Moske i Rovsingsgade. Foto: Steen Raaschou
Når et samfund rammes af indre modsigelser, der ikke kan løses gennem kompromisser, vil man opleve en kæde af tildragelser, der viser, at man går mod et sammenbrud.
Den vestlige verden har hidtil klaret sig, fordi uforenelige holdninger og interesser endte med, at man i mange tilfælde nåede en forståelse eller i det mindste en modus vivendi – ofte efter bitre kampe og krige.
Man kan bare pege på de religiøse krige, der kunne vare i århundreder, men som vi i dag er forskånet for (jeg betragter ikke islam som en religion). Sådan er det også gået med klassemodsætningerne mellem bønder og godsejere og mellem arbejdere og kapitalister. Engang anså man disse interessekonflikter for uoverstigelige, men det viste sig, at de kunne bilægges.(I andre tilfælde kunne de ikke, og resultatet blev revolution – ofte med fatale konsekvenser.)
Anderledes forholder det sig med modsætningen mellem det demokratiske retssamfund og islam. Her er det enten eller. Historien kender intet eksempel på, at et demokratisk retssamfund i vores forstand har kunnet sameksistere med profetens lære.
De vestlige samfunds magthavere har mødt Islams fremmarch med et efterhånden velkendt mønster af reaktioner: