Den norsk-irakiske forfatter Walid al-Kubaisi beskrev Mellemøsten i en episode fra Libanon: Et torv med handlende. En bil kommer kørende, og der skydes mod politiet. Kaos og blod. Der går et stykke tid. De døde og sårede er kørt bort, og blodet er spulet væk. Boderne er på plads igen. Handelen kan genoptages. Det er som om ingenting er hændt. På overfladen.

Sådan dækkes terror i vore lande. De vil, at vi skal glemme. Lægge en hånd over øjnene, så vi ikke skal se. Ikke huske. Men vi har set billederne lidt for mange gange til at glemme.

14. juli i fjor blev den 54 år gamle Marianne Haugen stukket ihjel med kniv, da hun sad i en bil og ventede på datteren ved bussterminalen i Sarpsborg i Norge.

NRK og NTB oplyser at den tiltalte mand er en 32 år gammel norsk statsborger med somalisk baggrund.

Sarpsborg tingsret forbød offentlig gjengivelse av gjerningsmannens navn i sin kendelse om fængsling, men Documents journalist Øyvind Thuestad fik, med støtte af Redaktørforeningen, medhold til gengivelse da han anket saken til Borgarting Lagmannsrett.

Den tiltalte, Hussein Abikar Haji Abdulkadir, havde ingen relation til Marianne Haugen. Anklagemyndigheden beder om at manden underlægges tvungent psykiatrisk anbringelse.

Hussein Abikar Haji Abdulkadir er tiltalt for drapet på Marianne Haugen

Vi skal affinde os med at knivdesperadoerne er «gale», men der er noget som ikke stemmer. Der synes at være en stor villighed til at bruge psykiatriske diagnoser. Men ingen spørger: Hvorfor er de gale? Har det noget med deres tro at gøre?

Mediernes mørklægning er med til at øge følelsen af at noget ikke er som det skal være. Det gør at almindelige folk ikke føler sig trygge når medier og politikere fejrer at der kommer familier hertil fra Moria-lejren, som vi får at vide er stærkt traumatiserede. Norge er ikke noget let samfund at komme til for mennesker fra Mellemøsten. For nogen bidrager kulturforskelle og religion til at de «tipper over».

Vi husker knivdesperadoen på sporvognen ved Bislett i Oslo, der gik løs i en sporvogn med en stor Bowie-kniv. Der har været mange. Men medierne «husker ikke» og stiller ikke de oplagte spørgsmål: Hvad med alle dem, som traumatiseres af mødet med disse terrorister? Tæller dét ikke? De får et psykiatri-stempel, og dermed er sagen afsluttet. Er den dét?

Vi må have lov til at spørge: Hvor mange skal lemlæstes eller dø?

Vi mærker et helt klart et pres fra myndighederne om at vi skal godtage, at folk med jævne mellemrum stikkes ned. Politi og medier bidrager til at dysse det ned. Dét er det værste de gør. De bekræfter folks fornemmelser af at ting ikke er som de skal være.

For to år siden var det en ansat i en Kiwi-butik i Møllergata i Oslo som fik sit liv dramatisk ændret:

Manden, som knivstak og kritisk sårede en kvinde i en Kiwi-butik i Oslo centrum torsdag, kommer fra den russiske republik Basjkortostan og knyttes til ekstrem islamisme. Angrebet efterforskes som terror, fremgår det af politiets pressekonference fredag eftermiddag.

Men så gik der en tid, forklaringerne ændrede sig, og pludselig var det ikke terror, men psykiatri det handlede om. Der også.

Der har været så mange sådanne hændelser, at man skulle tro medierne havde dem liggende i en databank og bare kunne opdatere den hver gang der skete noget. Det kan se ud til at Document selv må påtage sig jobbet, for det er vigtigt at huske.

Hvem kan glemme Håvard Pedersen?

Det var den 18 år gamle Håvard Pedersen fra Vadsø som blev dræbt med kniv på Coop Byggmix-butikken i byen lørdag aften.

Håvard Pedersen var aktiv i idrætsmiljøet i Vadsø og var i år færdig med en videregående uddannelse, skriver iFinnmark.

– Det var en så utrolig flot ung mand! Dette er bare så forfærdeligt, forfærdeligt trist, siger borgmester Hans-Jacob Bønå i Vadsø.

Knivdrept på jobb: Håvard Pedersen blev 18 år

Gerningsmanden er glemt. Det offentlige Norge vil viske minderne bort.

Samme skæbne ramte Maren Ueland og Louise Vesterager Jespersen i Atlasbjergene i Marokko. Hvis man indfører en psykiatrisk exit for alle muslimer med psykiske problemer, vil ingen blive fundet skyldig.

Det er dertil vi er kommet.

Det er også det, som fører frem til at IS-kvinden i Oslo tingsret kan påberåbe sig, at hun bare lavede mad og fødte børn. Rigtignok var hun begejstret for jihad da hun drog afsted, men dengang var hun ung og uerfaren.

Tvivlen skal komme tiltalte til gode. Er det ikke sådan, det er?

Den som leder efter bortforklaringer og formildende omstændigheder, vil altid finde dem.

Det er som om verden er vendt på hovedet og det er os, der er de skyldige eller ikke fortjener at blive forsvaret. Humaniteten udvides til også at gælde vore mordere.

Det er som at slette mindet, viske tavlen ren for de dødes og de traumatiserede navne.

Noget er helt sygt.

Vi skal huske, hvert eneste navn, på både ofre og gerningsmænd.

Hvis ikke, er vi ikke længere et civiliseret samfund. Da er vi på vej til at blive som Libanon.

Og hvis du synes det er en hård påstand: I Danmark er Steen Raaschou, Kim Møller og Uwe Max Jensen sigtet for at have publiceret billeder af terrorofre. Jihadisterne skal beskyttes.