På sporet af musikken hos Marcel Proust

Om en bog er god eller ej vil som regel afsløre sig ved anden gennemlæsning. Hvis man således kender bogens handling, vil man bedre kunne koncentrere sig om personerne eller om sproget og de laguner, det fører læseren ind i. Sådan forholder det sig helt klart med en bog som På Sporet Af Den Tabte Tid af Marcel Proust, der sammen med Ulysses og Dr. Faustus bliver sammenlignet med et gotisk bygningsværk, en katedral. Disse tre romanværker er eksempler på, hvad man har kaldt den totale roman, det vil sige et værk, der på god gammel polyhistorisk vis søger efter at få “det hele” med. Prousts roman er en bog om livet (hos det parisiske aristokrati omkring århundredskiftet) og erkendelsen (af den indre uforgængelige virkelighed), om kunst og sandhed og ..,som sådan en smuk men på sine steder en anelse kedsommelig illustration af, at litteratur og filosofi har en hel del at sige hinanden, hvis de da ikke ligefrem kan betragtes som komplementære størrelser. I løbet af de omkring tre tusind sider bogen strækker sig over hører vi om fortællerens drømmende længsel efter at blive optaget i Paris` mondæne saloner, hvor grevinder og baroner, kunstnere og homoseksuelle underholder hinanden med sladder, smiger og selvros. Bogen er dejligt fri for kriminal-intriger eller sensationelle begivenheder, til gengæld får vi nogle fine betragtninger over Racine og teatret, malerkunst og musik. Det er gennem det reflekterende fortæller-jegs alt-registrerende øjne og ører, at vi oplever livet i al sin banale og poetiske mangfoldighed. På samme tid er romanen også historien om et kunstnerkald, som langsomt bevidstgøres og som når sin endelige kaldelse i det øjeblik, hvor værkets fortæller på de sidste sider griber pennen for at nedskrive sin roman. Med andre ord er På Sporet Af Den Tabte Tid historien om sin egen tilblivelse. Hvis man ikke kan forholde sig til handlingen eller romanens hovedpersoner, så er sproget det afgjorte bindeled mellem læser og forfatter. Gennem et formfuldendt orkestreret sprog føres vi gennem en sand jungle af tilsyneladende overflødige detaljer, der langsomt men sikkert opbygger et helt univers, hvis stjerner og planeter som nævnt består af hertuger og grevinder, kunstkritikere og ambassadører. Fra bind til bind mærker man hvordan fortælleren langsomt bliver ældre og med årene mere og mere desillusioneret. “Hans værk er det mest triumferende monument, der nogensinde er rejst for desillusioneringen.”, skriver Henry Miller i et af sine essays.

Nu kunne man foranlediges til at tro, at der blot er tale om en stor erindringsroman. Det er ikke tilfældet. Proust taler flere steder om den ufrivillige erindring, og det er det berømte afsnit om Madeleinekagen et eksempel på. I samme øjeblik romanens jeg-fortæller smager den med kagesmuld blandede te, føler han et sælsomt velbehag, noget han senere oplever i forbindelse med et stykke musik af komponisten Vinteuil. Uafhængig af hans egen vilje har smagen vakt billeder og erindringer fra hans tidlige barndom til live i ham. Dette bliver tema for en sandhed, han kommer til at rette sin søgen imod. “Drikken har kun vakt den (erindringen) til live men kender den ikke og kan kun med mere eller mindre kraft ubegrænset gentage det samme vidnesbyrd, som jeg ikke kan fortolke, og som jeg i hvert fald vil kunne forlange af den igen og genfinde helt og holdent, når jeg snart skal prøve at opnå fuldstændig klarhed.”

Det er værkets centrale ide, at kun gennem fantasien, “l’imagination” den kunstneriske skaben kan vi nå til erkendelse af den indre virkelighed, der ligger bagved tingenes forgængelige overflade. Derfor opleves et sanseindtryk som det nævnte som en åbenbaring, der tilfører bevidstheden en sandhed eller et billede, som kunstværket på sin måde skal reproducere.

