‘Vild ekstase over ung digter’, skrev journalistpraktikanten på DR Online, og man må forstå, at der ikke kan være flere meninger om den 22-årige SJW’er Amanda Gorman, der fik global taletid under Bidens indsættelse. “Det digt lød som den slags VoiceOver, der afslutter virkelig dårlige film.”, kommenterede forfatter Kasper Colling Nielsen på Facebook. Den slags hudfarve-neutral fritænkeri mødte dog kritik fra freelancejournalist Samina Yasmin Jakobsen.

Samina Yasmin Jakobsen: #checkyourprivilege

Kaspar Colling Nielsen: Samina Yasmin Jakobsen det kan du selv gøre.

Kaspar Colling Nielsen: Samina Yasmin Jakobsen egentlig en ret perfid kommentar. Jeg brød mig ikke om digtet, fordi det var spækket med klichéer. Det gør mig ikke småracistisk bare fordi forfatteren tilfældigvis er sort.Det er da helt skørt og en mega grov anklage at slynge ud. Der findes sikkert også fx musiknumre, som du ikke kan lide, der er lavet af musikere med en anden etnicitet end din. Det gør heller ikke dig privilegieblind og småracistisk.

Samina Yasmin Jakobsen: Jeg ved da godt, at du ikke er racist, Kaspar, det er slet ikke det, det drejer sig om. Det handler om, at man lige ser sig selv i spejlet, og tænker: ‘Næh. Det kan da godt være dette øjeblik ikke er for mig, måske jeg ikke behøver at ytre mig negativt, når det nu åbenlyst betyder så meget for så mange mennesker, måske jeg bare lige sidder den her over.’ Jeg blev egentlig bare provokeret af din platte kommentar til et historisk øjeblik, som fortjener al vores respekt. For det var ren historieskrivning. Aldrig nogensinde har der været så mange etniske minoritetskvinder på vigtige positioner på det podie. … Der var en stolthed på det podie, som jeg aldrig har set lige. Og Gormans præstation satte internettet i brand, fordi indignationen var til at tage og føle på. Men den blev brugt som en styrke, som et håb for landet. Det var ikke et digt, der var skrevet med alderdommens vise pen, men med ungdommens idealistiske, og at en ung, sort kvinde kunne stå på det podie, og skinne sin stolthed ud, var hvad vi alle havde brug for at se. Det var derfor, tror jeg, at så mange, inklusive mig selv, brød grædende sammen over hende. Det var et historisk øjeblik. Så bare lad øjeblikket stå alene.

Kaspar Colling Nielsen: Samina Yasmin Jakobsen Så jeg må ikke forholde mig til det, fordi jeg er en hvid mand? Hvad er det for noget grotesk sludder. Du må synes lige, hvad du vil. Det skal jeg da ikke bestemme. Du må også sige, hvad du vil. Men du skal da heller ikke bestemme, hvad jeg skal mene og om hvad. Hvad er det dog for noget? Jeg er sikker på, at der er masser af folk, du kan dele din begejstring over digtet med. Vi behøver ikke være enige om alt hele tiden, det ville også være kedeligt, men netop fordi vi ikke er det og verden på den måde er mangfoldig i holdninger og smag, skal man måske afholde sig fra at svine hinanden til.

Kaspar Colling Nielsen: Samina Yasmin Jakobsen Dog fint, for det giver mig anledning til unfriende folk, som synes det er ok at kalde folk man ikke deler litterær smag med for racister.