Collage: Julia Suárez-Krabbe, lektor)
Jeg har tidligere blogget om Julia Suárez-Krabbe, men kronikken herunder er udenfor kategori. Hun mener ikke at Messerschmidt og Dahl er kompetente til at kritisere ‘postkolonial-, kritisk raceteori, hvidhedsstudier, migrations- og racismeforskning’, da de er henholdsvis jurist og sociolog. Hun indrømmer åbent, at hendes akademiske virke har et overordnet politisk mål, og ser intet odiøst i det. RUC er et venstreradikalt ekkokammer, og det ville være befriende hvis Julia Suárez-Krabbe & Co. fik den ultimative forskningsfrihed. Forsk endelig i ’statssanktioneret racisme’ og danske ‘deportationslejre’, men gør det før og efter din lørdagsvagt i Bilka Hundige.
Kronik af lektor Julia Suárez-Krabbe i Berlingske – Forsker svarer igen: Messerschmidt og Dahls kritik af min forskning er absurd.
“… offentlig kritik og diskussion er fint, når det sker på et velinformeret grundlag, der ikke drives af en politisk agenda. …
Jeg kommer fra en latinamerikansk videnskabelig tradition… I dag er den tradition mest kendt som den dekoloniale retning. Dens stamtræ rækker tilbage til den antikoloniale tænkning, der opstod under den tidlige kolonialisme, altså siden 1492. Lignende traditioner findes verden over.
Eftersom jeg arbejder i Danmark, bruger jeg indsigter fra den dekoloniale retning og mange andre videnskabelige bidrag fra nord og syd, øst og vest, til at forankre mit arbejde konkret i forhold til de problemer, vi står over for her. Så jeg har for eksempel arbejdet omkring statssanktioneret racisme, som den kommer til udtryk i den danske udlændingelovgivning og udøvelsen af den i deportationslejrene, af politikerne kaldet ‘udrejsecentre’. Jeg arbejder også meget omkring at bidrage med at finde veje ud af en fremtid dikteret af racistiske, kapitalistiske, naturødelæggende og patriarkalske strukturer.
… Som mange af de andre angrebne forskningsområder er mit forskningsfelt lødigt: den lever op til standarder for videnskabelig forskning, men er derfor nødvendigvis ulydigt overfor politisk pres. … Flere af de angrebne forskningsområder har som mit et afsæt i kendsgerningen om, at videnskaberne historisk har været vigtige i skabelsen, legitimeringen og opretholdelsen af racistiske, patriarkalske og kapitalistiske strukturer. Videnskaberne har altså været med til at frembringe de kriser, vi nu står i. Vi nægter at være med til at forevige dén grusomme fejl.
… i felter som mine udvides den videnskabelige samtale ofte til at inkludere de mennesker, som vores arbejde kredser om: de grupper, der historisk er blevet konstrueret som et problem. De tæller blandt andre den koloniseredes, den slavegjortes og heksens efterkommere. … Dermed modsætter vi os også den arbitrære hierarkisering af viden, der ofte ligger til grund for markeds- og politisk bestemte krav til forskningen.
Vi sætter os ikke op på en imaginær sky og lader som om, vi ikke er en aktiv del af verden. Vi ved, at vi er aktive medskabere af den, lige så meget som Messerschmidt og Dahl er det. Så når mit arbejde foregår i krydsfeltet mellem det antiracistiske, antikapitalistiske og antipatriarkalske, ligger der en stillingtagen. Men den er ikke politisk dikteret, den er videnskabeligt kvalificeret.“