Moske i Rovsingsgade. Foto: Steen Raaschou

Når et samfund rammes af indre modsigelser, der ikke kan løses gennem kompromisser, vil man opleve en kæde af tildragelser, der viser, at man går mod et sammenbrud.

Den vestlige verden har hidtil klaret sig, fordi uforenelige holdninger og interesser endte med, at man i mange tilfælde nåede en forståelse eller i det mindste en modus vivendi – ofte efter bitre kampe og krige.

Man kan bare pege på de religiøse krige, der kunne vare i århundreder, men som vi i dag er forskånet for (jeg betragter ikke islam som en religion). Sådan er det også gået med klassemodsætningerne mellem bønder og godsejere og mellem arbejdere og kapitalister. Engang anså man disse interessekonflikter for uoverstigelige, men det viste sig, at de kunne bilægges.(I andre tilfælde kunne de ikke, og resultatet blev revolution – ofte med fatale konsekvenser.)

Anderledes forholder det sig med modsætningen mellem det demokratiske retssamfund og islam. Her er det enten eller. Historien kender intet eksempel på, at et demokratisk retssamfund i vores forstand har kunnet sameksistere med profetens lære.

De vestlige samfunds magthavere har mødt Islams fremmarch med et efterhånden velkendt mønster af reaktioner:

• Først siger de, at islam ikke udgør noget problem, fordi alle mennesker grundlæggende er ens og vil det samme. Og er der murren i befolkningen, skyldes den racistiske og fremmedfjendske kræfter.

• Når det så alligevel viser sig, at alle mennesker ikke er ens, og ikke vil det samme, forklarer magthaverne, at problemerne kan løses gennem socialpolitik og integrationsfremmende foranstaltninger. Og skam få den, der ikke tror på det.

• Når integrationen viser sig at slå fejl, ændrer man forklaring og ophøjer multikultur og ”mangfoldighed” til idealer, som alle har at elske.

• Når der så bliver ved med at være utilfredshed, og frygten breder sig i den indfødte befolkning, går magthaverne over til massiv meningspåvirkning udøvet via kontrollen med samfundets vigtigste institutioner: medierne, anklagemyndigheden, domstolene, skolen, universiteterne og kirken. Retsystemet begynder at forfølge prominente islamkritikere i håbet om at afskrække andre.

• Og hvis det heller ikke hjælper, går magthaverne over til direkte undertrykkelse. Ytringsfriheden og de demokratiske rettigheder beskæres. De demokratiske valg bliver ligegyldige, fordi magten ikke ligger i parlamentet, men i den dybe stat, som ikke er på valg og ikke kan påvirkes af nogen folkelig bevægelse.

• Endestationen bliver åbenlyst tyranni – i bedste fald fulgt af borgerkrig. I værste fald af århundreders mørke.