Foto: Steen Raaschou

Arbejderbevægelsen er blevet erobret indefra af de samfundsklasser som bevægelsen blev til for at bekæmpe. Resultatet er at fokus er vendt 180 grader– fra de underprivilegerede og udstødte og over til elitens interesser. Det præger også kvindekampen. Det er helt OK for danske og norske eliter – af begge køn – at muslimske kvinders værdi er at sammenligne med to køer eller fem geder.

Når kvindekampdagsfejringen i år er en mat forestilling, skyldes det ikke kun eller først og fremmest at smitteværnreglerne sætter grænser for udfoldelsen.

8. marts-aktivisterne er blevet en parodi på sig selv og de ideer dagen skulle markere. Kvindekampdagen er blevet perverteret – fordærvet i forhold til udgangspunktet. Sådan er det med flere miljøer. Arbejderbevægelsen er blevet erobret indefra af de samfundsklasser som bevægelsen blev til for at bekæmpe. Resultatet er at for eksempel Arbejderpartiets i Norge og Socialdemokratiets i Danmark fokus er vendt 180 grader – fra de underprivilegerede og udstødte og over til nutidens eliter og samfundsherskere.

Kvindekamp er i vor tid blevet en leg for en veluddannet kvindeelite. Det er karrierekvinderne og deres interesser som får opmærksomhed. Det afspejles også i medierne. Haugesunds Avis har for eksempel spenderet rigelig plads til at markere dagen ved at interviewe 13 lokale kvinder med ledende positioner i arbejds- og næringslivet eller i de frie erhverv. Det faldt ikke avisen ind at spørge hjemmehjælpere, butiksmedarbejdere og kvinder i omsorgsfag om hvordan de har det. Og sådan er mediernes tilgang landet over.

Og ingen spørger indvandrerkvinderne. Muslimske mænd kan frit dyrke og udøve deres overherredømme i tryg forvisning om at knapt nogen stiller spørgsmål ved den islamiske kultur for kvindeundertrykkelse. Det er helt OK for norske og danske eliter – af begge køn – at muslimske kvinders værdi er at sammenligne med to køer eller fem geder. Når dagens kvindepolitiske eliter observerer hvordan muslimske medsøstre lider under islamisk tvang, ser de den anden vej. Det er bedst sådan. Kvindekamp er en sag for hvide eliter.

Muslimske kvinder i Norge og Danmark er dem, der står længst fra idealerne om ligestilling og ligeværd. Det gør de snakkende klasser ikke meget ved. Det accepteres at der gror parallelle samfund op, selv om Grundloven fastslår at både Norge og Danmark er «udelelig». Islam trumfer det meste.

Men dette blotlægger også hvor rådden den såkaldte kvindekamp er blevet. Aktivisterne skraber opad og sparker nedad. Frihedsaspektet tones ned. Der er ikke meget frihed tilbage i kvindekampen. For mangt en kvinde er kontrol over eget liv og familiens velfærd det som tæller – ikke hvor mange kvindelige direktører som findes i ledelsen af Danske Bank og MÆRSK.

Frihed er erstattet af ensretning. Kvinders ret til at vælge forsøges afgrænset til at vælge det, som kvindeaktivistiske eliter har valgt på andre kvinders vegne. Vi ser det i familiepolitikken. Kvindeeliterne og venstresiden er stærkt imod ordningen med børnepenge i Norge, som blev indført af en borgerlig regering for snart et kvart århundrede siden. Hvis en kvinde for en periode vælger at gå hjemme med børnene når de er små og omsorgskrævende for at sætte familiens behov i fokus, skal hun ikke bare udstødes fra det gode selskab og socialt fornedres – men også nedskæres i børnepengene til en brøkdel af det en børnehaveplads koster det offentlige. 

I Danmark har regeringen og venstrefløjen indført et ekstra børnetilskud til såkaldt fattige familier, som for 80 procents vedkommende kommer muslimske familier til gode. Forslag om nedsættelse af børnetilskud for hjemmegående har dog også tidligere været fremme fra venstrefløjens side, da Danmark kun havde en beskeden muslimsk befolkning

Ligestilling bør handle om individets frie valg – ikke samme valg. Frihed handler om at have kontrol over eget og familiens liv – ikke at tælle antal direktører i skørt og højhælede sko.

Det er helt fint og OK at såvel stortingsformanden som statsministeren og højesteretspræsidenten i Norge er kvinder. Det er helt naturligt. Det var de kandidater som slap bedst fra det da kandidaturene og situationen blev vurderet. Om nogle år kan det meget vel tænkes at de tre embeder er besat af mænd – uden at det er kvindediskriminerende.

Vi ville ønske, at kvindeperspektivet kunne strække sig længere end til køn blandt samfundstoppen. Vi er ikke sikre på at livssituationen for kvindelige køkkenassistenter, underbetalte rengøringsmedhjælpere eller kvinder bag butiksdiskene bliver mærkbart bedre af at medsøstre rykker op i ledende samfundspositioner.

Kvindekampen må rette fokus nedad – og ikke blive en stræben opad.

Oversættelse og bearbejdning Karsten Søberg