George Blake i Moskva 15. juni 1992. Foto: Boris Yurchenko/AP/Scanpix

Den nye kolde krig

For nylig døde den britiske storspion George Blake i Moskva, 98 år gammel. Det affødte nekrologer i Vesten som sidestillede vestlig efterretningstjeneste med sovjetisk. I tusmørket er alle katte grå. Var det egentlig nogen forskel i praksis? Gjorde ikke alle det samme? Denne type relativisering har vi hørt længe. I dens skygge har en ny venstrefløj drevet hvad man kan kalde revisionistisk historieomskrivning: Blake og de andre britiske spioner var idealister, om end naive. De ville realisere Guds rige på jord.

Dette direkte citat fra Blake gengives uden ironi af BBC og Guardian.

Historikeren Andrew Roberts tager et opgør med denne tankegang: Han registrerer at pendulet er svinget og at nedrakningen af vore egne systemer er stærkere end den nogensinde har været. Der var en intellektuel femtekolonne også under Den Kolde Krig. Men dette er noget andet. Denne gang går linjerne helt ind i Vestens største land og dets mægtigste institutioner.

Erobringen af Vesten indefra er en kompleks affære. Den er selv-villet, lokket frem af ideologi, magt og grådighed, med en kerne af noget irrationelt.

Derfor slår kritikken fra en historiker som Andrew Roberts ikke helt til, selv om han får udgangspunktet med:

Vi befinder os i en ny kold krig. Med både Rusland og Kina. Men aldrig før har vore egne institutioner været angrebet indefra som nu. Før var det James Jesus Angleton i CIA som ledte efter en russisk muldvarp. Nu er ledelsen impliceret i en sammensværgelse mod præsidenten. De har så mange skeletter i skabet at de er villige til hvad det skal være for at vinde.

Pointet Roberts understreger, er at vore efterretningssystemer er moralsk bedre end de andres, og at det at sige det modsatte, er en indre sabotage. Men samtidig – og dét er det forfærdelige – har ledelsen for disse institutioner selv sørget for at forskellene er blevet væsentlig mindre. I det øjeblik institutionerne slipper for at stå til ansvar, er de gået over en grænse. De kan ikke «kaldes tilbage». Dette er den mest alvorlige konsekvens af Russia-gate/Obamagate.

De samme folk, som drev Russia-gate frem, er tilbage ved magten med Biden.

Undergravingen indefra har pågået over lang tid. Historien er et vejkryds, og hvem havde troet at de britiske spioner skulle opleve at Vesten blev moralsk korrumperet og mistet evnen til at dømme dem?

En helt igennem ond mand døde 2. juledag, selv om man næppe kunne fornemme dette ud fra den fordømmelsesfrie tone i hans nekrologer. George Blake begyndte at spionere for Josef Stalins Sovjetunionen i 1953, og da han blev arresteret i 1960, havde han kopieret ikke mindre end 4720 sider med hemmelige efterretninger for russerne, og forrådt identiteten på over 350 MI6-agenter til KGB. Gennem syv år ødelagde Blake systematisk netværket af agenter som arbejdede for at bringe demokrati til Østeuropa, og et ukendt antal – antagelig cirka ti personer – betalte med livet, nogen gange efter tortur.

Sammenlign dette med NTB´s nyhed og biografi (samme som Ritzau):

Kendt britisk dobbeltagent er død

Den britiske dobbeltagent George Blake, kendt for at have spioneret for Sovjetunionen, er død. Blake blev 98 år gammel.

– Den legendariske efterretningsofficer George Blake gik bort i dag, sagde talsperson for den russiske efterretningstjeneste, Sergej Ivanov, til nyhedsbureauet Tass lørdag.

– Han havde en genuin kærlighed til landet og beundrede vort folks bedrifter under anden verdenskrig, lagde Ivanov til.

Ruslands præsident Vladimir Putin udtrykte lørdag sin dybeste medfølelse til Blakes familie.

– Blakes bidrag var uvurderlig til at sørge for strategisk balance og fred, sagde Putin i en video publiceret på netstedernes til Kreml.

Byttet side

Blake var britisk efterretningsofficer for MI6. I 50-erne begyndte han i hemmelighed at give informationer til Sovjetunionen. Årsagen skal have været USA’s bombning af civilbefolkningen under Koreakrigen.

Blake gav sovjetterne navnene på hundredvis af MI6-agenter og afslørede eksistensen af en hemmelig tunnel i Østberlin som blev brugt til at spionere mod sovjetterne.