Erkendelsen af den indre virkelighed er netop også genstanden for Georges Batailles refleksioner i bogen Den indre erfaring. Her skriver han om erkendelsen, modsætningen mellem forstand og erindring: ”Hvis den første er rettet mod fremtiden, selv når genstanden for dens analyse er fremtidig – hvis forstanden ganske enkelt er evnen til projekt, og derved til at ophæve tiden, – da er den anden som består af fortidens og nutidens forening, erindringen selve tiden i os. Hvad jeg dog bør gøre opmærksom på, er at Proust i sin ladhed kun erkendte modsætningen undervejs, for næppe har han sagt, at erindringens vidunderlige middel har tilladt hans væsen at tilegne sig, isolere fastholde – i et spillende glimt -, hvad det aldrig kan besidde, lidt tid i ren tilstand, før han tilføjer: det væsen som blev genfødt i mig, når jeg i denne skælvende lykkefølelse havde hørt lyden på en gang af skeen mod tallerkenen og af hammeren, som rammer hjulet, på en gang af skridt henover ujævne brosten i Guermantes-gården og i dåbskapellet i Saint Marc, dette væsen ernærer sig alene af tingenes essens, kun heri finder det sin næring og sin fryd. Det hentæres af iagttagelsen af det nærværende, hvor sanserne ikke kan give det deres objekt i overvejelsen over en fortid som forstanden indtørrer og i forventningen af en fremtid som viljen konstruerer af nutiders og fortidens fragmenter …..” (GB s. 191)

Ved siden af malerkunsten, arkitekturen og litteraturen, spiller musikken en væsentlig rolle som et udtryk for den kunst, ved hvilken det er muligt at komme i forbindelse med den indre virkelighed. Som et ledemotiv dukker en bestemt sonate af Vinteuil op, først under omtalen af Swanns kærlighed til Odette, senere som akkompagnement til refleksioner over kærlighed og skinsyge. –

Første gang vi hører om dette musikstykke er i bind 2 s.37-42 hvor Swann hører det under en soiree: “Men i et givet øjeblik havde han uden ret at kunne gøre sig klart, hvad det var, der behagede ham så dybt.. .forsøgt at gribe satsen eller harmonien, han vidste ikke selv hvad, som flygtede forbi og som havde åbnet hans sjæl vidt, ligesom visse rosendufte i den fugtige aftenluft har en hemmelighedsfuld evne til at spile vore næsebor op, utvivlsomt stræber toner vi opfanger på denne vis – sine materia – efter at dække overflader af forskellige dimensioner, tegne arabesker, give os fornemmelser af fylde, frihed, bestandighed, lunefuldhed. Men disse toner er forsvundne, for fornemmelsen har antaget tilstrækkelig fast form i os til, at de ikke overskylles af dem, der følger efter, eller endogså kommer samtidig med dem. Og denne usikkerhed vil stadig indhylle de motiver, som af og til dukker frem i tåge. De vil næppe være til at opfatte, før de igen forsvinder, de vil blot kunne erkendes ved den særlige glæde, de skænker, men man vil ikke kunne beskrive dem, give dem navn, – hvis ikke erindringen

ligesom en brobygger, der søger at skabe et fast fundament midt i en strøm frembragte afbildninger af disse flygtende satser for os, så vi bliver i stand til at sammenligne dem, med dem, der følger efter og derved gøre os deres særegne væsen klart.”

For at gøre os klart, hvad Proust mener, må vi følge ham i endnu et par sætninger :”Ikke så snart var Swanns lystfornemmelser forsvundet, før hans erindringer derfor på stående fod havde skænket ham en summarisk og foreløbig oversættelse, som han havde fastholdt, mens musikstykket fortsattes, og det var lykkedes ham så godt, at da det samme indtryk pludselig vendte tilbage, var det ikke længere ubegribeligt… .Han havde nu dette for sig, der ikke længere var ren musik men som er tegning, arkitektur, tanke og som gør, at man kan erindre.. musik. Denne gang havde han tydeligt opfattet en sats, der løftede sig nogle øjeblikke op over de tonende bølger. Den havde straks givet ham en ganske særegen lystfornemmelse, som han aldrig havde haft nogen forestilling om, før han hørte den, og som han anede, at intet som helst andet ville kunne skænke ham.”

Proust forbinder altså: ‘ musikken med tanken og erindringen og fremmaner på sin egen originale facon, hvordan Swann (og senere fortæller-jeget) via musikken oplever små glimt af overjordisk lykke.

