En mand flygter fra Chile til Sverige, som venligst giver ham ly.Han gifter sig og får mindst en datter, og på et tidspunkt konverterer konen og datter til islam, den ortodokse slags. Datteren bliver gift med en stejl islamist, som hun end ikke kender. Datteren og islamisten drager i 2014 til Syrien for at oprette et kalifat og får undervejs syv børn. Kvinden er altså en del af det som journalist Lene Malacinski betegner  massemordets husmødre og fødeklinik. Imidlertid går det ikke som forventet for disse voksne svenske statsborgere i det nyudråbte kalifat, det  Malacinski videre erkender er et massemyrdende, halshuggende, etniske udrensende regime – vi husker  yazidiernes pinsler – for de omkommer begge. Børnenes mor mister livet ved et syrisk bombardement og senere dræbes også børnenes etniske svenske far.

Chile-svenskeren mener imidlertid at hans syv børnebørn skal til Sverige. At han egentlig for længe siden mistede sin kontakt til datteren spiller ikke nogen rolle. Hans børnebørn skal “hjem” til det sekulære land med mange kristne, der også tog mod ham, da han havde hjælp behov.

Plejefamilie er ikke hjemme

Sammen med dokumentarfilminstruktør Gorki Glaser-Müller rejser han til Syrien, og deres indsats med at få børnene tilbage til Sverige dokumenteres i filmen Children of the Enemy ( premiere CPH:DOX 22.april). De kommer til Sverige alle syv. Og det venlige svenske folk  hiver endnu engang den store tegnebog frem, for ungerne skal ikke bo hos bedstefar, næh det magter han ikke, så de plantes ud i diverse plejefamilier. Gorki Glaser-Müller forklarer:  ” Fjendens børn skal behandles på samme  måde som alle andre børn, så de ikke selv bliver fjender!”

Jamen, hallo, er det ikke præcis sådan deres sharia-elskende forældre egentlig blev opdraget og behandlet i Sverige – som alle andre børn!?

Splittende opdragelse

Psykiater Henrik Day Poulsen har skrevet om risikoen for sådanne børn : ” Som voksne vil der være stor risiko for, at deres personlighed bliver forstyrret (…) Vi ved, at marginaliserede personer er nemme ofre for fanatikere, der vil rekruttere terrorister. Manglende empati er en fordel, når man vil skade andre(…) Selv om børnene udstyres med nyt navn og cpr-nummer, kan nysgerrighed efter ens oprindelse føre til, at man kommer til at hade det land, der ellers generøst har hentet dem hjem.”

Eftersom kalifatets krigere også er godt i gang i Afrika med at indrette små samfund moduleret efter Muhammeds tid, kan de nordiske velfærdssamfund – og andre gamle vestlige stater – forvente en lind strøm af fabulanter, der gerne vil “hjem”, når realiteterne modsiger at de hellige krigere overmander oprindelige beboere, men i stedet får tæv, fangelejr og sultne skadede børn. Så bliver humanisme og folkestyre pludselig udmærkede værdier.

Vesten redder altid resten

Europa sagde allerede grundigt nej tak til islam i Europa i 1683 i slaget med tyrkerne om Wien. Det ser dog ud til at tidsånden har glemt hvorfor. For siden 1960’erne har vi taget mange muslimske migranter og flygtninge fra stor-Mellemøsten ind. De flinke danskere har sågar hentet de samme flygtninge til landet to gange! Gratis og med særfly evakuerede staten omkring 500 i Danmark bosiddende arabere fra deres ikke tilladte og ikke registrerede ferieophold i Sydlibanon, da der blev hot krig i 2006.

Nu ser vi så frem til at redelige migrantforskere  følger disse og andre hjemtagne jihadi-løveunger tæt i omkring 25 år frem, også med registerforskning via cpr.numre, så vi kan erfare om socialforsorgens pædagogik kan opveje islamisk opdragelse til den rette vej.

af  Kirsten Damgaard, kulturpsykolog   medlem af Forum  for Islamforskning , redaktør www.respublica.dk