Jeg har skrevet en del om den somaliske terrorist Mohamed Geele, der forsøgte at slå en dansk folkepensionist ihjel foran pensionistens barnebarn. Selvom Mohamed Geele fik en udvisningsdom render han i dag rundt på fri fod i Danmark. Naturligvis på offentlig forsørgelse. I august 2018 skrev jeg et læserbrev (læserbrevet blev ikke publiceret nogen steder) om Mohamed Geele, som jeg her citerer i sin helhed:

Danmarksgade

I går sad jeg på Smedekroen og ventede på en ven. Eller rettere sagt: Jeg sad udenfor ved det bord, som Smedekroen for et par år siden begyndte at stille ud på gaden i et forsøg på at følge med tiderne. Jeg har nu aldrig set nogen sidde der. Smedekroens stamgæster går ikke på værtshus for at vise sig frem eller følge med i bylivets fortrædeligheder, men fordi de har tørst.

Smedekroen ligger i Danmarksgade – en gade, hvor jeg boede kortvarigt i begyndelsen af 1990’erne. Dengang fik området tilnavnet Lille Somalia af aalborgenserne, fordi somaliske flygtninge med slør og flagrende gevandter ofte gik gennem gaden. Det havde sin naturlige forklaring. Den gang lå kommunens socialkontor for enden af Danmarksgade. (Det gør det stadig, men en del funktioner er flyttet til andre adresser i byen.)

I 1990’erne var både islamisk påklædning og afrikanere et særsyn i Aalborg. Men det er gået i Aalborg som i de fleste større (og mindre) byer i Danmark. Islam har bidt sig fast, og i dag er der på Danmarksgade et etnisk supermarked (det var tidligere en grønthandler, og man kan stadig få frugt og grønt, men det er altså nu udvidet til et decideret supermarked), en etnisk frisør, endnu en etnisk grønthandler og en halalslagter. Selv den trendy tøjbutik Sarahs Saloner har ansat en ekspedient med slør for at falde ind i miljøet.

På Frederikstorv, der flugter med Danmarksgade, er pølsevognen blevet til Pølsehuset. Jeg orkede ikke at gå derind, men jeg kunne fra mit bord konstatere, at Pølsehuset sælger kebab, og jeg forestiller mig, at der, hvad pølserne angår, alt andet lige er tale om kyllinge- eller fårepølser. Desuden er der opstillet en mobil madvogn på torvet, hvorfra nogen arabere sælger “byens bedste kylling”. Jeg gætter på, at kiosken på torvet også er blevet overtaget af muslimer, siden jeg boede i Danmarksgade, men jeg gad ikke at forlade min Tuborg for at få vished.

Ovenpå Smedekroen lå indtil for nylig Nordjyllands største moske – Kulturel Forening for Børn og Unge. Moskeen var som så mange andre moskeer i Danmark konstrueret som en kulturel forening, så man kunne hente penge i det kommunale system via fritidsloven. Det ville en moske ikke kunne, da man ikke giver kommunal støtte til religiøse aktiviteter. Et organiseret bedrag sat i verden for at få sugerøret ned i de kommunale kasser. Hvordan det fungerer i praksis har Ahmed Akkari beskrevet i sin bog.

Selv samme Akkari fik i øvrigt sin islamistiske opdragelse i moskeen ovenpå Smedekroen. Senere rykkede Akkari til Aarhus, da det islamistiske miljø trods alt var for lille i Aalborg. Fokus kom der for alvor på moskeen i Danmarksgade, da et tidligere bestyrelsesmedlem i moskeen – somaliske Muhudiin Mohamed Geele – opsøgte Kurt Westergaard på tegnerens bopæl med den intention at slå ham ihjel med en økse og en stor kniv, fordi Westergaard med sin tegning af religionsstifteren Muhammed havde fornærmet islam. Noget man ifølge bestyrelsesmedlemmet ikke skulle slippe levende fra.

Muhudiin Mohamed Geele fik ikke held med sit forehavende, da Westergaard flygtede ud på lokummet, der var blevet omdannet til et sikringsrum, hvis pansrede dør modstod adskillige øksehug. Politiet nåede efter kort tid frem til Westergaards adresse og uskadeliggjorde øksemanden med skud, da han også forsøgte at angribe de fremmødte betjente.

Efter terrorangrebet kom der selvsagt fokus på moskeen / den kulturelle forening, og det blev tydeligt, at foreningen havde snydt sig til en lang række midler. Den kommunale pengestrøm blev stoppet, og efter et stykke tid lukkede moskeen. Den genopstod dog senere som kulturforening og ungdomsvejledning Aalborg Moske i et nærliggende industrikvarter. Et godt bud er, at moskeen igen har snablen nede i de kommunale kasser. I hvert fald er Aalborg Moske under kraftig udvidelse.

Alt dette sad jeg som en anden Marcel Proust og tænkte på, mens jeg drak af min Tuborg. Og så kom der pludselig en tilsløret kvinde forbi. Hun har sandsynligvis indtil maskeringsforbuddet trådte i kraft været iklædt niqab, men nu var niqabens underdel flyttet fra området under øjnene til lige under næsen (jeg fik ikke taget et foto, men har illustreret det). Sådan kan dansk lovgivning altså føre til nye islamiske udtryk. Men det mest opsigtsvækkende var imidlertid, at kvinden var på cykel. Man kan sige meget om muslimer, men de kører ikke – når man ser bort fra Tayeb Braikia – på cykel.