Rosengård, Malmø. Foto: Steen Raaschou

Denne artikel handler om dele af det islamiske dannelsesideal. Dette ideal og den opdragelse til en autentisk muslim idealet sætter som mål, gør regeringerne i Skandinavien yderst betænkelige ved at tage jihad-brude og deres ulykkeligt stillede børn tilbage til vores demokratier. 

Dansk på trods

En ung afghansk-dansk kvinde Geeti Amiri  (32) har flere gange beskrevet og fortalt i medierne, hvordan hun var nødt til at gøre oprør mod de kulturelle og religiøse forventninger – og trusler – der var i hendes egen familie og nærmiljø.

Her har folkeskolen hjulpet hende. Hun oplevede et ligestillet demokratisk samfund og så den danske familieform i kammeraternes hjem. Sidenhen er hun blevet lærer og forfatter og forfægter unge muslimers ret til at vælge deres egen livsform. Jeg siger bravo og godt gået til Geeti Amiri, for hun hævder nu at være ligeså dansk som alle andre! Sidst har hun i fællesskab med andre kvinder udgivet en bog med godnathistorier om meget forskellige seje piger, for hun erkender at man må starte tidligt med at modvirke traditionel muslimsk kultur.

Intet samarbejde

Filosof Kai Sørlander har peget på, at uden bedre integration af allerede herboende folk med andre værdier og andre loyalitetsstrukturer, samt uden opbremsning af uvelkomne migranter, er det ikke muligt at beskæftige sig med de andre store politikområder som ulighed og klima. Der vil nemlig hverken være offervilje, økonomi eller evne til at samarbejde om de nødvendige omstillinger. Som Utku Hayri Güzel, cand.mag. i mellemøststudier, forklarer om muslimer: »Vi er vidt forskellige og i evig konflikt med hinanden.« 

Det islamiske menneskesyn

Det, som mange danskere har lagt mærke til, og som præsenterer det islamiske menneskesyn, de tager afstand fra, er bl.a. 4.000 muslimers demonstration i København med krav om knægtelsen af en europæisk borgers ytringsfrihed, nemlig Salman Rushdies, samt støtte til den islamiske dødsdom over ham. Det var herboende muslimers jubel, da mange mennesker indebrændte i Twin Towers i New York. Det er de godt tusinde gæster, der viste morderen Omar Hussein – som var ude efter Lars Vilks og dræbte en vagt ved synagogen i København – ære ved at deltage i hans begravelse, og det er de kulturelt betingede familiehenrettelser af unge kvinder.

Triste drenge

Hos drenge, der er omsorgssvigtede og i psykologisk forstand forladt af deres indvandrerfædre, underbygges den voldsparathed, der er iboende i den muslimske kultur. Drengene finder ”et hjem” i en modkultur som bandelivet, hvilket sociolog Aydin Soeï skriver meget uddybende om i sine bøger.

Er der nogen grund til, at oprindelige europæere skulle forestille sig at tilvandrede muslimer vil kunne forme attraktive samfund i Vesteuropa? Se på praksis. Den taler altid sandt. Og tristheden skyldes ikke kun krigstraumer, for der er egentlig ikke så mange flygtninge med direkte krigstraumer (med nogle af de nytilkomne syrere som mulig undtagelse); ligesom megen modkultur skabes af indvandrere fra gæstearbejdergruppen, der aldrig har været flygtninge.

Skadelig opdragelse

Den danske forsker og psykolog ph.d. Karin Riber fandt i øvrigt, at mange PTSD-skader hos en gruppe herboende arabere var psykiske skader opstået ved familiens forholdemåde i barndommen og ikke krigsskader. ” Det er ikke kun PTSD-symptomer, vi ser hos flygtninge, de lider også af depression, høj angst, fysiske smerter, lavt funktionsniveau og dårlig livskvalitet. Der er meget andet, der præger deres symptombillede end kun PTSD ” siger Karin Riber og fortsætter ” Det viste sig, at en dramatisk andel på 63 procent har et eller flere tilknytningstraumer, det vil sige fysiske og følelsesmæssige overgreb og omsorgssvigt. Deres traumer starter i den tidlige barndom med forskellige typer mishandling i forældre-barn-forholdet. Der er altså ikke blot tale om de traumatiske oplevelser, vi kender, som en del af deres flugt ”. Det viser sig bl.a. som ” Utryg tilknytning, manglende evne til at forstå og reflektere over egne og andres følelser, tanker og handlinger, høj usikkerhed, manglende selvværd og problemer med tillid og intimitet ” uddyber Karin Riber på universitetets hjemmeside .