Flygtede fra fængslet

Han blev afsløret i 1961 og dømt til 42 års fængsel i Storbritannien. Efter fem år undslap han ved hjælp af en rebstige og tre cellekammerater.

Efter at være sluppet forbi jerntæppet og ind i Østtyskland, tog han til Sovjetunionen. Der blev han ønsket velkommen som en helt. Han blev boende i Sovjetunionen, senere Rusland, frem til sin død.

Blake var blandt de sidste tilbage levende britiske dobbeltagenter som Sovjetunionen rekrutterede under Den Kolde Krig. Han har aldrig udtrykt anger for sine handlinger. (NTB-AFP)

For den almindelige læser er det ikke muligt at opfatte det historiske drama bag Blakes død og hvor mange mennesker han havde ofret og hvilken skade han påførte Vesten. Ordet forræderi forekommer ikke. I stedet fremhæves Blakes humanitet og medynk som forklaringsfaktor: Årsagen skal have været USA’s bombning af civilbefolkningen under Korea-krigen. 

Dette er helt søgt. Blake var, i lighed med de andre britiske spioner, kommunister, og som troende kommunist er man fritaget for almindelige moralske regler og loyaliteter. Parallellen til dagens jihadister er helt åbenlys i dag. Det er nok en grund til ikke at dvæle ved forræderiets karakter!

Medynk med ofrene er noget venstresiden er kørt frem med i årtier, nu afløst af medynk med alle migranter og flygtninge som søger til Vesten. Denne medynk kamuflerer det moralske forræderi mod egen befolkning.

”Blake var en idealist desillusioneret i forhold til britisk efterretningstjeneste”, skrev The Guardian, “der på sin naive måde søgte en kommunistisk revolution”.

Denne «naivitet» er klær også Guardian tager på sig, og de er i flittig brug i nær sagt samtlige mainstreammedier i Vesten, særlig de som ironisk nok kaldes public service, dvs. de betales af de mennesker, de hjernevasker. Vi er i færd med at bevæge os farligt nær fuldførelse af den cirkel som definerer autoritære stater.

Det er dette covid har sat fart i: En drejning mod autoritære stater med totalitære træk. Det totalitære ligger i kim, i længslen efter kontrol og parkering afv brydsomme demokratiske processer.

Derfor er hvidvaskningen af en forræder farligere i dag end for nogen årtier siden.

in fact there was nothing naive in Blake’s cold-blooded betrayal of his country over a period of several years to the vicious Soviet regime. The moral equivalence that so much of today’s media draws between MI6 and the CIA on one hand, and the Russian (and now also the Chinese) intelligence services on the other, tells us much more about our tragic ambivalence towards Western values than it does about those agencies. Part of that is down to the work of someone else who has died recently, John Le Carré, whose novels all too often – especially in The Russia House and his later works – portray Western espionage agencies as precisely (im)morally equivalent to the KGB and its successor agency, the FSB.

faktisk var der intet naivt i Blakes koldblodige forræderi mod sit land over en periode på flere år for det onde sovjetregime. Den moralske ækvivalens, som så meget af nutidens medier trækker mellem MI6 og CIA på den ene side, og den russiske (og nu også kinesiske) efterretningstjeneste på den anden, fortæller os meget mere om vores tragiske ambivalens over for vestlige værdier, end den gør om disse bureauer. En del af det skyldes arbejdet fra en anden, der er død for nylig, John Le Carré, hvis romaner alt for ofte – især i The Russia House og hans senere værker – skildrer vestlige spionagebureauer som nøjagtigt (im) moralsk ækvivalent med KGB og dets efterfølgerbureau, FSB.

Vi kunne have deltaget i hyldesten af John Le Carré da han døde, men valgte at afstå. Vi læste hans triologi om Smiley med stor interesse. Men så ændrede Le Carré politisk retning influeret af ”Pigen med svovlstikkerne” og blev venstreorienteret, dvs. fjendtlig i forhold til Vesten, især USA. Da Trump entrede scenen, gik han amok.

Le Carré flød med strømmen og gav den kraft. Han var totalt apologetisk: Hele 9/11-terroren og krigen mod den viste USA’s sande ansigt, og det kunne han ikke lide.

Det liberale bliver totalitært

Men Le Carré var ikke i stand til at se overgangen fra Bush II og the Patriot Act til Obama og hans brug af the Security State til sine egne politiske formål. Den mest liberale præsident nogensinde var den mest intolerante: Ingen præsident har aflyttet og efterforsket flere journalister end Obama, og det var mediernes villighed til at bære over med ham og give ham helt andre regler end normalt, som gjorde at medierne kompromitterede sig selv.

