Dagbladet har en lang artikel, hvor avisen beskriver opgøret mellem Aleksandr Bolsjunov fra Rusland og norske Johannes Høsflot Klæbo på søndagens afsluttende 50 kilometer ved verdensmesterskaberne i langrend.

Dagbladet konkluderer: “DET var feil å diskvalifisere Johannes Høsflot Klæbo fra en 5-mil han sportslig sett vant. Men dramaet viser en sannhet vi må leve med: Alle i langrennssporten elsker ikke Norge.”

Udsagnet er problematisk på flere niveauer.

For det første fik vi netop ikke en klar afgørelse på løbet. Klæbo var første mand over stregen, men efter et sammenstød med Bolsjunov, der forårsagede, at russeren brækkede sin ene stav. Ville Klæbo have vundet spurten, hvis Bolsjunov havde haft begge sine stave og ikke havde haft fysisk kontakt med Klæbo? Med tanker på Klæbos spurthistorik er det oplagt at svare ja. Men vi ved det ikke.

I stafetløbet ved verdensmesterskaberne gik Klæbo forbi Bolsjunov på den sidste bakke. Det formåede Klæbo ikke at gøre på 50 kilometer-distancen. Ville Klæbo køre en anden spurt, hvor han kom bagfra? Eller havde Klæbo ikke kræfterne til at gå forbi Bolsjunov? Det står hen i det uvisse. Vi får aldrig det endegyldige svar.

Klæbo var under alle omstændigheder sjældent presset. Klæbo plejer at flyve forbi i spurten, men Bolsjunov lukkede ham af og tvang Klæbo på kant med reglementet i hans forsøg på at komme forbi Bolsjunov. Aleksandr Bolsjunov kørte taktisk og prøvede bevidst at fratage Klæbo farten i opløbet. Men det er en del af spillet at stække en konkurrent med mere eller mindre “fine” metoder indenfor regelsættets rammer.

Bolsjunov var tydeligvis ikke interesseret i en “ren” spurt mod Klæbo. Men hvorfor skulle han også være det? Resultatet ville sandsynligvis være givet på forhånd. Og når nordmænd kritiserer Bolsjunov for hans “plan” og taktik, nærmer vi os en bizar enøjethed. For det er ikke ligefrem sådan, at nordmændene ikke har kørt taktisk mod Bolsjunov tidligere. Bolsjunov har ved flere lejligheder tydeligvis været den stærkeste mand i feltet. Men selvom langrend er en individuel sport, har nordmændene samarbejdet, og Bolsjunov har derfor måttet tage til takke med sekundære placeringer, fordi nordmændene på skift har presset ham. Det har ikke altid været kønt. Men sådan er gamet.

At russerne ikke elsker Norge er forståeligt. De to nationer er konkurrenter, og den norske dominans har de seneste år været overvældende.

At der skulle være tale om en generel modvilje mod Norge og i særdeleshed Johannes Høsflot Klæbo er helt væk fra skiven. Klæbo er det nærmeste langrendssporten kommer en rock star. Han er ung, suveræn (i sprintkonkurrencerne) og ser godt ud. Og hans stil er fuldstændig spektakulær. Han har gjort langrend cool i dele af Danmark, hvor sporten ellers er perifer.

Det havde været en smuk udviklingshistorie, hvis sprinteren Johannes Høsflot Klæbo også havde vundet 50 kilometeren. Og det var vi mange – også uden for Norge – der kunne have ønsket os.

Sådan gik det ikke.

Men måske indeholder det sin egen – i dette tilfælde bitre – poesi, at de to ærkerivaler Aleksandr Bolsjunov og Johannes Høsflot Klæbo endte med at ødelægge tingene for hinanden. Som de store konkurrencemennesker, de er, ville ingen af de to give hinanden plads (bogstaveligt talt) eller en fordel (Klæbo kunne have skiftet bane, men havde dermed mistet fart). Resultatet blev, at ingen af de to kom øverst på skamlen, selvom de var bedst og sportsligt set – hvem det så var blevet – havde vundet.

I stedet for at begræde resultatet kan man se anderledes på udfaldet. Vi er endt med en spektakulær uafklarethed, som bliver stående til evig tid i langrendssporten, og som vil være et referencepunkt i de to mænds mange fremtidige opgør.