Men som nævnt spiller musikken også en rolle som ledemotiv, idet de af Vinteuil komponerede stykker kammermusik aldrig opleves uden refleksioner over kærlighedens natur. Og dette understreges igen af, at genstanden for Marcels (fortæller-jegets) problemfyldte kærlighed: Albertine, har et forhold til komponistens egen datter frk. Vinteuil. Det beskriver Proust udmærket i det bind, der på dansk bærer titlen Fangen. Her sidder Marcel under gud ved hvilken soire og lytter ikke til den berømte sonatesats, men til et beslægtet stykke musik, som vi har lov til at opfatte som delvist inspireret af Debussys La Mere: “Just i dette øjeblik, da jeg forestillede mig, hvorledes hun (Albertine) således ventede på mig derhjemme som en elsket kvinde, hvem tiden falder lang og som måske er blundet hen en lille stund inde i sit værelse, kærtegnedes jeg i forbifarten af en blid hjemlig og huslig strofe af septetten. Denne strofe, der virkede så beroligende på mig ved den samme milde baggrund af tavshed, som lægger sin fred over visse af Schumanns drømmerier, hvorunder man selv, når “digteren taler”, gætter at “barnet sover” – måske var den (i den grad krydses alt i vort indre og lægger sig lagvis ovenpå hinanden) blevet Vinteuil indgivet ved hans datter, der i dag var årsag til al min uro – når den i de fredelige aftenstunder indhyllede komponistens arbejde i sin blide sødme. Jeg ville genfinde Albertine mit lille barn, genfinde hende slumrende eller vågen, i aften, når det måtte behage mig at vende hjem. Og dog, sagde jeg til mig selv, syntes der i begyndelsen af dette værk, i de første hanegal mod morgenrøden at være givet løfte om noget mere hemmelighedsfuldt end Albertines kærlighed.”

Selvom komponisten efter al sandsynlighed er skabt under inspiration fra Beethoven, Cesar Franck, Saint Säens, Faure, Debussy og Borodino, så minder den udførlige beskrivelse vi får af Vinteuil og hans musik en hel del om Prousts egen måde at arbejde på, og her tænker jeg ikke kun på de associationer til Beethovens sene kvartetter, som de lange sætningskonstruktioner uvilkårligt vækker. Proust benytter sig af sproget og den analytiske tænkning, men han bruger det på en musisk måde som Flaubert, omend han får en helt anden slags musik ud af det. Og dog bruger han ikke sproget til at skabe smukke klangbilleder og havde heller ingen illusioner om at kunne udtrykke det samme som musikken. Mens musikken så at sige fremkalder virkeligheden (den indre), så udtaler sproget sig udelukkende om, hvordan virkeligheden opleves. I det bind (3 og 4) der hedder I Skyggen Af Unge Piger I Blomst af På Sporet. .s.149 skriver Proust således: “…at hvad musikken viser mig, det er aldeles ikke “viljen i sig selv” eller det uendeliges syntese, men for eksempel den gode Verdurin i diplomatfrakke i Palmehuset i Jardin d’Acclimatations. Tusindvis af gange har denne lille frase uden at jeg forlod stuen her taget mig med til middag i Armenonville”. Er fortællerens eget kunstnerkald rettet mod litterær udfoldelse, så er det dog på sin vis et musikalsk værk, der i På Sporet … står som indbegrebet af den kunstneriske virkelighed. Vejen til erkendelse af kunsten som udtryksmiddel går ikke bare gennem de appeller, som når fortælleren gennem sanseindtrykkene men også gennem de appeller, som lyder fra af en Vinteuils værker, Vinteuils sonate og senere hans septet bliver symboler på den sandhed, som fortælleren er kaldet til at udforske i sit eget indre. –

For Proust er musikken den kunstform, som klarest evner at udtrykke eller genspejle det liv, som udfolder sig i de dybere lag af bevidstheden. Hvor sproget hænger uadskilleligt sammen med den analytiske bevidsthed og derfor er tynget af sin funktion som menings- og ideformidler, der udspringer den indre virkelighed så at sige spontant og direkte med musikken. Med andre ord, sandheden om os selv er altså ordløs, billedløs og uden sammenhæng med de formuleringer, som tanken opererer med. Forfatterens egentlige opgave består nu i at tyde tegnene fra denne indre virkelighed, indtrykkene. At oversætte det værk han bærer i sig til et sprog vi alle forstår. I det sidste bind af romanværket (Den Genfundne Tid II s.41) skriver Proust: “på vej ud af døren ……blev jeg klar over at denne essentielle bog, den eneste sande bog, ikke er noget en stor forfatter skal finde på, i den almindelige betydning af dette ord eftersom den allerede eksisterer i hver af os, nej, det han måtte gøre var at oversætte den. En forfatters opgave og pligt er oversætterens.”

Således bliver digtekunstens særlige problem eller opgave at behandle sproget sådan, at det kan bringes til at give den indre virkelighed et adækvat udtryk. Heraf kan man måske forstå Prousts forkærlighed for musikken som den mest direkte formidler, det mest klare udtryk for den indre verden, som ifølge Proust ikke kan erkendes uden gennem kunst. De som har læst romanen i hele sin udstrækning, vil have opdaget, hvordan dens komplekse struktur er bygget op omkring en række temaer, som gentages og varieres i det uendelige: Kærligheden og skinsygen, jødedommen og sladderen, homoseksualiteten og kunsten, erindring og konstruktion. Og samtidig er enhver hændelse set gennem fortællerens reflekterende bevidsthedsprisme, der væver temaer og ledemotiver sammen til en uhyre flot regnbue. Som nævnt er eksemplet med Madeleinekagen et af de tilfælde, hvor den mystiske erfaring (om virkeligheden bag tingene) bliver omtalt.

