Hvid mands byrde og den sande racisme

“Når en mors frygt bliver til virkelighed… “Alle mine drenges venner er blevet overfaldet og røvet…”

I have a dream that my four little children will one day live in a nation

where they will not be judged by the color of their skin

but by the content of their character.

I have a dream today.

Martin Luther King

Hvem har ikke hørt disse ord, taget dem til sig og sagt dem for sig selv med tanken på den mand, der i 1963 trådte ind i historien og med så stor patos lod dem fylde rummet foran Lincoln-monumentet i Washington? Har vi ikke alle haft en drøm om at børn ikke må blive bedømt på sin hudfarve men kun på dets handlinger og karakter? Men sådan er det bare ikke.

I de senere år, dvs efter år 2000 er ordet racisme sammen med ord som populisme, xenophob og fascisme imidlertid blevet godt og grundigt misbrugt, og bliver slynget efter enhver som ikke passer ind i det politisk korrekte verdensbillede, dvs ikke er en uselvstændig støtte til det kulturradikale projekt, der som bekendt handler om at relativere alting ikke mindst den vestlige kultur; et misfoster af en kultur som ikke kan gøre krav på noget særligt andet end en mørk historie fuld af imperialistisk undertrykkelse, racehad og slavehandel med mere. –

Her kommer vi ind på noget, jeg og andre flere gange har omtalt, nemlig Vestens problematiske forhold til sin egen historie og manglende evne til at forsvare sig selv . Jeg vælger at sige som Ibn Warraq; vær stolt og lad være med at undskylde. Skal vi blive ved med at undskylde for vore fædres synder. Skal vi fortsat undskylde for det britiske imperium, når nu briternes tilstedeværelse i Indien førte til anlæggelse af en infrastruktur i form af jernbaner og veje, vandingssystemer, udryddelse af kolera, etableringen af et uddannelsessystem, oprettelsen af et parlamentarisk demokrati og retssikkerhed. Briterne gav endda inderne deres egen fortid tilbage. (bag betalingsmur)

Det var den britiske regering, der gjorde sit bedste for at redde og bevare de mindesmærker, der vidnede om fortidens pragt. Vesten er kilde til befriende ideer som den personlige frihed, politisk demokrati, menneskerettigheder og kulturel frihed.

Det er Vesten der har løftet kvinders status, bekæmpet slaveri, forsvaret friheden, ytringsfriheden og samvittighedsfriheden. Vesten behøver ingen forelæsning om andre samfunds fremragende dyder.

– Nej, den sande racisme er den som konstant udøver positiv forskelsbehandling og særrettigheder til farvede fremmede folkeslag fx i form af fortielser, bagatelliseringen af terror, trusler, vold med mere. Det handler slet ikke om den gamle britiske vestlige undertrykkelse af fremmede folkeslag, det er her og nu disse ting sker. Den antihvide racisme!

Ifølge sociologen Jean-Luc Primon føler hver tiende oprindelige franskmand sig udsat for racisme. Det er interessant at følge de reaktioner, som dette fænomen afstedkommer. For eksempel har jeg ofte hørt kolleger fra arbejdspladser indlede en kritisk bemærkning om fredens religion med ordene: Jeg er altså racist, men …..

Gennem en vedvarende manipulerende indoktrinering har medierne givet os denne opfattelse, at enhver kritisk bemærkning var/er ensbetydende med racisme. Ofre for anti-hvid racisme, der kan have givet sig udslag i vold, kan bagatellisere eller ligefrem benægte hændelsen.

Fornægtelsen bliver især påfaldende, når et racistisk motiveret overfald filmes og lægges ud på nettet, så alle ved selvsyn kan se, hvad der skete. Dette ser jeg som nutidens sande racisme, at man pålægger ofret for en angivelig voldsepisode tavshed om overfaldet, for ellers vil vedkommende ”få en racisme-dom på halsen”. Sådan har det været længe herhjemme.

Kultureliten, vi kender dem, i form af akademikere, journalister, ”kunstnere” og meningsdannere skyder med skarpt, hvis de så meget som mistænker en åbenmundet anklage af minoriteterne, mens de fortier, bortforklarer eller benægter, at de ”unge” har begået nogen former for kriminalitet. “Pæne” og “anstændige” mennesker tiltror ikke folk fra 3.verdens lande, at de skulle kunne nære racistiske følelser over for hvide, og antiracistiske foreninger benægter den anti-hvide racismes eksistens.

Den racisme, som man gerne tiltror de “skyldige” hvide europæere, kan ikke begås af de “svage” indvandrere. Her kan jeg lige indføje, at i en stat som Singapore føler man ikke trang til at udråbe den gamle kolonimagt som indbegrebet af racisme. Tværtimod har man opkaldt byens fineste hotel efter Stamford Raffles, som var en ægte kolonibestyrer, der grundlagde Singapore i 1919, og man er i dag kun stolt over den gamle brite!

Når man læser om disse ting og tænker på en bevægelse som BLM og den hastigt voksende masse af religiøse horder der i dag befinder sig i Europa (som en stor del af dem ikke ønsker at blive en del af), dvs den vestlige del af Europa, har begrebet hvid mands byrde fået en ny betydning. For det er mere end byrdefuldt at se sine bydele, statuer, mennesker og værdier blive trådt under fode uden at være i stand til at gøre noget ved det. Så vi bliver netop bedømt på vores hudfarve: Hvem er skyld i verdens elendighed i dag? Den hvide hetero-normative midaldrende mand!