Jean-Marie Rouart. Foto: ActuaLitté / Wikimedia Commons.

I Frankrig blev den lov, præsident Emmanuel Macron har varslet til bekæmpelse af «islamistisk separatisme», for nylig vedtaget af parlamentet. Spørgsmålet, som rejses, er i hvilken grad det kritikere mener, er en udvandet og meget lidt målrettet lov, vil virke efter hensigten.

Den røde tråd gennem loven er tiltag, som bekæmper forsøg på at undergrave Frankrigs konstitutionelle sekularitet. Men er det nok?

Nej, mener forfatteren og journalisten Jean-Marie Rouart, som også er medlem af Det Franske Akademi. «Sekulariteten er et illusorisk bolværk mod islamismens erobringstrang», siger Rouart i et interview med Il Foglios kulturredaktør Giulio Meotti.

Islam har energi, men vitaliteten i Europa og Vesten, i særdeleshed Frankrig, er også svækket på grund af et «åndelig underskud», fastslår Rouart.

Vi ser indflydelsen fra oplysningstiden, Voltaire og encyklopædien, men også fra Renan, Nietzsche, en videnskabelig opfattelse af livet samt de fascistiske og marxistiske regimernes hærgninger. Mer generelt er det vort ultramaterialistiske samfund som er ansvarlig. Dette samfund dyrker de nye guder. Pengene, forbruget, pornografien og de visuelle mediers dumheder har skabt en kolossal moralsk og kulturel ørken.

Til trods for den radikale islamismes sekterisme og voldelighed beholder islam evnen til åndelig forførelse, mener Rouart. Den europæiske krise hænger derimod sammen med tilbagegangen for kristendommen, som nærede Europas kultur.

Den var magtens, tænkningens og kunstens mentale arkitektur. Efter at have fjernet denne arkitektur har vi været vidne til en form for kollaps på alle områder. Både politisk, socialt og kunstnerisk ser vi en identitetskrise.

Den moderne europæer ved ikke længere, hvem han er, konkluderer en af Frankrigs «udødelige», en karakteristik som hyppig benyttes om medlemmene af Det Franske Akademi.

Den åndelige analfabetisme er så stor, mener Rouart, at folk ikke længere har de intellektuelle forudsætninger for at forstå den europæiske kulturarv, som da heller ikke formidles til nye generationer i nævneværdig grad.

I stedet for at acceptere, at religionen er en kendsgerning af stor social og national betydning, har vi bekæmpet den. Og nu betaler vi prisen.

Intet samfund har i længden klaret sig uden det hellige, hævder den franske skribent. Det hellige besvarer en forhåbning i menneskehjertet, siger Rouart, så det hellige kan ikke ødelægges uden at anrette stor skade på mennesket, ræsonnerer han – og konkluderer: Sekulære dogmer besvarer ingen spørgsmål af metafysisk natur.

Men de metafysiske behov er ikke borte:

Nu lever vi i en verden som er rystet af utrolige teknologiske forandringer, af ny ”scientisme” og af en globalisering som bringer lige så meget destabilisering som fordele, ledsaget af anarkistiske tendenser arvet fra Rousseau, som 68´erne vækkede op igen.

Rouart tror ikke desto mindre, at katolicismen på en måde vil klare sig gennem den pågående krise. Men det ser ikke godt ud i øjeblikket: Katolikkerne undlader ikke bare at kæmpe for deres tro, de er tilhængere af deres egne fjender. Islam bliver således en eksistentiel trussel i alle fald de næste 30–40 år, mener han. Fjenden har et let job i øjeblikket:

Vi er i frit fald. Ultraliberalismen er i færd med at gøre samfundet suicidalt, selvmordstruet. Der findes ikke længere nogen moralsk eller åndelig modvægt mod en kapitalisme som er gået over gevind.

Der behøves derfor en ny start. Rouart ser ikke helt hvad som kan udløse den, men sætter sin lid til at mange nok i tide indser hvad, der står på spil. Det er derfor jeg skriver, afslutter han.

Oversættelse Karsten Søberg