Europa og resten af verden. Når DRs udsendte  journalister tager pulsen på noget i Tyskland eller Spanien drejer det sig gerne om udvalgte ting, som  bekræfter det kulturradikale verdensbillede –  Men se nu en gang på Frankrig. Herfra er der de seneste måneder udgået alarmerende rapporter om  hvor spændingsfyldt det står til dernede.  Ledende personer inde for militæret advarer om kommende konflikter der vil antager karakter af borgerkrig. De mange  ghettoiserede områder rundt omkring i Frankrig skaber usikkerhed  og en kriminalitet der ikke længere kan inddæmmes eller kontrolleres. Vi ved at den voksende import af folk fra de gamle kolonier efterhånden er blevet mange nok til at true stabiliteten i landet. Hører vi om det i vores medier?  Nej, af en eller flere grunde  vælger mainstream-medierne at gå uden om dette. Først når disse konflikter når et niveau  som  påkalder sig de andre EU-landes opmærksomhed  kan det være  det bliver til et indslag  i en af de to store tv-kanaler, men ikke et øjeblik før.  Og det selv om det kunne tjene som en  advarsel om, hvad der er i vente  i lande som Sverige  og  dele af England,  hvor koncentrationen af folk fra Mellemøsten og Nordafrika er størst.  Er det fordi man i DR er bange for tidsånden, den har to sider: en med de politisk korrekte der  holder hånden over etniske minoriteter og en anden, der for længe siden har mærket hvor det bærer hen.  Og hvis folket mærker uro,  så sender man dem bare bunkevis af gamle klip fra Europamesterskabet i  1992,  lidt damehåndbold  og nogle gamle klip fra de glade  70`ere.  Men  vi andre mærker hensigt  og bliver forstemt ..