Michael von der Veen var en effektiv forsvarer for Trump. Foto: Senatets TV-overføring.

Rigsretten mod privat- og forretningsmanden, tidligere præsident Donald J Trump, vakler pinagtigt mod sin slutning. Som med den forrige Rigsret mod Trump, der blev diskuteret mens Trump stoppede trafikken mellem USA og pandemiens arnested Kina, er Demokraterne tumlet ind i en medieskabt fortælling, hvor Trump er som tyven, der er for doven til at stjæle. Man har ingen sag, men tager udgangspunkt i at fordi Trump er så forfærdelig må det han gør være forfærdeligt. Det er jo den bærende historie i medierne.

“He will forever be impeached” godtede Pelosi på alle TV shows hun kunne nå efter den første Rigsret. Således gav hun ufrivilligt sig selv forklaringen på, hvorfor ingen gider at se 2eren. Den første var dårlig, men i det mindste en sjældenhed, Nu er det blot en dårlig joke. Babylon Bee spøgte, at den er udkommer direkte på DVD. Den er efter det store Trump show, mediernes afterglow. Bedst udtrykt i Trumps ivrigste fjende blandt de politiske journalister Jim Acosta, der tweetede at en CNN fotograf havde taget et billede af Trump, der spillede golf i sin golfklub i Florida. Ja, vi savner ham også hr Acosta, men nu nyder han altså sit otium. Giv slip.

Som flere Forfatningsrets eksperter har påpeget, så er en Rigsret ikke en strafferet, men et værktøj til at fjerne præsidenten fra sin post, hvis man mener, at han er ude af stand til at varetage sit embede på forsvarlig vis. Det handler altså ikke om at straffe, men om at have en mulighed for at beskytte USA og det amerikanske folk. Alligevel bruger Senatet igen sin tid på noget, der i bedste fald er overflødigt, frem for at få gennemført hjælpepakker til trængte amerikanere, der har mistet deres job og forretninger i forsøget på at begrænse det kommunist kinesiske virus hærgen.

Farcen stopper ikke her; anklagen imod Trump blev hastet igennem Repræsentanternes Hus uden at der blev ført bevis for de afsindige påstande og uden at høre modargumenter. Et medlem argumenterede med, at han ikke behøvede at se beviser, da han allerede havde set, hvad der skete på TV. Igen ægget af pressens teater.

Nyhedsstationerne fortalte nemlig, hvorledes Trump med en brandtale havde ægget sine tilhængere til at storme The Capitol, bygningskomplekset hvor Kongressen holder til, for at ændre resultatet af præsidentvalget. “Fight like hell” havde Trump blandt andet sagt og kombineret med de voldsomme billeder, hvor flere mænd ud af en enorm folkemængde med Trump faner, er i hårde slåskampe med det lokale og sparsomme politi, kampe der kostede 6 mennesker livet. En politimand blev tævet ihjel, en anden tog efterfølgende sit eget liv og en kvindelig militær veteran, blev nærmest aflivet af en sikkerhedsvagt, som hun kravlede igennem en barrikade inde i selve Capitol. De tre sidste er der endnu ikke oplysninger om, men det kan være ældre mænd, der fik akut hjerteinfarkt af stresset fra optrinnets voldsomhed. Intet “mostly peacefull” her, dog.

Som man forventer det, når den etablerede magt er i oprør, er dette en falsk fortælling (post hoc ergo propter hoc), med en dynamik, der mere minder om Rigsdagsbranden. Et angreb på en parlamentsbygning, der bliver udnyttet til at gribe efter den rå magt, som man samtidig undertrykker sine modstanderes ret til at ytre sig. Nok med Hitler analogier, deres problem er desværre ikke at de er svære at finde på.

Problemet er, at kampene mellem politiet og folk i Trump antræk stod på, mens Trump stadig talte – vel at mærke mere end to kilometer fra Capitol. Med andre ord, de mennesker, der havde samlet sig foran Capitol, hvoraf knap 400 entrerede selv bygningen, deltog i et andet arrangement organiseret på internettet.

Men det var ikke det eneste, der blev arrangeret, for Antifa lignende grupper, (og ikke Alex Jones) havde infiltreret de mange Trump støtter og opererede som Agent Provocateurs. Krigskorrespondenten Michael Yon forklarer Antifa/BLMs overordnede taktik til Crossroads Joshua Philipp og Masako Ganaha går i detaljen med begivenhederne der ledte til den yngre kvindes aflivning. Den øverste chef for Capitols politi, der blev tvunget fra sin stilling, advarede 6 gange om at der var grupper, der ville benytte Trump støtternes protest til at angribe Capitol og krævede flere ressourcer til at sikre sikkerheden (det er her man skal holde styr på sin paranoia). Og FBI undersøger om der kan stå udenlandske interesser bag.

Og så er der hykleriet om, hvad der tæller som inflammatorisk tale. En person på Twitter foretog sin egen ‘jødetest’, da vedkommende opfordrede til chikane af politiske modstandere. Og Demokrater fra alle lag var naturligvis i oprør over, hvad de klart så som opfordring til politisk vold. Hvad vedkommende Twitter person dog ikke havde nævnt, var at han havde citeret den Demokratiske Repræsentant Maxime Waters og i teksten erstattet ‘støtter af præsident Trump’ med ‘støtter fra New Yorks guvernør’. Inflammatorisk er for Demokraterne, medierne og IT oligarkerne med deres identitetspolitiske medarbejdere alt, der strider imod deres dagsorden.

