Hvad har Martin Lidegaard, Gitte Seeberg, Isabella Ahrendt, Rosa Lund og Per Stig Møller tilfælles? Bl.a. det, at de lægger sig i selen for at hente IS-børnene til Danmark. Men der er også noget andet, nemlig at de aldrig har forstået, hvad islam går ud på. Eller i det mindste lader de som om, de ikke har. De har derfor ikke kunnet se noget galt i den muslimske masseindvandring.

Ligesom deres talrige meningsfæller tilhører de tonekunstnernes selskab, der har det skidt med debatten, og er ligeglade med, hvad debatten drejer sig om. For dem forsvinder islamiseringen, hvis vi lærer at tale respektfuldt om islam. Pist væk er folkeudskiftningen, ghettoerne, parallelsamfundene, voldtægterne, fornedringsoverfaldene, terroren, mordforsøgene og de 90 milliarder til “integrationen”.

Sikkert uden at vide det, er de med i den filosofiske skole, der hævder, at ordene skaber virkeligheden, og at der derfor ikke findes anden virkelighed, end den vi selv opfinder. Islam fordufter som problem, hvis vi taler pænt om profeten og hans følgere.

Så hvis vi kan lære at sige “synd for børnene”, bliver det ikke noget problem at få dem til Danmark.

Andre tilhører den realistiske retning, som mener, at virkeligheden findes, og at vi bør studere effekterne af 1400 års islam, før vi byder velkommen til mere.