Hans Andersen Brendekilde, Udslidt, 1889; Wikipedia
En plakat med H.A. Brendekildes fantastiske maleri er sat i glas og ramme i sofahjørnet, pudsigt nok, for at få lidt mere lyse farver i stuen. Det må være en passende illustration til det citerede essay herunder. Som jeg var inde på i en Kontrast-klumme, så er der uden tvivl flere fæstebønder end adelige slotsherrer på mit stamtræ, selvom ingen hvide danskere, herunder undertegnede, ser sig som “9. generations ofre for 1700-tallets ‘ikke-urbane’ virkelighed”. Min kommentar var rettet imod woke-eliten, og det kunne gøres meget bedre.
Herunder lidt fra et aldeles fremragende essay af Kristian Ditlev Jensen, der bør læses i sin helhed, og spredes som flyveblade rundt omkring i uddannelsesinstitutionerne. Pointerne kommer også ganske fint frem i et interview i fredagens Deadline på DR2 (15 min-). Fra Weekendavisen.dk – Mit stavnsbånd (kræver login).
“… sandheden er, at der ikke har været nogen systematisk undertrykkelse af sorte igennem de sidste 3-400 år i Danmark. Og da slet ikke af sorte slaver. …. hvis man vil lede efter slaver – og deres efterkommere – her i Danmark, så skal man kigge et helt andet sted hen. Og man kan meget passende kigge på mig.
For man kan faktisk måske stadig se det på mig, når jeg skal tale med en chef, med en politimand eller med en fra kommunen. Jeg føler mig – et eller andet sted dybt, dybt nede – en lille smule magtesløs. Situationen gør mig en anelse hjælpeløs, prisgivet. For det sidder dybt i mig. En overordnet kan skalte og valte med mit liv. Og måske gør hun det faktisk?
Det kommer fra min baggrund. For jeg er vokset op i en familie, hvor man også stadig kunne se det på min far – dengang han stadig var på arbejdsmarkedet – når han stod over for en arbejdsgiver. … Han havde ikke det, man ellers altid beskylder hvide mænd for at have i USAs racismedebat: entitlement. Den selvfølgelighed, man finder hos privilegieblinde, hvide mennesker, den savnede han fuldstændig.
Hvis man skal forstå det her, så skal man forestille sig, at det berømte glasloft, som for eksempel feminister ofte har postuleret har eksisteret som en reel blokering for kvinders opstigning i karrieren, det var en fuldstændig stenhård realitet i min fars liv. … Min fars liv var horisontalt. Ordet karriere bruger man slet ikke i arbejderklassen.
I min farfars tilfælde var det endda ikke bare noget nedarvet. Det med at være neden under andre mennesker, det var en konkret realitet. For både han og min farmor var tyende. De var, som det hed, ude og tjene. De arbejdede som billig, ufaglært arbejdskraft på de store gårde og herregårde. …
Min oldefar var ‘opsynsmand’ – en slags altmuligmand og ufaglært gartner i ét – på et alderdomshjem ude på landet, hvor rige enker fra København endte deres dage. Han var selv født på alderdomshjemmet, hvor hans familie boede. Det var også dér, min farfar blev født.
Jeg har selv besøgt kælderrummet, hvor de boede. Rummet anvendes i dag som en lillebitte vaskekælder, hvor der lige akkurat er plads til to vaskemaskiner og en tørretumbler. Ingen kunne drømme om at bo der. Det var dér, de boede – tre generationer sammen, bedstemor og bedstefar, deres søn og hans hustru og deres børneflok. De boede der igennem tre generationer, eller over en periode på måske små 70 år, i de samme to små rum. De rige enker boede ovenpå, i store, herskabelige lejligheder med udsigt til den have, som min oldefar, og før ham min tipoldefar, passede. Min oldefar slog den store græsplæne flere gange om ugen – med en le.”
“… når man hedder Jensen, Nielsen eller Hansen til sidst – som efternavn og dermed familienavn – så er sandsynligheden for, at ens forfædre er blevet systematisk pint, plaget, ødelagt, nedslidt, seksuelt misbrugt, voldtaget, drevet til druk, til depression, til selvmord, måske endda fra tid til anden myrdet, igennem generation efter generation efter generation faktisk ganske stor. Og den historie er stemplet i passet – og alle andre offentlige papirer. Så jo. Jeg kommer af en slaveslægt. Her i Danmark er det mig, der er ‘neger’.“ (Kristian Ditlev Jensen)