Peter la Cour: Processen mod Inger Støjberg. Peter la Cours Forlag. 296 sider, illustreret, 250 kr. Bogen har som undertitel ”Retfærdighed eller politisk heksejagt?”, og la Cour lader ingen være i tvivl om, at han ser Inger Støjberg som offer for en politisk heksejagt. Han argumenterer godt og dokumenteret for denne opfattelse, og han bringer en række meget relevante oplysninger, som mange givetvis ikke kender. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg deler hans opfattelse, som er blevet kraftigt styrket efter læsningen af bogen.

Der er tale om en fair beskrivelse af hele forløbet, hvor Støjbergs politiske fjender kommer fyldigt til orde. Bogen indeholder ti kapitler samt et forord og en prolog. Et af kapitlerne bringer en udskrift af hele samrådet med Inger Støjberg i Udlændinge- og Integrationsudvalget 1. marts 2019. Her får læserne altså mulighed for ved selvsyn over flere sider at følge duellen mellem især Sofie Carsten Nielsen og Johanne Schmidt-Nielsen på den ene side og Inger Støjberg på den anden side.

Det, der bestyrker opfattelsen af, at der er tale om en politisk proces, er bl.a. følgende: Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen valgte under sin vurdering af sagen helt at se bort fra et dokument, som både Støjberg, flere ledende embedsmænd og uafhængige eksperter anser for meget vigtigt. Hvordan kan den slags ske, ser ombudsmanden dårligt? Det fravalgte dokument er et ministernotat fra 9. februar 2016 om individuel vurdering af tilfælde, hvor mindreårige piger bor sammen med ældre mænd. Men da notatet kom frem i lyset, valgte kommissionen ikke at indkalde ombudsmanden for at få en forklaring på fravalget.

Kommissionens formand Peter Mørk Thomsen og udspørger Lars Kjeldsen synes heller ikke at have optrådt upartisk under afhøringerne af de indkaldte vidner. De stillede ledende spørgsmål på forkert grundlag, men afviste samtlige klager, som Støjbergs advokat Nicolai Mallet fremlagde.

Offentligheden har af medierne fået bibragt den opfattelse, at hele grundlaget for adskillelsen af mindreårige piger fra deres ældre og tvangsgifte mænd var en pressemeddelelse, som Inger Støjberg udsendte 10. februar 2016. Men det er ikke rigtigt. Det afgørende dokument ligger forud for denne meddelelse, nemlig det nævnte ministernotat, som Inger Støjberg godkendte 9. februar. 

Medierne har også i denne sag svigtet ved en stærkt ensidig dækning. De har tæppebombet befolkningen med påstande om, at adskillelser var ”ulovlige” – de har altså på forhånd dømt Støjberg i stedet for at referere, at det er hendes politiske modstanderes påstand, at de var ulovlige. La Cour skriver, at flere medier forstærkede eller forvrængede de politisk begrundede beskyldninger, ”usandhederne stod i kø” under ”den kollektive mobning”, der fandt sted.

Det var nemlig ikke rigtigt, at adskillelse skete uden en individuel vurdering af de enkelte par. Der skete i alle sager en konkret og individuel vurdering under hensyntagen til Danmarks internationale forpligtelser. 

Hvis der er en skurk i la Cours bog ud over Støjbergs politiske modstandere, må det være Henrik Grunnet, den fyrede chef for Udlændingestyrelsen, som under afhøringen sagde, at han havde administreret ulovligt – og så alligevel ikke! Han er blevet imødegået af departementschefen i Udlændingeministeriet Uffe Toudal. Hvis Grunnet virkelig mente, at ”instruksen” var ulovlig, burde han naturligvis have taget sin afsked i protest.

Hvis nogen fortsat skulle tro, at alle embedsmænd er upartiske, bliver man klogere af at læse la Cours bog. Pressemedarbejder i Udlændingestyrelsen Lars Bak udsendte stærkt fjendtlige emails om sin øverste chef, minister Inger Støjberg. F.eks. ”Integrationen rager hende en papand … Helt ekstremt!” Sådan en person burde være et andet sted, f.eks. pressemedarbejder for de radikale.

Til at begynde med var Socialdemokratiet meget opbragt over, at mindreårige piger skulle leve sammen med ældre tvangsgifte mænd i danske asylcentre. Det var de radikale og Enhedslisten, der førte an i angrebet. Senere fik piben i Socialdemokratiet en anden lyd, og Mette Frederiksen forkyndte for nogle dage siden, at hendes parti nu gik ind for en rigsretssag, fordi Støjberg havde iværksat ”en klart ulovlig administration”. (Behøver jeg at nævne, at DR bragte denne nyhed med en påstand om, at Støjberg havde givet ”en ulovlig instruks”? Det er jo det, der er delte meninger om, men DR har altså allerede fældet dom i sagen.) 

Socialdemokratiet er i gang med den svære kunst at blæse og samtidig have mel i munden. Da justitsminister Nick Hækkerup forsøgte at redde sin chef ved at få udarbejdet et notat om, at udtalelser på pressemøder og politiske udmeldinger i øvrigt hverken udgør ”administrative retsforskrifter eller konkrete forvaltningsakter”, trak han tæppet væk under anklagerne mod Støjberg om hendes pressemeddelelse som ”en ulovlig instruks”. For så er den jo altså ikke ulovlig, uanset hvad man i øvrigt måtte mene om den. Så er der ingen sag!

At barbariske skikke fra islamiske stater i kraft af indvandringen fra disse stater til et civiliseret land som Danmark i det hele taget kan give anledning til angreb på en minister, som i ønsker at bekæmpe barbariet, siger meget om det politiske forfald herhjemme.

Køb og læs denne nødvendige bog, hvis man vil have grundig og klar information om den pågående heksejagt på Inger Støjberg. En sådan information får man ikke i mange medier.

Peter la Cour: Processen mod Inger Støjberg. Peter la Cours Forlag. 296 sider, illustreret, 250 kr.