Der findes ideologiske fællestræk mellem Obama og George Blake: Anti- vestligheden, troen på at de kunne skabe Guds rige på jord. Overbevisningen om at de var hævet over normale moralske normer.

Når den Demokratiske kandidat til Senatet i Georgia, Ralph Warnock, siger at ingen kan tjene både Gud og USA’s militær, så står han i denne tradition, fra Black Power i 1960-erne. Han deler mentor med Obama: Jeremiah Wright i Chicago, som bad om at Gud måtte forbande USA.

Realpolitik

Kissinger har været et beskidt ord på venstresiden. Han stod for en realpolitik, som ikke havde store moralske skrupler. Men bag den polerede facade viste Obama noget af den samme kynisme i sin omgang med Israel og Iran. Obama var villig til at se gennem fingrene med nærmest hvad det skulle være for at få en atomaftale med Iran.

When President Obama’s deputy national security advisor, Ben Rhodes, said that Le Carré was “constantly engaged with moral questions from the individual experience to the canvas of geopolitics” it showed how far this refusal to promote Western values has gone. When Obama refused to lift a finger for the Iranian dissidents during their Green Revolution in 2016 or even to declare – as Kennedy, Reagan and almost every other American president undoubtedly would have – his support for their aspirations of liberty, the totalitarians took note that the United States no longer believed in its own central founding principle.

Da præsident Obamas stedfortrædende nationale sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, sagde, at Le Carré “konstant var engageret i moralske spørgsmål fra den individuelle oplevelse af geopolitikkens bagtæppe”, viste det, hvor langt dette afslag på at fremme vestlige værdier er gået. Da Obama nægtede at række en hånd til de iranske dissidenter under deres grønne revolution i 2016 eller endda erklære – som Kennedy, Reagan og næsten enhver anden amerikansk præsident utvivlsomt ville have gjort- sin støtte til deres ambitioner om frihed, noterede totalitære sig, at USA troede ikke længere troede på sit eget centrale grundprincip.

Som Lee Smith har påpeget: Det var under arbejdet med at «overtale» og lose aftalen gennem Kongressen at Obamas folk benyttede de midler de senere skulle bruge mod Trump: Overvågning, spionage, «framing».

For at overbevise sig selv om at man tilhører ”the good guys”, må Obama og Hillary fremstille Trump som en forræder, noget John Brennan og journalister har kaldt ham flere gange. Brug af så stærke ord siger noget om venstresidens behov for at hvidvaske sig selv.

Når de planlagde valgfusk, spåede de at Trump ikke kom til at flytte ud frivillig, men måtte bæres ud. De kalder en som protesterer mod tidernes valgsvindel for en som planlægger et kup. Demokraterne, Big Tech og Big Media er hele tiden to skridt foran.

De benytter sig af den samme moralske ækvivalens som dem, der forsvarer George Blake eller en Arne Treholt (spion for Sovjet).

På spørgsmålet om, hvor mange agenter han havde forrådt over for sovjetterne, svarede Blake, at han aldrig ”havde talt dem op”. Disse mennesker var ikke uskyldige, de var agenter, der arbejdede villigt og bevidst mod deres egne regeringer. ”Alligevel bare fordi Blake ikke var i stand til at se forskellen mellem de heroiske russiske dobbeltagenter – Oleg Gordievskys og Sergei Skripals, der satte demokrati før deres troskab til en mislykket stat – og foragtelige forrædere som Kim Philby, Donald Maclean og sig selv, betyder det ikke at vores medier skal falde i samme fælde.

Den Kolde Krig var et dødelig spil som almindelige mennesker ikke kom i kontakt med. Velstand og komfort sløver sanserne.

Hvem skulle tro at i centrum for dagens politik ville man finde forræderiets problem: Det er ikke lovligt at sige det højt, men nærmer man sig ved at se på hvidvaskningen af forrædere, forstår man bedre hvor dybt Vesten er sunket.

I 2006 beordrede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, at britiske skatteyderes penge skulle betales til Blake, fordi Storbritannien havde brudt hans menneskerettigheder over retten til royalties fra hans selvbiografi, selvom han var en dømt forræder og flygtning fra britisk retsforfølgelse.

The death of George Blake reveals how little we now respect Western values

Oversættelse Karsten Søberg

Køb Lars Hedegaards nye bog her!