Disse fund er ikke overraskende, og det er min forventing af man vil finde lignende symptomer , samme lave funktionsniveau og manglende kapacitet til (selv)refleksion hos mange andre segmenter af indvandrede muslimer som fx marokkanere og pakistanere.

Denne utryghed ved muslimers tilgang både i forhold til egne børn, naboer og den øvrige befolkning underbygges af forskning, der viser, at mange såkaldte mainstreammuslimer, der opfattes som integrerede, ikke hviler i deres identitet eller har et stærkt selvværd.
Tristheden skyldes ikke kun krigstraumer, for der er egentlig ikke så mange flygtninge med direkte krigstraumer (med nogle af de nytilkomne syrere som mulig undtagelse); Megen modkultur skabes af indvandrere fra gæstearbejdergruppen, der aldrig har været flygtninge. Indenfor de seneste år ser det ud til at den medbragte klankultur hos visse unge mænd, der reagerer på egen situation, spilder over i bandekultur især hos pakistanere og arabere. Det er for nogens vedkommende udmøntning af den magtesløses magt. I deres optik, altså mere vold og udnyttelse rettet mod dem, der har gjort en til uberettiget taber. Deres skoler har kæmpet forgæves med at danne til vedholdenhed, selvdisciplin refleksion og ansvar.

Målet for dannelse

Mainstreammuslimer forstår sig selv som knap så korrekte muslimer, alt imens de tolker salafisterne/de ortodokse som den mere fromme og ægte udgave af islam, skriver professor Hoffmann (Weekendavisen 10. maj 2019.) Dette dokumenteres også af forskerne Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund (2019), hvor forfatterne refererer anerkendte internationale forskere for, at der er stort sammenfald mellem mainstreammuslimers og radikaliserede og endog voldelige muslimers holdninger.

Mere ræsonnement og selvværd

Psykiater Kurt Charleman har flere gange i dagspressen gjort opmærksom på det ødelæggende i – for både person og samfund – når muslimen i opvæksten ikke får udviklet en moden personlighed, bl.a. fordi streng lydighedsopdragelse mikses med indpodning af frygt for en overnaturlig straf (fra Allah). Charleman analyserer bl.a.: “(…) Dertil vil det være gavnligt for den enkelte og samtidigt nødvendigt for at vende udviklingen mht. den stigende radikalisering, at man styrker udvikling af en personlig identitet og selvværd, hvor man går fra at være følelsesstyret til at kunne ræsonnere over livets muligheder og dermed tage et personligt ansvar for sine handlinger”. (www.respublica.dk 2017).

Efter jihad

Som psykolog ved jeg at opdragelse af børn stort set er overstået når barnet er 12 år. Herefter ændrer barnet på sig selv i forhold til de rollemodeller det orienterer sig efter. Det store barn reflekterer over de ideer og forestillinger som det præsenteres for eller selv finder frem til som ung voksen. Når man er ca.25 år gammel er frontallapperne (i hjernen) fuldt udviklede og man kan reflektere modent. 

Fortalerne for at hjemtage jihad-brudene, forestiller sig måske, at her i Vesten opvoksede  personer og frivilligt udvandrede for at føre Hellig Krig, totalt ønsker at forandre deres værdier? At de efter nederlaget og nød og elendighed i lejrene pludselig indser at Grundloven er stor? At de efter udstået fængselsdom i Skandinavien vil blive rehabiliteret og komme til at elske folkestyre, vore frihedsrettigheder og opdrage deres børn til ansvarlige demokratiske medborgere? Når Vesterlændinge skifter livsform, så består det mestendels af at stå af racet. Hvis en troende muslim skal indoptage vestlige værdier, kræver det skrotning af eget verdenssyn og indoptagelse af en helt anden kosmologi. Efter mere end 40 år i integrationsbranchen, anser jeg det for helt usandsynligt. 

***

Dele af denne artikel har været offentliggjort i avisen Jyllandsposten og ligger i anden form på hjemmesiden www.respublica.dk – et artikelbibliotek om indvandring og integration.

Kirsten Damgaard ,  kulturpsykolog  cand.pæd.psych  og sexolog. Redaktør www.respublica.dk

Køb Lars Hedegaards nye bog her!