Musiklæreren Joe i Pixar Soul, 2020; Foto: Youtube)

Venstreradikale identitetskrigere løber aldrig tør for kampe, og seneste handler om de danske stemmer til den nye Disney-film, der blandt andet har musiklæreren Joe i en af hovedrollerne. Han er sort, og så er det selvfølgelig helt vildt forkert, at hans stemme fordanskes af liljehvide Nikolaj Lie Kaas. I en tid hvor sorte skuespillere portrætterer hvide personer fra den vestlige kulturhistorie, er det problematisk med hvide stemmer i en animationsfilm. God kommentar af Asker Hedegaard Boye i Weekendavisen – Stemmefarve: Raseri (kræver login).

“… ‘Det handler ikke om det biologiske i stemmen, for man kan jo ikke høre så meget forskel, men det er det symbolske i respekten og anerkendelsen, samt at man bryder med de strukturelle mekanismer, der fastholder nogle skuespillere i hovedrollerne og andre i birollerne,’ udtalte Mira C. Skadegård, adjunkt ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, til Berlingske.

PÅ Twitter istemte straks filmmanden, musikeren og newyorkeren Kristian Leth, der kaldte valget af Lie Kaas for en ‘ærgerlig og unødvendig fejltagelse af Disney Danmark’. Leth mente desuden, at det kunstnerisk set var ‘upræcist og sløset og dovent at gå efter the usual suspect og miste nuancen’. Nuancen? Er Lie Kaas’ stemme for hvid? Kan Leth høre folks hudfarve?

… Kritikken hviler nemlig som altid på tre falske præmisser, nemlig at det kunstneriske valg stedse er en politisk handling (ofte ubevidst); at Amerikas dagsorden er verdens dagsorden; og at verden er arrangeret i gensidigt forstærkende undertrykkelsessystemer baseret på identitet.

Det første er en undervurdering, nej, misforståelse af kunstens rolle. Det andet afslører den teoretiserende klasses provinsielle anglofili. Og det tredje er et udtryk for den aktivistiske postmodernisme, der på mange af Vestens universiteter jonglerer selektivt med størrelser som relativsme og essentialisme, alt efter hvordan det passer i dens kram.

Placeringen i det såkaldte intersektionelle hierarki af etnicitet, køn, klasse, seksualitet og fysisk fremtoning bestemmer den moralske vægt: jo lavere placering, desto væsentligere. Det mest begrædelige ved denne ideologi er imidlertid, at den ender med at gøre som sine værste fjender: I en højere sags tjeneste udviskes individet, og tilbage er kun grupper sorteret efter farvekode.“