Derfor flyder nettet også over med eksempler på Demokraternes egen inflammatoriske retorik. Den socialistik orienterede senator Bernie Sanders har udtalt at Republikanernes sundhedspolitik går ud på “slå amerikanere ihjel” kort tid før en af hans tilhængere forsøgte at myrde en gruppe Republikanske politikere, som de spillede baseball. En døde næsten, som også senator Rand Paul, der blev overfaldet bagfra af sin nabo, var tæt på døden. Kongressens formand Nancy Pelosi har omtalt Republikanerne som ‘statens fjender’ fordi de ikke ville afsætte Trump.

Biden og Harris, der er sit eget Itchy And Scratchy Show, har selv benyttet den, for Demokraterne helt almindelige vending “”fight like hell!”, som alle politikere og kommentatorer, der ville tage sig ud af noget. Hvis Demokraternes tolkning skulle bruges som standard var Bidens ord “If we [han selv og daværende præsident Trump] were in high school, I’d take him behind the gym and beat the hell out of him” et klart ønske om vold mod børn. Aldersforskellen taget i betragtning, ville ‘the big guy’ have været 18 år gammel og formelt voksen, mens Trump kun ville være 14. Jeg holder alligevel på at Trump ville vinde.

Men det er langt værre end det, hvis man ser overordnet på den politiske tone og de fortællinger, der intenst dyrkes ikke blot af Demokraterne, men også af de store mediehuse. Fortællingen om at Trump, som hans tilhængere er racister er en dehumanisering, der kan ligge til grund for de mange overfald og endda flere mord, de er blevet udsat for. Fortællingen om at USA er strukturelt racistisk er en dehumanisering af hvide mennesker, altså en dehumanisering på baggrund af hudfarve. Og sommerens Antifa og Black Lives Matter optøjer, der kostede mange mennesker livet, som de så deres forretninger blive plyndret og brændt mens de selv blev tæsket, blev støttet af medierne og Demokraterne.

Og nuværende vicepræsident Kamala Harris opfordrede endda folk til at følge hendes eksempel og donere til en fond, der kautionerede for de anholdte voldsmænd, så de var fri til at fortsætte deres hærgen. En retfærdig vrede legitimerede alt, var et budskab, der blev gentaget konstant, mens Demokraterne i Kongressen knælede ærbødigt for den racistiske bevægelse og krævede bevillingerne til politiet, der også var racistisk, kraftigt beskåret. Nu sidder de selv godt bevogtet bag en mur, som de har nægtet resten af amerikanerne af få. 

En anden af Demokraternes anklager går på, at Trump’s enorme twitter-mængder indeholdt opviglende retorik. Det er i bedste fald er en misforståelse af de algoritmer de sociale medier har indbygget, der frasorterer opslag i den enkeltes feed. Og her har Trump også insisteret på at han og hans tilhængere skal kæmpe som en i helvede for at “Stop the steal!”. At så tvivl om valghandlingens legitimitet ansporer nemlig i sig selv til vold, lyder ræsonnementet. Det kalder Demokraterne”Den Store Løgn”, velbevandrede i Mein Kampf, som de er. Det er nu kun i den slags stater, hvor præsidenten opnår, hvad for alle andre ligner et usandsynligt højt antal stemmer og barrikaderet bag en mur, der skal beskytte ham mod folkets vrede, tages i ed foran militæret, at det er ulovligt at betvivle et valgresultat.

Og det er ikke blot det, at det kun er tyve år siden at daværende vicepræsident Al Gore forlangte og fik en genoptælling af stemmerne fra Florida, fordi han ikke accepterede George W Bushs sejr. #NotMyPresident trendede for små fire år siden, da alle Demokrater syntes at have travlt med at så tvivl om 2016 valgets legitimitet. Fra Hillary Clinton til Nancy Pelosi og alt derimellem, blev valget forsøgt delegitimeret med fortællingen om at Trump kun vandt med ‘russernes’ mellemkomst. Den årelange Mueller efterforskning er ikke blot sit eget delegitimerende monument, den blev konkret begrundet med, at hverken medierne eller Demokraterne troede at han havde vundet ærligt. Selve ideen om ‘the resistance’, en modstandsbevægelse, som mange Demokrater inklusiv den tabende kandidat, tilsluttede sig i ånden, var et delegitimerende udsagn.

Legitimitet, sjovt ord at bøje. Trump skal dømmes af en jury, hvor halvdelen har krævet ham stillet for en Rigsret fra første dag han satte sig bag the Resolute Desk, for alt han havde gjort og kunne tænkes, at ville gøre. Og ingen af dem har erklæret sig inhabile. Med Robert Barnes ord

In an actual criminal trial, you don’t have judges also be jurors, prosecutors cannot repeatedly lie about the evidence, falsify evidence, remove context from evidence, introduce immaterial, inflammatory evidence, or prosecute people they don’t have jurisdiction over for speech.

Rigsretten mod tidligere præsident Donald Trump er ikke kun Washingtons etablerede magts hævn over outsideren, det er i hele sin farce, et selvforsvar for at sikre sig imod at han ikke genopstiller om 4 år. Og således er det også sin egen indrømmelse af, at valghandlingen i 2020 var ‘usædvanlig’.

Demokraterne er bitre i nederlaget og hævntørstige i sejren – men de er også bange.