Et andet er synet af spirene på Martin-ville-kirken, og et tredie er en muggen lugt på det offentlige WC på Champs Elysées. Samuel Beckett som har skrevet en fin bog om Proust og tiden, opregner elleve eksempler men glemmer mærkelig nok den lille sonate af Vinteuil. Efter nogle betragtninger over operaen skriver Beckett: “Musikken er det katalytiske element i Prousts værk. Den afviser hans tvivl på personlighedens beståen og kunstens virkelighed. Den skaber en syntese af sublime øjeblikke og løber jævnsides med dem. I et afsnit beskriver han den med gentagne mystiske oplevelser som et rent musikalsk indtryk, ikke udstrakt i rummet, helt oprindeligt, umuligt at reducere til nogen anden udtryksform…. sine materia. Fortælleren ser i modsætning til Swann, som identificerer det lille tema i sonaten med Odette og gør rumligt, hvad der er udenfor alt rum og opstiller det som nationalsang for sin kærlighed – i septettens røde tema, der trompeterer sin sejr i det sidste øjeblik som en Mantegnask ærkeengel klædt i rødt, den ideale og immaterielle fremstilling af essensen af en enestående skønhed …Vinteuils uforanderlige skønne verden, udtrykt frygtsomt som en bøn i sonaten, anråbende som en længsel i septetten, “den usynlige virkelighed”, der dømmer kroppens liv som en tung opgave og åbenbarer meningen med ordet “defunctus””

Komponisten Vinteuil var som nævnt inspireret af flere store komponister – og der er nogle der mener at se et hemmelighedsfuldt selvportræt i ham – men alt i alt må vi nok sige, at ”Vinteuils Sonate ikke er (César) Francks Sonate. Hvis det kan interessere dig….vil jeg med bogen i hånden fortælle dig om alle de værker (deriblandt også nogle middelmådige), der har ”poseret” for min Sonate. Således er ”den lille frase” en frase fra en Sonate for violin og klaver af Saint Saêns…..de myldrende tremoloer over den kommer fra et forspil af Wagner, dens begyndelse med vekslende kurren er fra Francks Sonate, dens spredte temposkift fra Faurè s ballade etc. Etc….” Chr. Marstrand skriver i sin flotte og gennemresearchet bog om de fiktive kunstnere hos Proust, hvor hun samler alt hvad der findes fra Prousts hånd og med citater og referencer til personer, som vennen og kæresten Reynaldo Hahn, omtaler og behandler hun alle de musikalske referencer der danner baggrund for ovennævnte konklusion. Som man kan se er inspirationen spredt ud over talrige komponister og der er aldrig tale om en til en, derfor vil vi aldrig finde en sådan. Vinteuil er og bliver en fiktiv komponist, omend der har været mange forsøg på at pege på netop en skikkelse som modellen til denne komponist. At man så med fordel kan lytte til de nævnte komponister for at få noget af atmosfæren fra fin de siecle er en anden sag.

Som en rondo-finale kan jeg til sidst nævne, at en bleg herre i pelsfrakke og med moustache en novemberdag i 1916 opsøgte en violoncelspiller efter en fremførsel af Cesar Franck-kvartetten og spurgte om de fire musikere var villige til at komme og spille kvartetten i hans egen lejlighed. Få dage senere var de fire musikere samlet hos Proust ved midnatstid. “Proust lå på sin seng med manuskriptet til På Sporet.. spredt ud over gulvet: musikerne stillede deres instrumenter på møblerne; og klokken et i nattens dybe stilhed med den ypperligste akustik fra det korkbeklædte soveværelse spillede de Francks kvartet i D-dur. “Ville I være uendeligt elskværdige at spille hele værket igen?” bad Proust. De trætte musikere, styrket af en middag med champagne og franske kartofler, gjorde hvad han bad om; og Proust betalte dem glædeligt og med lykønskninger med halvtreds-franc-sedler. Nede på gaden ventede fire taxier….På andre aftener spillede de en pianokvartet af Faurés´ , kvartetter af Mozart, Ravel og Schumann, Beethovens sidste kvartetter (som baron de Charlus i romanen hørte under lignende omstændigheder) og en violinsonate af Cesar Franck, fra hvilken Proust insisterede på at høre den tredie sats (recitativo-fantasi) igen og igen”. Således skriver Painter i sin biografi af Proust.